En af filmhistorien mest kuriøse og kontroversielle subgenrer er nazisploitation, der er en undergruppering til den bredere genrekategori exploitation. Exploitation-filmenes sigte er grundlæggende grænsesøgende med særligt fokus på excessiv vold og erotik – i nogen grad ekstremt karikerede karakterer og religiøse travestier. Nazisploitation tager alle disse elementer og kaster dem ind midt i Anden Verdenskrigs mest besynderlige sammenhænge. Det mest skræmmende ved denne genre er, at der faktisk fandt en lang række ’sexperimenter’ sted gennem krigen; mest notorisk var de videnskabelige forsøg på at bevise det degenererende grundlag i sex med handicappede. Disse hårrejsende forsøg – personificeret af lægen Josef Mengele – ligger minimalt til grund for de mange voldserotiske film om nazistiske forsøg, der dukkede op gennem halvfjerdserne og forsvandt nærmest ligeså pludseligt i firserne.

Genrens historie er blandet, og de æstetiske udfoldelser tillige. Hovedværkerne i genren er så absolut Don Edmonds Ilsa, She Wolf of the SS (1974) og Tinto Brass’ Salon Kitty (1976), hvor det nazisploitative bruges som en grundlæggende kritik af den fascistiske tankegang. Pier Paolo Pasolinis Salo (1975) henter nogle af de samme exploitations-elementer ud af Marquis de Sades 120 dage i Sodoma og bruger det som en kritik af den italienske fascisme. Tilmed vandt interessen en vis udbredelse i Italien, der nærmest har sin egen sleaze-version af genren. Sergio Garrones SS Experiment Love Camp (1976) og SS lejr 5 (1977) er begge berygtede eksempler. Begge er tidligere udgivet i den stadigt voksende SS Camp Collection, der nu har fået sit femte medlem: Bruno Matteis SS Girls (1977). Mattei indspillede den under pseudonymet Jordan B. Matthews, og filmen bærer selv flere titelpseudonymer: Casa privata per le SS, Private House of the SS, m.fl.

Bruno Mattei er i sig selv en berygtet instruktør, der på mange måder rammer bunden – for mange i mest positive forstand – af filmisk sleaze. Mikset af gysergenrens gross-out, softcore pornografi og voldsæsteticering har nærmest ikke haft en grænse hos Mattei. SS Girls handler om SS-officeren, der får til opgave at samle en gruppe prostituerede, der skal trænes, så de evner at tvinge informationer ud af de soldater og officerer, der ikke længere tror på det nazistiske projekt. Han er selv en berømt tysk organist med stor forkærlighed for Bachs fugaer, der – ifølge ham – er noget af det eneste, som når der Führers niveau. Træningen sker under en videnskabsmands slibrige supervision, og det hele ender da også i et tribunal udformet som en travesti. Men alt forløber ikke som ventet…

Filmen svælger i sære og besynderlige erotiske fantasier og sadistiske udfoldelser, der nærmest ingen ende vil tage. I ekstrem grad udstilles den nazistiske dekadence gennem alle mulige og umulige seksuelle konstellationer, der nærmest fratvinger filmens første halvdel enhver chance for bare en banal handlingstråd. Det ændrer sig dog, da følgerne efter tribunalet ikke helt udarter sig som tilsigtet, men det ændrer ikke ved, at filmens hovedærinde er at afsøge den militante sexismes udfoldelsesmuligheder i alle dens vanvittige sammensætninger. Derfor forsøger den slet ikke at undgå alle klichéerne omkring nazismen; den bruger – helt i tråd med nazisploitation-genrens almindeligheder – disse til blodig overflod. Det fugaelskende storhedsvanvid hos SS-officeren er på mange måder humoristisk kostelig.

Den italienske nazisploitation kræver dog, ja, sin mand. Det er i høj grad muligt at udnytte forholdet mellem vold, sex og fascisme til filmkunstneriske og -kritiske udfoldelser, som det er tydeligt hos særligt Tinto Brass. Men det er også muligt at bruge den på den mest sleazede facon, så plottet nærmest kun fremstår som en mulighed for udforskning af erotikkens besynderlige skyggesider. SS Girls er ikke en god film, og Bruno Mattei har aldrig tænkt, at den skulle være det. Hvor enkelte instruktører bruger genren til at filosofere over fascismens ekstreme væsen, så vender Mattei og meget af den italienske nazisploitation nærmest fortegnet om. Frem for kritik af de nazistiske forsøg mødes de i disse tilfælde af en besynderlig fascination, som kræver nærmest det samme af seeren. Det kan være en årsag til, at genren svandt ind ligeså hurtigt, som den dukkede op.

Der er andre fortilfælde, som er interessante. Roberto Rossellinis Germania, anno zero (1948) er et meget tidligt forlæg, mens dokumentariske videooptagelser fra krigen selv udfærdiget af de nazistiske videnskabsfolk skræmmer ved, hvor tæt den senere nazisploitation faktisk går på virkeligheden. Robert Rodriegues og Quentin Tarantinos falske trailers i grindhouse-sammenhæng betaler også en homage til denne bizarre subgenre gennem Rob Zombies trailer hertil. I nuancer viser Tarantinos Inglourious Basterds (2009) også et udsøgt kendskab til mange af disse film. Med andre ord har genren på ingen måde levet forgæves, og som et interessant kulturelt fænomen har de i høj grad deres gang på jord. De fortæller – på forskellig vis – en del om, hvilke grænser det delikate menneskesind balancerer på. SS Girls har – for første gang i dansk distribution – fået tilføjet de 15 minutter, censuren tidligere snød seeren for (nogle af disse således på italiensk).

SS Girls er med andre ord ikke det mest oplagte supplement til lørdagsslikken og familiehygge. Og det er for fans af sleazy nazisploitation ment på den mest anbefalelsesværdige måde.