Womb er mildest talt en foruroligende film. Ikke af de årsager man normalt kan foruroliges over film: for der er hverken en dråbe blod, pornografiske excesser eller andre abjekter man bliver konfronteret med. Nej, filmen tryllebinder i stedet sin tilskuer med kanonflotte eksteriører, en bevidst underspillet dialog og et hjerteskærende drama, der udfordrer seerens etisk/moralske ståsted, gennem et science fiction kunstgreb.

Nu kan ovenstående afsnit godt lyde ufatteligt højpandet, men det er i særdeleshed svært at beskrive filmen på andre måder – lad det blot blive slået fast at det er en film der bør ses, hvad enten man holder af science fiction eller ej, for Womb er en film, der genfortæller den eviggyldige historie om en kærlighed, der er så gennemgribende, at selv døden ikke bliver nogen hindring.

Filmen åbner med at vise os to børn, Thomas og Rebecca, der en sommer for mange år siden tilfældigt mødes på en stormomblæst, engelsk ø. Forholdet mellem de to er enestående, men lige som de skal til indrømme deres allerførste kærlighed overfor hinanden, tvinges Rebecca til at rejse fra øen. Hun og hendes mor skal til Tokio og selv om Thomas lover at komme forbi færgelejet og vinke farvel, så sker det aldrig.

Der springes mange år frem i tiden og Rebecca vender hjem til øen igen for at bo i det hus hun har arvet fra bedstefaderen. Hun opsøger Thomas, der stadig bor på øen og de tager deres forhold op hvor de slap. Han viser hende tændstikæsken med den snegl, han oprindeligt ville have haft hun skulle have med til Japan. Han fortæller, at han holdt den i live i et helt år efter hun var taget bort, før den døde. De indleder et romantisk forhold til hinanden, men inden de når så langt at de fuldbyrder deres kærlighed til hinanden seksuelt, river en meningsløs trafikulykke Thomas ud af denne verden. Rebecca er knust, men beslutter sig, med velsignelse fra Thomas’ forældre, at lægge livmoder til en klon af Thomas, så de alle kan få ham tilbage.

Hun føder drengen og han vokser op sammen med sin mor. Hun fortæller ikke sønnen at han er en klon af hendes tidligere kæreste. Det skal dog hurtigt vise sig at denne hemmelighed har en høj pris, for selv om kloning af mennesker tydeligvis ikke er tabu i denne afsides del af verden, så er holdningen blandt de andre øboere, at klonerne ikke kan sidestilles med almindelige mennesker. Derfor vokser Thomas ganske ensomt op med sin mor som sin eneste støtte. Skolekammeraterne må ikke lege med Thomas for deres forældre. Denne kærlighed mellem mor og søn sættes på en urimelig hård prøve da den unge Thomas – der nu atter engang ligner ham Rebecca forelskede sig i – falder for en lokal pige, der tilogmed flytter ind i familiens øde hus på stranden.

Womb er mægtigt interessant, ikke kun fordi den beskæftiger sig med kloning ud fra et helt andet perspektiv end man normalt ser på film. Ofte er kloner enten monstrøse, eller kartesianske diskussioner om krop sat overfor sjæl. Det er ikke fordi identitetsspørgsmålet i Womb helt ignoreres, men det handler i højere grad at diskutere hvor langt man kan være villig til at gå for at holde fast i kærligheden. Det er hermed kærlighedens væsen, dens skyggesider og ikke mindst dens ganske komplekse natur der debatteres i Womb og det er nærmest ubærligt at være vidne til.

Womb placerer sig derfor nemt i den kategori at film som man sikkert aldrig glemmer, selv om man i øvrigt er storforbruger af film. Den er på én gang ufatteligt smukt filmet, så flot, minimalt iscenesat at man indimellem kommer til at tænke på malerier af Edward Hopper eller vores egen Hammershøi. Det er tillige en film, der giver sig god tid til at fortælle sin historie og de lange pauser mellem dialogstykkerne, synes at passe utroligt godt til filmens generelle tone. Her bliver de vigtigste informationer gengivet i billeder.

Det kan måske forekomme forholdsvis banalt at forfatte en scene hvor tiårige Thomas glæder sig til at holde fødselsdagsfest i sit hjem, men hvor det ender med at være hans mor der bliver den eneste gæst. Ingen fra hans klasse har fået lov til at dukke op – men, Thomas ved ikke hvorfor. Banalt, måske, men det virker, fordi skuespillerne formidler dette så utroligt nuanceret – især Eva Green, der i rollen som moderen leverer en præstation der gør, at man ikke kan andet end at blive revet med.

Womb er bestemt en film om kærlighed, men det er en kærlighedshistorie der, til trods for kloner, kommer til at virke realistisk og dermed også mere tragisk. Det er ikke den slags romance, man normalt kan finde i de gængse ”tøsefilm”, for fremdriften skabes i Womb gennem den nærmest incestuøse undertone der præger filmens sidste halvdel – for det er denne dystre bagside af Rebeccas altoverstrømmende kærlighed, der både appellerer og frastøder os på én og samme tid.