Det starter ellers ganske hæderligt, men i løbet af den næste halvanden times tid falder Colt 45 langsomt men sikkert fra hinanden og ender i bunken med alle de film, man hurtigt har glemt, at man har set. Dette skyldes ikke skuespillerne eller det rent tekniske, men derimod en præmis, der grundlæggende bare modarbejder sig selv.

I filmens start møder vi den unge, lovende skytte Vincent, der er løst tilknyttet den lokale politistyrke. Vi ser ham løbe gennem en forhindringsbane og nedlægge alle de mål, der popper op undervejs. Efterfølgende får han ros fra alle sine konkurrenter. På arbejdet opsøges han også af forskellige kollegaer, der alle vil have ham til at være med i deres afdeling, men da Vincent ved, at alle gerne vil have ham med på deres hold, forholder han sig afventende. Han er egentlig ganske godt tilfreds med jobbet som ansvarlig for styrkens skydevåben.

Som en slags hobby har Vincent udviklet nogle ekstremt effektive patroner, som han har døbt Mjølner. De er i stand til at gennemtrænge kropspanser, men han holder naturligvis disse farlige kugler hemmelige for omverdenen. En af Vincents kolleager: Milo opdager dog ved et tilfælde denne opfindelse og ser en mulighed for at få en klemme på den unge betjent. Milo trækker på nogle af sine kontakter i underverdenen og lokker disse til at overfalde Vincent. Det ender med at Vincent dræber overfaldsmanden, og nu er han pludseligt på dybt vand.

Milo indvilliger i at skaffe både liget og beviserne af vejen, men mod at Vincent både skaffer ham Mjølner-ammunition og ikke mindst et større antal våben fra politiets lager, som så skal slettes fra databasen. Uden mulighed for at handle anderledes, indvilliger Vincent modstræbende, men der går ikke særligt længe før Vincent kaldes ud til et gerningssted, hvor de selvsamme våben og ikke mindst hans patroner er blevet anvendt.

Filmen er ganske stilsikkert instrueret, byder på udmærket skuespil og fine billeder, med det til trods fungerer den bare ikke efter hensigten. Seeren kan sagtens købe Vincents figur og hans noget særprægede ballistiske hobby, men idet han i desperation skyder, hvad han tror er en tilfældig overfaldsmand er det som om filmen skifter spor. Vincent ændrer sig fra en bundærlig ung mand, til en desperado. Naturligvis står hans karriere på spil, men samtidig så virkede det også meget overdrevent, at en retskaffen politiaspirant ligefrem skyder en ubevæbnet overfaldsmand.

Værre endnu er det, idet han ikke kryber til korset og tilstår dette, men i stedet lader sig afpresse af Milo i sådan en grad, at det forekommer nærmest latterligt. Selvfølgelig kan man argumentere for, at disse ting sker så hurtigt, at Vincent ikke har mulighed for at handle og tænke rationelt, men det fungerer bare ikke. I trit med at Vincent presses mere og mere, begynder filmens plot mere og mere at modarbejde sig selv og hovedpersonens udvikling står i skærende kontrast til den opfattelse, man får af ham indledningsvis.

Værre endnu er det, at filmen forsøger at redde sig selv på målstregen ved at smide et handlingsmæssigt twist ind, som heller ikke fungerer som andet end en lidt flad undskyldning for at runde handlingen af på en måde, så seeren ikke bliver alt for frustreret.

Det er altså ærgerligt at en film, der er instrueret af samme fyr, som gav os de stemningsmættede gysere Calvaire og Vinyan ikke kan finde ud af at strikke en gedigen politithriller sammen. Gense hellere disse to fine film i stedet for at stole på, at Colt 45 er det ”action-hit”, som filmens omslag lover.