Selv om der måske er mange, der vil kæde instruktøren Gore Verbinski sammen med franchisen Pirates of te Carribean, er der andre som vil huske ham for den animerede westen Rango og andre igen filmen Lone Ranger som mildest talt var noget af en fiasko . Oven på den fiasko var der nok ikke mange der spåede ham mange chancer i Hollywood, men Mr. Verbinski er stærkt tilbage med, hvad der må siges at være hans bedste film til dato: A Cure for Wellness. Selv om der sikkert er nogle af vore læsere, der kan mene at mandens piratfilm sikkert er den nye film overlegen, så tillader vi her på kapellet os at være så tilpas kulturradikale, at påstå at A Cure for Wellness vejer langt tungere på både den fortællermæssige og visuelle vægtskål. Både fordi det er en film der får skabt figurer, som virker troværdige uanset filmens ganske fantastiske islæt, fordi den visuelt får skabt en filmisk verden, som er lige så mærkværdig som den er troværdig, fordi den præsenterer seeren for en klassisk gotisk historie omsat til film, komplet med aflåste døre, labyrintlignende korridorer og magtfulde mænd der lægger skumple planer i skyggerne. Alt dette sker med en stilsikkerhed og en evne til at opbygge stemning, der efterhånden er alt for sjælden i mainstream Hollywood.

Filmen trækker på klassisk gotiske gysere, iblandet et snert af manisk racerenhed, der set i lyset af at hovedhandlingen foregår på et kursted i de østrigske alper, hare en bitter eftersmag af nationalsocialisme. Det er til dette kursted at den unge, travle finansmand Lockhart ankommer. Han har bevidst snydt med dele af firmaets millionregnskab, så for at undslippe straf skal han finde en syndebuk. Meget belejligt er en af firmaets tidligere topchefer netop indlagt på et kursted og formodes at være blevet sindssyg. Så hvad ville være nemmere end at smutte en tur til Østrig og få den senile mand hevet tilbage til New York, for at han efterfølgende kan erklæres inhabil?

Det er dog lettere sagt end gjort, for idet Lockhart ankommer til det borglignende resort i bjergene er det som at træde ind i begyndelsen af 1900 tallet. Folk i hvidt tøj spiller kroket og badminton på nyklippede græsplæner, der spises kage og drikkes vand af patienter i hvide morgenkåber ved små cafeborde. Der er hverken fjernsyn, mobiltelefoner, radio eller andre moderne ting på stedet, for disse anses som unødvendige forstyrrelser i patienternes dagligdag. Grundkonceptet for helbredelse er hydroterapien, så der bades, dampes, spules og drikkes vand konstant. Udadtil er det hele ganske idyllisk og smukt, men det er som om en pilrådden ondskab lurer lige over den polerede overflade.

Lockheart kommer desværre ud for en ulykke – et brækket ben – der gør at opholdet på kurstedet bliver lidt mere permanent end han egentlig havde tid og lyst til. Mens vores unge, ambitiøse helt humper rundt i de lange gange opdager han at alt ikke er langt fra normalt. Selv om både lægerne og sanatoriets direktør udadtil er venlige og høflige, er det som om de ikke fortæller hele sandheden. De undviger konsekvent vores helts direkte spørgsmål om stedet. Dertil kommer at det er endog meget svært for patienterne at få lov til at og endelig er der ganske mange områder på kurstedet som ikke er tilgængelige for patienterne.

Thomas falder i snak med forskellige folk, der fortæller ham om kurstedets dystre fortid. Han oplever sære syner, som måske er hallucinationer måske ikke og endelig møder han (selvfølgelig, for dette er jo en gotisk fortælling) en mærkværdig, uskyldsren, ung pige Hannah, som måske ved mere om stedet end hun først vil indrømme.

Filmen benytter sig af en masse referencer til klassiske gotiske fortællinger og selvsagt er der også blevet plads til at seeren i en kort indstilling ser en portør læse i Thomas Manns Der Zauberberg, der til trods for at romanen næppe kan kaldes for gotisk, selvsagt passer fint til filmens overordnede tone.

A Cure for Wellness er ikke en af de film, der bombarderer sin tilskuer med chokeffekter eller forudsigelige handlingsforløb. I stedet satser den på langsomt, men sikkert at bygge en klaustrofobisk og effektivt ubehagelig stemning op. Selv om den kører i over to timer, så er man fascineret fra start til slut. Det er ikke kun en fantastisk flot iscenesat, neo-gotisk horrorfilm, der er også fascinerende hvordan en film som denne tør være så tilpas udsyret som den ender med at være.

Holder du derfor af stemningsfyldte gysere, der måske ligefrem har mere på hjerte end blot at opsøge det letkøbte gys og som i stedet fortæller en ganske abstrakt fortælling, der også kan ses som både en hyldest til genren, men også som en kritik af vores fortravlede moderne samfund, så skal du i biografen og opleve denne fantastiske film på et stort lærred. Det er sikkert ikke en film der vil falde i alles smag, men her i Kapellet placerer vi den på en af vore fineste piedestaler.