Leonardo DiCaprio og Martin Scorsese er efterhånden vant til at arbejde tæt sammen, for både i Gangs of New York, The Aviator og remaket af den fantastiske Infernal Affairs – The Departed, har DiCaprio spillet hovedrollen, mens Scorsese har siddet bekvemt i sin instruktørstol. Heldigt for DiCaprio for på denne måde har han brudt sig fri fra eventuel Titanic-typecasting som den evige førsteelsker. I stedet har han, med god hjælp fra en af de mest garvede instruktører i USA, fået hovedrollerne i film, der ikke kun kræver et bredt følelsesmæssigt spektrum af sin hovedrolleindehaver, men som også alle er ganske seværdige.

Shutter Island er ingen undtagelse til den regel. Filmen kan bedst beskrives som en gotisk politithriller, som er sat til at foregå et sted i slutningen af 1940ernes eller starten af 50ernes USA. Åbningsscenen viser en færge bryde gennem kridhvid dis. Ombord på båden er den unge US Marshall Teddy sammen med sin nye kollega Chuck på vej til anstalten for de kriminelt sindssyge, der ligger på den ø, der har givet filmen sit navn: Shutter Island. Allerede da de to kollegaer lægger til kaj, forekommer stemningen virkelig anspændt på øen, for rundt om de to efterforskere er der et sandt rend af betjente med skarpladte våben. Teddy og Chuck fragtes kort tid efter til hospitalets hjerte, der omkranses af tre hovedafdelinger – to for henholdsvis herrer og damer og Afdeling C – den lukkede afdeling forbeholdt de værste kriminelle på øen.

Før de dog møder stedets leder, tvinges de to Marshalls modvilligt til at overgive deres våben i personalets varetægt for dernæst at blive ført ind til forstanderen. Den udadtil milde psykolog Dr. Crawley, der naturligvis er i stand til at give Teddy og Chuck endnu flere detaljer om den kvinde, som det på mystisk vis er lykkedes at undslippe sin celle. Ingen har set hende forlade cellen og selv om øen er blevet søgt grundigt igennem, har hun ikke efterladt sig spor.

Personalet afhøres, men de forekommer alle, til især Teddys store frustration, underligt distancerede i forhold til denne højspændte situation. Den kvindelige patient som savnes, anses samtidig som yderst farlig. Ifølge protokollen forlyder det at hun druknede sine egne børn og placerede dem rundt om middagsbordet, som om intet var hændt. Teddy finder flere ledetråde, men intet der i første ombæring bringer ham tættere på kvinden. Udenfor murerne trækker der naturligvis et uvejr op, så det er ikke svært at forestille sig scenen: en perfekt stormfuld nat i sindssygehospitalet på den afsides ø.

Chuck og Teddy får trods alt nærmest frie hænder til at bevæge sig rundt på øen, men noget synes at være frygteligt galt. Det virker som om forstanderen helst ikke ser at sagen bliver opklaret, for jo mere de to efterforsker, jo mere tegner der sig et billede af, at Shutter Island gemmer på nogle hemmeligheder, som ikke tåler dagens lys.

Shutter Island er baseret på Dennis Lehanes populære roman af samme navn og blev (ifølge en af de små film, der går bag om filmens tilblivelse og som følger med den danske version) skrevet i rent og skær affekt over mange af de uretfærdigheder som Lehane oplevede i verden omkring sig. Men i stedet for at skrive en direkte allegori til krigshandlingerne i Irak, den aktuelle politiske situation og bruddene på menneskerettigheder, valgte han i stedet at lade sine frustrationer komme til udtryk gennem de nærmest kafkaeske situation som fortællingens hovedperson må gennemleve i Shutter Island.

Filmen fungerer fint som thriller – og her er Scorsese naturligt nok på hjemmebane. Selv om den opmærksomme seer, måske allerede inden filmens dramatiske klimaks har gennemskuet hvad det er for hemmeligheder Shutter Island gemmer på, så er det konsekvent spændende fortalt. Om ikke andet, så kan man ikke undgå at føle med vores hovedperson helt frem til rulleteksterne begynder at køre.

Dertil kommer at Scorsese her viser, at han også formår at skabe en tyk, neo-gotisk stemning, og gennem genbruget af næsten klassiske, klaustrofobiske rammer frembringer en film som man ikke kan undgå at blive grebet af. Læg i den forbindelse især mærke til den meget ekspressive brug af musikken i filmen, der gennem dens utroligt insisterende karakter, tilføjer noget højst urovækkende til helhedsindtrykket.

Filmen synes såvel at trække på det formsprog vi kender det fra klassiske spøgelsesfilm såvel som de spændings- og sammensværgelsesmotiver man finder i paranoia-thrilleren, hvor vi atter engang er vidne til den lille, ensomme mands kamp mod en sammensværgelse, der pludselig viser sig at være langt større og mere magtfuld end han kan tackle alene. Som næsten alle Scorseses nyere film er filmen tillige ufatteligt lækker at se på. Billederne er så mørke, så perfekt lyssatte og så stramt komponerede, at man nærmest øjeblikkelig får trang til at løsne på slipset når man ser dem.

Shutter Island er en af de film, der bestemt vinder ved gensynet, for har man set filmen til ende og kender man afsløringen af hvad det er for uhyrligheder, der ligger gemt i kernen af historien, får man lyst til at se filmen igen med det samme. Gensynet giver med det samme en helt anderledes vinkel på fortællingen, en vinkel som både er langt mere personlig og på mange måder langt mere helstøbt end det noget erratiske indtryk, nogle seere måske havde ved det første møde.