Ser man på omslaget til filmen The Wannabe, står der under ”genre”, at den tilhører kategorien ”Drama/Crime”. Det er helt bestemt den rigtige rækkefølge at skrive genrerne i, for forventer man at se en regulær gangsterfilm, vil man blive slemt skuffet.

Dramaets hovedperson er den unge småsvindler Alphonse, der er faldet i unåde hos den bande af forbrydere, han plejede at hænge ud med. Vi befinder os i New York i starten af 90’erne, hvor den berygtede gangster John Gotti er blevet fanget af ordensmagten, og retssagen mod ham er i fuld gang. Aphonse er utroligt optaget af sagen og er, lige som mange i det kvarter som Gotti boede i, overbevist om, at mafiabossen er uskyldig i alle anklagerne.

Derfor hænger han ud i nærheden af det hovedkvarter, hvor Gottis folk holder til, men inden det kommer til håndgemæng mellem gangstertyperne og Al, så reddes han i sidste øjeblik af den lokale pige Rose, som tilsyneladende kender alle i kvarteret. Rose og Al bliver mere end gode venner, og Al indvier hende i sin sindrige plan, der – såfremt den lykkes – potentielt kan få Gotti helt frikendt.

Der følger en mindre spoiler i de to næste afsnit, så vil man ikke have oplevelsen ødelagt, bør man springe disse over. Filmen er, som også gøres tydeligt, en dramatisering af virkelige hændelser, så alle der i 90erne fulgte med i medierne, eller som har en interesse i ”true crime”, vil vide, så lykkedes Als plan ikke helt efter hensigten. Filmens titel The Wannabe dækker over et amerikansk slangudtryk, der betegner folk, som gerne vil bliveberømte, men som ikke har evnerne til det. I Als tilfælde er det livet som gangster.

Filmens hovedperson er en ret irriterende type, for selv om Al da har egenskaber, som man kan beundre, fx ikke mindst en stålsat tro på sine egne evner, så trækker han Rose med ind i sin egen verden af stofmisbrug og voksende paranoia. Hun er helt klart forelsket i ham, og da kærlighed gør blind, evner hun heller ikke at stoppe Alphonses planer, før det løber helt løbsk.

The Wannabe er derfor et drama, der fokuserer på et passioneret men også ganske destruktivt forhold mellem to mennesker. Det er en film, der både er realistisk i sit udtryk, indhold og ikke mindst i den måde, skuespillerne i filmen agerer på. Det skal det selvsagt også være, når man baserer sin film på virkelige hændelser, men i dette tilfælde lykkes det virkeligt godt.

Problemet med filmen er til gengæld, at det er svært at se, hvad præcis det er, som folkene bag den egentlig vil fortælle. Er præmissen, at kærlighed kan gøre blind, så er det en, man har set fortalt meget bedre før. Er det at skabe et dokudrama, der vil overbevise os om, at fakta overgår fantasien, så findes der også langt bedre eksempler på dette. Endelig kan man også antage, at filmens præmis vil fortælle seeren om, at en optagethed af en bestemt sag kan være skadelig på længere sigt og udvikle sig til en sygelig besættelse. Er dette tilfældet, så findes der også en række værker, der artikulerer dette langt mere præcist. Så problemet er måske i virkeligheden, at filmen ikke helt selv er klar over, hvad det egentlig er, den vil fortælle.

Der kunne også være arbejdet meget mere med dramaturgien i filmen, for selv om den bevæger sig fremad, er der også flere scener undervejs, som synes at være dels kørt en anelse i langdrag, og andre, som ikke er strengt nødvendige for at føre filmen videre. Måske er disse bevidst taget med for, at det skal føles ”virkeligt”, men i stedet føles det lidt som om, man spilder tiden.

Til gengæld kan man sagtens nyde filmen både for sin miljøskildring, der rammer starthalvfemsernes New York ganske flot, og ikke mindst for Patricia Arquette og David Zayas præstationer som henholdsvis Rose og Al. De to skuespillere leverer deres replikker stor indlevelse, accenten er helt i skabet, og det lykkes for dem begge at skabe figurer, som utroligt troværdige. Derfor er rådet fra kulturkapellet: se filmen for det gode skuespil, men ikke for selve fortællingen, for den er mildest talt ujævn.