Du kender det sikkert kun for godt. Der er tusindvis af film at vælge mellem og ofte er det svært at danne sig et overblik. Til gengæld kan man næsten altid være sikker på, at det bliver interessant hvis Jake Gylenhaal er med på rollelisten. Selvfølgelig har manden også optrådt i et par enkelte film, som ikke er får denne anmelder helt op at ringe, men selv om filmen ikke er fantastisk, så er skuespilleren altid værd at opleve. Dette gælder også for den nye film Demolition, som ellers gennem beskrivelsen godt kunne lyde som en af den slags dramaer, hvis præmis umiddelbart lyder så kedeligt at man ser sig om efter et andet alternativ.

Filmen handler om Davis, der er en velhavende forretningsmand. Han arbejder i svigerfars firma. Han lever sammen med sin kone i deres designervilla og alt synes umiddelbart at være helt fantastisk. Parret bliver dog påkørt og Davis’ kone dør på stedet. Umiddelbart virker Davis’ en anelse afstumpet, for han har tilsyneladende svært ved føle og vise sorg, selv om han godt ved at det er det folk forvente af ham. Det viser sig at han måske har levet et liv, hvor han blot gjorde hvad folk forventede, i stedet for at gøre de ting som han selv har lyst til.

Da han sidder på hospitalet og netop har fået at vide at konen er død, går han hen til en slikautomat som ikke giver ham den ønskede vare. Senere, da hustruen er blevet begravet og familien er samlet til gravkaffe hos hendes forældre, begynder han at skrive et længere brev til firmaet, der leverer disse automater og fortæller heri både om hans frustration over ikke har have fået den lovede snack, og hvad mere bizart er, sine inderste, personlige tanker om livet.

Overraskende nok får han svar og dette er starten på et meget aparte forhold som Davis indleder til Karen, som er sekretær i slikautomatudlejningsfirmaet. Selv om hun synes det er lidt mærkeligt at han til stadighed sender lange, meget personlige klagebreve, fascineres hun også af ham. Davis får svar fra hende og inden længe kan de ikke nøjes med brevudveksling, men bliver nødt til at mødes fysisk.

Mens man ser filmen og ikke mindst er vidne til Davis’ gerninger, bliver man som seer konstant i tvivl om hvorvidt Davis har fået en depression, eller om han ganske enkelt er ved at redefinere sig selv og sine egne værdier. Det skyldes især at han begynder at leve efter et mantra, der går på at skille ting ad for at se hvordan de virker. Dette bliver på sæt og vi en metafor for Davis’ tilværelse, for han har vist aldrig taget tid til at skille sit liv ad og nærstudere de enkelte dele.

Problemet er dog at Davis ikke altid kan samle de sager han skiller ad, hvilket selvsagt også gælder for hans liv, for konens død kan ingen, uanset hvor dygtig en håndværker man end er, fikse. Selv om Davis muligvis af sine nærmeste opfattes som om han har mistet forstanden, er der god mening i hans projekt om at nedbryde sit gamle liv for på den måde at have mulighed for at bygge det op igen. En slags alternativ behandling uden andre terapeuter end ham selv.

Demolition er et noget aparte drama, der dog giver ganske fin mening. Det er ikke en film om en mands entydige nedtur, men en sørgmunter fortælling om at finde meningen med det hele efter at ens liv er blevet smadret. Davis’ selvhjælp er måske en metode der ikke vil virke for andre end hans figur, men ikke desto mindre er det tankevækkende at se at der kan komme noget positivt ud af at smadre de ting der omgiver en, i forsøget på at genfinde noget som man muligvis har mistet undervejs i ens travle jagt på materielle goder og status quo.

Filmen ender derfor ikke med at være en kedelig depressionsfilm om afsavn, sorg og død, men derimod en ganske livsbekræftende sag om at turde stå ved ens egne valg, uanset hvor mystiske disse måtte være i andres øjne. Både Gyllenhaal og hans medspiller Naomi Watts får skabt nogle glimrende, skæve figurer, som på trods af deres aparte træk, alligevel forekommer langt mere menneskelige end de andre mennesker de omgiver sig med.

Af samme grund har Demolition også et ganske positivt budskab, der netop hylder det utilpassede i stedet for at udstille det. Det er ustyrligt sympatisk, at der bliver skabt film med figurer som de tilskuere (og alle os andre), der ikke altid har det nemt rent socialt, eller som føler at de ikke rigtigt passer ind, kan relatere til.