Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The Interview (112 min.) Købsfilm / Sony
Anmeldt 21/5 2015, 22:42 af Torben Rølmer Bille

Provokerende satire


Provokerende satire

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I løbet af den sidste måneds tid forlød det fra flere kilder, at en aktivist i Sydkorea har forsøgt at sende flere tusindvis kopier af filmen The Interview ind i Nordkorea ved hjælp af balloner. Gerningen er tvivlsom på flere niveauer. Dels er der ikke rigtigt en garanti for, at filmene i det hele taget ender i Nordkorea, dels er det velkendt, at der bliver slået ganske hårdt ned på indbyggere i landet, hvis de formaster sig til at se materiale, som ikke er produceret i hjemlandet. Når man tænker på hvor grel en straf, der uddeles for at se sydkoreanske sæbeoperaer, så skal man have en endog meget livlig fantasi for at forestille sig, hvad der sker med de stakler, som modtager en film med ballon og formaster sig til at se den. Samme film, der i efteråret 2014, fik de Nordkoreanske nyhedsoplæsere til at råbe lidt højere end vanligt, og som var tæt på at få Den Herlige Leder, Kim Jung-Un, til at mobilisere hele sin hær.

Siden filmens distributører i USA derefter besluttede at trække filmen tilbage fra generel biografdistribution (i kølvandet på såvel de militære trusler fra regimet og ikke mindst hackersagen mod netop Sony, som nogle påstod stammede fra Nordkorea) har der været mange filminteresserede, som har været utroligt nysgerrige på at få The Interview at se. Om ikke andet, så bare for at se, hvad det var Nordkorea var blevet så stødt over. Samtidig skal det siges, at der jo næppe nogen bedre reklame for et produkt, end hvis det er genstand for forbud, fordømmelse, censur eller generel forargelse.

Der findes sikkert også mennesker, der er komplet ligeglade med at en letbenet komedie på denne måde kan skabe internationale overskrifter, men ikke desto mindre er det nu blevet muligt - i vores demokratiske, ytringsfrihedselskende, frie del af verden - selv at se, hvorvidt The Interview leverer en provokation, der går direkte efter struben, eller om det var en automatisk, kulturel modreaktion fra Nordkoreansk side. Er den ligegyldig og plat, eller kan den sammenlignes med en filmisk udgave af muhammedtegningerne?

Det kan hævdes, at det er ganske usmageligt at forsøge at adressere en ulykkelig politisk og social situation som den i Nordkorea ved at skabe en fiktiv udgave af landet som en del af et plot i en komedie, der i sagens natur mest af alt består af vitser, der alle foregår syd for bæltestedet. Til gengæld er disse pik- og røvvitser faktisk tilpas sjove til, at man skal være noget af en tørvetriller, for ikke at grine med.

Filmen er mest af alt ustyrligt plat og samtidig en glimrende undskyldning for - ligesom f.eks. Pineapple Express og This is the End - at slippe James Franco og Seth Rogen løs i en slag teatersport, så de kan lege med improviserede replikker og påhit med hinanden (hvilket i øvrigt kan ses blandt BluRay-filmens ganske omfattende ekstramateriale). I samme nu er der dog også en langt mere alvorlig subtekst til de mange løsslupne løjer.

Ifølge flere uafhængige kilder, der har haft adgang til virkelighedens Nordkorea, styrer partiet med deres ufejlbarlige leder i spidsen det Nordkoreanske folk med jernhånd. Folket sulter. Der er etableret arbejdslejre og uddeles dødsstraf til de, der ikke indordner sig, og landets børn har ikke meget andet valg end at lade sig hjernevaske af den ensidige propaganda, som styret i Pyonyang udsender. Nogle af disse facts dukker også op i løbet af filmen, og giver på den måde en ganske reel kritik af det virkelige Nordkorea.

Omvendt set er der også meget vestlig propaganda, som synes at påvirke den opfattelse, vi har af landet, selv om det i realiteten har oplevet en usædvanlig økonomisk vækst på det seneste. The Interview leverer i fiktiv form netop en bekræftelse af det indtryk af Nordkorea, som de fleste af os sikkert har, og i dette kan godt ligge et problem. Vi griner af et styre, som indoktrinerer sit folk, mens vi selv er overbevist om, at de ”facts”, som en komediefilm leverer, med al sikkerhed sikkert holder stik. En svært gennemskuelig dobbeltmoral er her tilsyneladende på spil.

Nuvel, dette skal ikke blive en politisk diskussion om, hvem der her mest ret i deres fremstilling af verden, men derimod en anmeldelse, der forsøger at rive sig løs af den politiske dagsorden, som filmen er sovset ind i. For uanset om man mener, at The Interview er en film, der opfordrer til debat, eller et usmageligt stykke imperialistisk propaganda, så er det altså også en ustyrlig, vellykket drengerøvskomedie, som ikke kun beviser, hvor morsomme Rogen og Franco er sammen, men som også fungerer overbevisende i de scener, som byder på thriller- eller actionelementer.

For de, der ikke har set traileren, eller har fulgt med i medierne, handler filmen jo om en talkshowvært og dennes producer, der pludselig får chancen for at lave et interview med Nordkoreas leder Kim Jung-Un. Aftalen kommer i stand, men før de to tager af sted, kontaktes de af CIA, som sætter vore to venner til at snigmyrde lederen. Hovedpersonerne er naturligvis slet ikke egnet til at agere hemmelige agenter, faktisk er de så kiksede, at det i det hele taget er et under, at de ikke slår sig selv, ihjel inden de når til lufthavnen.

For de, der har set de andre komedier med makkerparret, så byder også denne film på både grin og action, denne gang tilsat en snert Katy Perry. Det er en film der er grænsesøgende, både i kraft af den førnævnte kontroversielle beslutning om at lade filmen handle om snigmordet på en virkelig person (i filmen spillet meget morsomt af Randall Park), og som desuden flere gange leger med den måde, Nordkorea og faktisk også de amerikanske medier er kendt for at kommunikere på.

Åbningsbilledet i filmen viser en sød, lille, nordkoreansk pige iklædt folkedragt, der foran et enormt publikum ved Arbejdernes Monument i Poynyang synger en sang om, at ” amerikanerne skal blive voldtaget af vilde dyr og drukne i deres egent blod og fæces”, før kameraet tækker sig tilbage og viser et enormt missil blive affyret mod himlen. Det er naturligvis satire, men man kan måske godt forstå, at styret føler sig bare en anelse stødt.

De af os, der godt kan afkode satiren, ironien og blot se dette som en lavpandet komedie, der mest af alt har til formål at ville underholde og provokere, vil utvivlsomt være rigtigt godt underholdt, for selv om den måske er politisk betændt, så ændrer det ikke en tøddel ved, at den også er den sjoveste film med Rogen & Franco til dato. Måske netop fordi den også indeholder andet end blot komedien. Det er ikke en film, der får nogens øjne op for den komplekse situation i Nordkorea, eller som leverer en nøjagtig politisk kommentar, og det kan den måske klantres for. Sagt på en anden måde så omformes et helt lands socioøkonomiske problemer både internt og internationalt til letfordøjelig underholdning for masserne.

Det til trods er filmen altså virkelig, virkelig sjovt eksekveret, og The Interview beviser i al fald overfor denne anmelder, at man selv i 2015 sagtens kan lave satire, som kan provokere selv de seere, der er blevet hærdet af en humor, der til stadighed bliver grovere og grovere, og mere og mere grænseoverskridende.


Forrige anmeldelse
« Jens Munk NordvestXpeditionen «
Næste anmeldelse
» Shield of straw »


Filmanmeldelser