Skal man tro på Hollywood kan den rette underviser ikke kun inspirere sine elever, de kan ligefrem på nærmest magisk-didaktisk manér forme deres elevers liv til noget bedre, ja, nærmest skabe mirakler. I al fald hvis man skal tage for pålydende hvad film som Good Will Hunting, Dangerous Minds eller Døde Poeters Klub viser.

I virkelighedens klasseværelser er situationen dog ofte en helt anden, for det er kun meget få lærere, der har oplevet at eleverne, kursisterne eller de studerende stiller sig op på bordene og tårevæddet reciterer Walt Whitman for deres lærer.

Oplevelsen kan faktisk være den diametralt modsatte. Mens man næsten desperat forsøger at bevare ens indre ro, kigger man sig om i lokalet og noterer at eleverne konsekvent nægter at lægge mobiltelefonerne fra sig, uanset hvor ofte man har bedt dem om det, småsnakker bagerst i lokalet, selv om man forsøger at gennemgå noget vigtigt, tjekker deres Facebook eller sportsresultater på deres PC, i stedet for at tage noter og uden at blinke overfor resten af klassen tilkendegiver, at det de er blevet sat til at arbejde med er ”røvkedeligt” og at de ”bestemt ikke har tænkt sig at lave det”.

Hvis situationen virker bekendt, hvad enten man arbejder inden for undervisningssektoren eller ej, så er der kommet en engelsk film, der synes at tage ganske håndfast fat i problematikken, for i The Lesson følger seeren nemlig skoledrengen Fin, der bestemt hører til ovenstående kategori af elev. En knægt der er næsvis, ubehøvlet og som tydeligvis ”ikke giver en fuck” (som de unge jo siger) for hvad hans lærer beder ham om at gøre.

Mens knægten er ude og lave ballade med en kammerat, slås de pludselig ned bagfra. Fin vågner op ved siden af sin bevidstløse, blodindsmurte kammerat. Fin er fastspændt til en stol. Han ene hånd er boltet fast til bordet foran ham og den anden hånd har nok bevægelighed, så han kan at bladre i en ordbog, der ligger foran ham. Efter omgivelserne at dømme, befinder han sig i et forladt autoværksted og ud af skyggerne træder pludselig hans engelsklærer. Læreren har sat sig for – på noget utraditionel vis – at banke lidt klassisk dannelse og kulturforståelse ind i hjernen på sin ellers så uimodtagelige elev. Så udstyret med whiteboard og gammeltestamentlig retfærdighed går timen i gang.

Bevæggrunden er tydelig, for som læreren siger, så var det hans håb, da han startede som lærer at bare inspirere én enkelt elev. Bare få ét individ til at opleve glæden ved den klassiske litteratur og ikke mindst gennem kunsten at blive et bedre menneske. Til gengæld har han oplevet nederlag efter nederlag og nu er det så bare blevet for meget for ham. Kort sagt har Fins lærer helt autonomt genindført revselsstraffen, med det aber dabei at spanskrøret er blevet erstattet med sømpistol og hammer.

The Lesson ændrer sig efter de første tyve minutters realistisk skoledrama til at være en mere grotesk torture-porn film med en ganske klar morale. For uden at afsløre alt for meget, synes budskabet i filmen at være, at det faktisk godt kan betale sig for lærere at tage så voldsomme midler i brug, hvis man vil gøre sig forhåbninger om, at de unge skal forandre sig til langt mere funktionsdygtige samfundsborgere, der rent faktisk begynder at ”give en fuck” og interessere sig for det vi også her på kapellet anser, som de finere ting i livet.

The Lesson er ikke en film der vil ryste fans af torture-porn i deres grundvold, for selv om volden er ganske eksplicit, så er det sjovt nok ikke den der er i fokus. Snarere benyttes torturscenen til at levere filmens egentlige pointe, en pointe der italesætter den frustration lærere ofte oplever i undervisningssituationen. Uanset hvor interessant man forsøger at gøre et emne, uanset hvor mange forskellige måder man forsøger at motivere eleverne på, så kan man indimellem mødes af en altoverdøvende ligegyldighed.

I The Lesson forstår man derfor godt, hvad det er som driver filmens torturbøddel. Hans motivation er baseret på en virkelighed der eksisterer og han bliver da heller ikke ensidigt fremstillet som en kugleskør antagonist, men snarere som en sølle mand, med stor kærlighed til det engelske sprog og den tilhørende kultur, der pludselig ikke kan klare presset mere.

Man kan godt sige at filmen er beslægtet med de Årgangs-film der var så populære i midtfirserne, hvor lærere(n) bogstaveligt talt gik fysik amok på sine elever. Her blot i en noget mere nedtonet og mere afbalanceret engelsk version, der tillige tilføjer en misforstået morale om at denne voldsudøvelse faktisk har en effekt på længere sigt. Det er selvfølgelig satire i stil med Battle Royal, men det gør ikke nødvendigvis pointen irrelevant.

Der er flere medieforskere og filmteoretikere (bla. Noël Carroll), der påstå,r at man frivilligt opsøger gyserfilm for at på en sikker måde kunne opleve frygt, andre mener at vi ser gysere som en form for katarsis – altså, så vi på denne måde kan konfronteres med og dyrke vore undertrykte instinkter og drifter på en sikker måde. Så selv om The Lesson på ingen måde er nogen stor film, eller en film der ubetinget er vellykket, så er det stadig en film der vil kunne blive nydt med et sadistisk grin smurt ud over ansigtet af en masse undervisere, der om ikke andet så blot i fantasien har tilladt sig at tænke grimt om nogle af de unge, irriterende elever som dagligt volder ham eller hende hovedpine eller ligefrem stress. Måske burde enkelte skoler ligefrem have filmen stående, som en slags satirisk tablet man kunne sluge, når man har haft en rigtig øv-dag på jobbet. Alternativt kunne man også vælge at vise filmen til ens elever på de hold der volder en problemer, mens man stirrer olmt på dem.