Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The Lone Ranger (149 min.) Biografversion / Disney Pictures
Anmeldt 11/7 2013, 22:10 af Torben Rølmer Bille

Filmen om Tonto


Filmen om Tonto

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

På vore breddegrader er der ikke mange der kender til figuren Lone Ranger – eller Sorte Maske som nogen måske husker han kom til at hedde på dansk, for han er primært et amerikansk fænomen. Dette fænomen startede i 1930’erne som et radiohørespil for de yngste, hvor sætningen ”Hi Ho Silver” blev folkeeje og synonym med ideen om at Lone Rangers hvide hest stejlede og begyndte at ride ud over prærien, naturligvis til tonerne af Wilhelm Tell ouverturens mest genkendelige stykke.

Senere kom der både tegneserier, episodefilm, spillefilm og tv-serier om den maskerede cowboyhelt, hesten Silver og den trofaste indianerven Tonto. Ikke desto mindre, er det ikke en figur som er så velkendt herhjemme, til trods for hans store popularitet i hjemlandet. Uanset hvor stor denne fælles referenceramme måtte være får hele verden nu en chance for at opleve figuren, idet The Lone Ranger er titlen på sommerens stort anlagte blockbusterfilm fra Disneystudierne.

Formularen er velkendt. Man tager en stor sum penge fra Jerry Bruckheimers produktionsselskab. Man hyrer Gore Verbinski, der stod bag en del af filmene i serien om Pirates of the Carribean og senest den animerede westernfabel Rango. Man hyrer Johnny Depp til at spille en af sine sædvanligt mærkværdigt excentriske roller – denne gang som Tonto. Man hyrer Hans Zimmer til at lave musikken. Resultatet er en anakronistisk fortælling, som visuelt, auditivt og stilistisk mest af alt minder om en cowboyversion af Pirates of the Carribean.

Rammehistorien foregår, lige som hørespilllets start, i starten af 30’erne. Filmen starter da en dreng på omkring 10-12 år (sjovt nok samme målgruppe som filmen har) besøger et tivoli. Drengen er, som mange amerikanske drenge var på den tid, klædt i samme tøj som sit forbillede Sorte Maske. Drengen går ind i et telt, hvor sprechstallmeisteren udenfor proklamerer, at man får mulighed for at opleve original westernstemning. Inde i teltet ser drengen både en udstoppet bison, en udstoppet bjørn og ikke mindst en gammel indianer, der først virker lige så udstoppet som dyrene, men som pludseligt rør på sig, da han ser knægtens mundering.

Den gamle indianer, kalder drengen”Kemosabe” som er det navn han senere i filmen giver John Reid, da han ender udklækkes som the Lone Ranger. Drengen kender selvfølgelig godt både Kemosabe og Tonto, men tvivler på at den gamle indianer er den samme Tonto som han har hørt om. Så efter de to har handlet lidt med hinanden (drengens pose med peanuts for en død mus) begynder den runkne rødhud at fortælle sit livs historie.

Hovedfortællingen låner lystigt fra en lang række spaghettiwesterns, mest af alt Once Upon a Time in America, ikke kun visuelt i scenerne, hvor der ventes på togets ankomst, men i det hele taget med filmes fokus på de korrupte folk i jernbaneselskabet. John Reid er på vej hjem til sin fødeegn og ikke mindst sin bror efter at have studeret jura i storbyen. Hans bror er en handlekraftig mand, der synes langt bedre egnet til livet i det vilde vest, men der går ikke lang tid før John selv må vågne op til dåd og søge hævn. Hvordan Tonto møder vores helt og hvordan det går til at John bliver forvandlet til den maskeklædte ranger, bør man selv opleve. Man må også selv opleve at filmen leger med sit eget medie, idet Tontos historie indimellem afbrydes af drengen der stiller uddybende spørgsmål til fortællingen. På denne måde bliver drengen i rammehistorien nem at føle empati for, idet han ofte de spørgsmål man som seer selv måtte sidde med.

De flotte naturoptagelser, den stemningsfyldte musik, de fuldstændigt, latterligt overdrevne, tyngdekraftophævende actionsekvenser og ikke mindst Johnny Depps figur gør at filmen bliver værd at se, men samtidig overskygger hans Tonto nemt John Reids figur, der nærmest bliver indianerens følgesvend og ikke omvendt.

Der er mange gode grin og gisp i The Lone Ranger, men der er samtidig også en række både narrative og strukturelle elementer, der er så forudsigelige at man kunne stille sit ur efter dem. Samtidig er der nogle påfund, eksempelvis de dræberkaniner, der gør, at man ikke helt gider at tage handlingen, universet eller figurerne seriøst. Dette bliver filmens største fejl, for i stedet for at engagere sig i figurerne og deres verden, peges der også på at vi befinder os i et eventyrunivers, der ikke har meget til fælles med virkelighedens vilde vesten.

Filmen er og bliver derfor ren overflade og selvom det er meget underholdende at bevidne mens det står på, efterlades man af følelse af tristesse efterfølgende. Det er lidt lige som at spise noget sjovt, eksotisk slik. Det smager først interessant og man tygger løs, men idet slikket er slugt, opdager man en mere pågående kemisk bismag, der er langt fra lige så spændende som slikket og som gør at man ikke har lyst til endnu en haps. Lidt en skam, for filmen synes ellers at have alt kørende for sig indledningsvist.


Forrige anmeldelse
« Skytten «
Næste anmeldelse
» Grusomme Mig 2 »


Filmanmeldelser