Kasper Juhls Gudsforladt er et gennembrud for en dansk gyserstil, som han står meget alene med. Med rødder i en slags new Danish extremity og det, der er blevet kaldt ”torture porn”, har han med sin seneste film bevæget sig mere ind på et område, som kan karakteriseres som socialrealistisk gyser.

Gudsforladt er hans første officielle DVD-udgivelse. Tidligere har han selv via eget filmselskab udgivet sine spillefilm. Det er desuden oplagt, at det er Another World Entertainment, som gennem de seneste år stædigt har fastholdt gyserdistribution i Skandinavien, som opsnapper Juhls overbevisende Gudsforladt.

Gudsforladt er en film om tabuer – ikke nødvendigvis tabuer, som brydes for at skabe bevidsthed om dem, så de demonteres. Snarere er det tabuer som vold og incest, der skildres med en slags filosofisk indsigt og dybde, der er på grænsen til at vise accept. Det er netop det socialrealistiske aspekt, måske mere end dybdepsykologisk realisme, fordi vi forstår reaktionerne hos hovedpersonerne, selvom de på ingen måde fremstår eller fremstilles acceptable. Det er netop dette, der gør Gudsforladt til en af de ondeste film lavet i Danmark.

Filmen handler om Anders, der løslades fra fængslet efter at have afsonet en straf for en handling, vi undervejs skal få indsigt i. Hans søster Mia venter med længsel på at få kontakt til sin bror igen. De har haft et søskendeforhold, der for de fleste fremstår umuligt, tabuiseret og skændigt. Langsomt falder Anders tilbage i den voldsspiral, han var fanget i – eller måske hele tiden har været fanget i. Samtidig søger Mia nye sider, der både fremstår destruktive og selvdestruktive.

Kasper Juhl er et særdeles lovende talent i dansk independent film. Han har hidtil selv finansieret sine film. Ikke som sådan som en protest imod det etablerede system. Mest fordi han egentlig hele tiden har vidst, at der ikke vil være støtte at hente til den slags film, som han laver. De første film har været ekstreme i en grad, der sjældent – formentlig aldrig – har været set i dansk filmhistorie. Det betyder ikke, at de ikke fastholder en grad af realisme. Det er faktisk filmenes styrke (også Gudsforladt), at de skildrer det ekstreme med en vedholdende, nærgående og nærværende troværdighed.

Med relativt få og simple, men veleksekverede midler formår Juhl at formidle en voldsfilosofi. Det er ikke for sarte sjæle. Alligevel har Juhl sikkert bevæget sig tættere på et udtryk, der med tiden kan få bredere opmærksomhed. Gudsforladt var sidste år udtaget til CPH:PIX’s officielle visninger, hvilket alene fortæller noget om filmens trodsige kvalitet, men stilen – den socialrealistiske stil tæt på og over grænsen til gyserens domæne – er ikke kun en model, der tilsyneladende passer Juhl, det er også en stil, der bejler direkte til dansk filmstøttes bonede gulve.

Gudsforladt er ikke en pletfri film. Det gør i princippet ikke noget, men der er en række mindre fodfejl undervejs. Filmens centrale personer, Mia og Anders, spillet overbevisende af Anne Sofie Adelsparre og Johannes Nymark, fungerer til gengæld rigtigt godt. Det er meget specielt at befinde sig i et univers som dette, hvor det egentlig er fremstillet på en måde, så vi forstår og føler empati med personerne, men samtidig mødes af stærk aversion og kvalme.

Gudsforladt havde i sin tid arbejdstitlen AGWAU – en forkortelse for A God Without a Universe. I princippet er der to lidt forskellige perspektiver i de to titler. Den engelske handler om Gud, der mangler et univers, mens den danske handler om et univers, der mangler en Gud. Imidlertid sigter den engelske titel ifølge instruktøren mere til Mias forestilling om sin bror, der hos hende forstås som en Gud. Den danske handler om mennesker, der ikke kan finde trøst i noget uden for sig selv – og er efterladt kun med sig selv uden trøst i den guddommelige. I princippet er det en afvisning af det religiøse. Derfor er en sartre’sk kvalme måske det helt rette ord: det er et eksistentielt drama, der efterlader seeren med en dyster og mistrøstig opfattelse af tilværelsen.

Krop, sex, mord, vold og håbløs kærlighed er i fokus i en film, der ikke viser væsentlige udveje fra en tilværelses ulidelighed. Det er en film, der kræver mod – både at lave og at se. Et sted dybt inde i kernen er der en fornemmelse af en indsigt gemt. Det er egentlig godt gået, når en film kan det.