Som faste læsere måske husker, så var undertegnede ikke umiddelbart imponeret over Independence Day: Resurgence da den havde sin biografpremiere. Det skyldtes nok især, at nærværende anmelder netop havde genset den første ID4 , der anledning af den nye film var blevet udsendt i en meget flot BluRay version.

I retrospekt var det måske lidt uretfærdigt at sammenligne den nye film med en populær sci-fi klassiker. En blockbuster, der for alvor satte standarden for hvordan en storladen film om invasion fra det ydre rum skulle skæres. Uanset om man holder af popcornfilm eller ej, er ID4 en film, der med et enormt budget og en god sans for både drama og action hev folk ind i biografmørket for at se de flotte effektskud af Det Hvide Hus der eksploderede. Vilde ødelæggelsesscener af en art, der er blevet efterabet og overgået i en lang række katastrofefilm sidenhen.

Gensynet med Independence Day: Resurgence var dog langt mere glædeligt end man kunne håbe på. Måske var det fordi anmelders parader i forvejen var nede, men måske også fordi det var lidt nemmere at bedømme filmen på den egne kvaliteter, fremfor konstant at sammenligne den med etteren, som var svært at undgå sidste gang. For selv om filmen på ingen måde bringer ret meget nyt til bordet, hverken hvad angår forudsigelighed eller rabalder, så er det faktisk også en rigtigt flot og vellavet science fiction film, der sagtens formår at stå på egne ben.

Det er selvsagt umuligt at tilbageholde information for de seere der kender originalen. Gør man det så ved man godt hvordan både rumvæsenernes ser ud og hvor vild deres teknologi er. Derfor starter filmen med at fortælle sin tilskuer hvordan det er lykkedes verden at finde sammen efter det første angreb i 1996. Verdens befolkning har skabt fred, fremgang og ikke mindst formået at udnytte rumvæsenernes teknologi til vores egen fordel. Dette kan ses som en slags alternativ version af den utopiske vision som mange år tidligere blev skabt til Star Trek.

I de første scener ser vi Jorden gøre deres forsvarsværker klar. På Månen bliver der stillet en stor kanon op, som man regner med kan skyde de fremmedes rumskibe ned. Det er måske værd at bemærke at det netop er på månen man i starten af originalfilmen så rumskibene ankomme.

Det er dog ikke de store flyvende tallerkener der i første omgang dukker op, men derimod et mystisk kuglerundt fartøj. Verdens ledere er i tvivl om de skal angribe det, så de tager Dr. David Levinson med på råd via en videoforbindelse til Afrika, hvor han er i gang med at undersøge de fremmedes efterladte rumskibe. David er overbevist om at det ikke er de samme fremmede som tidligere, men regeringslederne vælger at ignorere ham, så de skyder skibet ned.

I næste nu angribes jorden af de velkendte kæmpemæssige ufoer, men denne gang er det deres moderskib der sænker sig over vores jord. I en imponerende scene hvor masseødelæggelserne i den grad bliver smidt i hovedet på tilskueren, ser vi skibet lande, knuse alt under det og starte et enormt laserbor, der langsomt men sikkert begynder at bore ind mod Jordens centrum.

Alt dette er flot nok at se på en almindelig skærm, men er man så heldig at have mulighed for at se dette i 3D kan det klart anbefales. Som nævnt i andre anmeldelser er der på 2D-Blu’en også inkluderet både kommentarspor, featuretter, gag-reel og slettede scener, som man selvsagt ikke har adgang til hvis man streamer filmen.

Ved andet gennemsyn bliver det også ganske tydeligt hvor flot filmen er også i hjemmebiografen. Det visuelle design er helt i top, for såvel de nye hybrider mellem rumskibe og jetjagere, de våben der er baseret på rumteknologien og rumvæsenerne selv er fedt lavet. Dertil kommer de førnævnte, spektakulære undergangsscener og luftkampene. Indimellem kan det godt gå lidt for hurtigt når de tudindvis af fremmede rumskibe angriber jordens eskadriller, men flot er det helt bestemt.

Det er næppe fordi anmelder er ”blevet mild med alderen” at filmen pludselig forekommer bedre. Det er en film der er skåret over en ganske velkendt læst og som på ingen måder tilføjer noget nyt. Ideen om at vise hvor meget vi mennesker kan, så længe vi blot står overfor en fælles fjende er måske lige så urealistisk, som de invaderende rumvæseners teknologi, men det godt filmhåndværk der kan sørge for at give seeren noget tiltrængt eskapisme fra virkelighedens undergangsscenarier i mindst et par timer.