En titel som Kill Chain forpligter. Normalt er betegnelsen en der knytter sig til bestemte typer af voldsomme computerspil, hvor det, som titlen antyder, betegner en række på hinanden følgende drab i en lang køre. Jo flere man kan slå ihjel i én køre, jo flere point får spilleren som regel. Forventer man derfor at filmen er en lang, adrenalinpumpende Nic Cage-version af Hardcore vil man nok blive en smule skuffet, men selv om det ikke er en film der forsøger at sikre sig titlen som den med det højeste bodycount, så er der al mulig grund, måske især for Cageoholics, til at se Kill Chain.

Filmen starter in medias res, med et par meget anløbne typer, der en mørk og stormfuld aften dukker op på det afsidesliggende hotel som Nicolas Cage bestyrer. Kapellet har i øvrigt, når det kommer til Nicolas Cage-film, fremadrettet bestemt at benytte skuespillerens navn, i stedet for hans figurs navn af den simple årsag at det jo er Nicolas Cage man ser på filmen.

De to banditter virker både meget oprevne og aggressive i deres fremfærd og i næste nu klippes der til en letpåklædt, formfuldendt kvinde, der indsmurt i blod skeptisk betragter hotellets nye gæster med pistol i hånd. Scenen er sat. Det er nærmest et helt klassisk neo-noir set-up og holder man af denne form for ”jeg-ville-så-gerne-være-Tarantino”-agtige B-film, så har man halvanden times fornøjelig film i vente.

Faktisk endte flere af filmens scener med at gør anmelder rigtigt glad og overraske meget positivt. Dette fordi filmen faktisk formår, med ganske simple virkemidler, at få skabt en thriller, der ender med at være ganske effektiv, selv om flere af plotelementerne måske ikke tåler nærmere granskning. Dette handler især om at filmens forfatter og instruktør Ken Sanzel har formået at lave nogle ganske friske variationer over scener, som ellers har let ved at blive til fortærskede klicheer.

Et godt eksempel er den lille historie der fortælles umiddelbart efter startsekvensen. Her følger seeren en professionel lejemorder, der er ved at gøre sig klar til at udføre et drab. Han flytter om på det interiøret i det hotelværelse han har indlogeret sig på og samtidig med at han trækker et bord hen til vinduet som han kan ligge på når han skal affyre sin riffel, fører han en samtale med sin datter på mobilen. Hun er så ked af at de ikke har set hinanden i fem år, at børnebørnene aldrig ser deres morfar, men faderen vil selvsagt ikke forklare hende hvorfor de to ikke kan mødes i fysisk rum. Seeren har for længst regnet ud, at han blot forsøger at beskytte hende, men det ved datteren jo ikke. Det er faktisk ganske fint tænkt, for selv om scenen med snigmorderen der samler sit grej og gør sig klar er en vi har set til hudløshed, så bliver han alligevel meget menneskeliggjort takket være telefonsamtalen. Intensiteten forøges samtidig i det øjeblik han pludselig opdager, at der er mindst en af hans andre kollegaer, der ligger klar til at trykke på aftrækkeren omkring samme vejkryds som han selv.

Det er selvsagt ikke snak det hele, for springer vi lidt i handlingen, så er der også et par actionsekvenser, der til trods for det noget magre budget filmen har haft, alligevel er ganske effektivt udført. Især scenen der viser en drabelig ildkamp mellem et par gangstere i en bil, der med fuld fart kører ned af gaden skal nævnes. Igen, det er ikke første gang man har set en skudduel i en kørende bil, tænk blot på åbningsscenen af Kingsman 2 https://kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=2174, men selv om det i Kill Chain ikke er iscenesat nær så elegant (og CGI-agtigt) er scenen i sig selv rigtig fed og medrivende.

Kapellets udsendte hører ikke til de anmeldere der, som mange andre, forholdsvis ofte laver sammenligninger med Tarantino, når der skal skrives om film, der minder bare en tøddel om hans, men selv om Kill Chain ikke når Quentin til sokkeholderne, så er der alligevel elementer af noget friskt og sprødt ved den. Der er faktisk genuint gode dialogstumper indimellem og Ken Sanzel formår flere gange undervejs at bygge spænding op helt efter grundbogen. Endelig er der flere scener i filmen, der ikke forløber helt så forudsigeligt som de ville have gjort i andre film i samme genre og tilsætter man så tilstedeværelsen af Nicolas Cage, der især i filmens sidste halvdel gør væsen af sig, så har man faktisk en samlet pakke der både er underholdende og seværdig for alle der holder af genrefilm.