Der er nu noget helt særligt over at se to store karakterskuespillere optræde i samme film, især når de hedder Richard Burton og Peter O’Toole. Filmen hedder Becket og er baseret på et skuespil af Jean Anouilh og Lucienne Hill. Rammerne omkring stykket er en af de mange turbulente perioder i Engelsk historie. Dem har der naturligvis været mange af, men selv om vore hovedpersoner er henholdsvis konge og ærkebiskop, så handler historien i langt højere grad om de nære relationer mellem de to.

Kong Henry den anden (O’Toole) bliver i Becket skildret som en skinsyg, irritabel, barnagtig konge, der er vant til at få sin vilje og ikke lader mange tale sig imod. Den eneste, der tør gå på tværs af kongen er vennen Thomas Becket (Burton) der til trods for hans normanniske baggrund, er blevet en af kongens allernærmeste. Derfor udnævner han først Becket til rigskansler og senere da den katolske kirke, ifølge kongen, er ved at opnå lidt for megen indflydelse forsøger kongen at indskrænke dens magt ved at udnævne sin trofaste ven til ærkebiskop af Canterbury, på trods af vennens mange advarsler.

Det skal nemlig vise sig, at Becket pludselig tager sit hverv meget seriøst, så da han på kirkens vegne pludselig bliver bedt om at skride til handling i en sag om en adelig, der i fuldskab har dræbt en præst, lader han ham ekskommunikere, på trods af alle sine kollegaers advarsler. For ved at formene adelsmanden adgang til himmerig, påkalder biskoppen sig naturligvis kongens vrede. Kongen forsøger at skride til handling men Becket er snu og lader sig ikke uden videre kue af hvad der burde være Englands mægtigste mand.

Filmen kan godt ligne et af de mange dramaer, der som ramme benytter middelalderens England, men alligevel synes der at være nogle andre aspekter i spil i denne film. Filmen er langt fra et historisk drama i gængs forstand, for som Peter O’Toole pointerer på det glimrende kommentarspor, der er inkluderet på DVD udgaven, så var udgangspunktet for historien ikke så meget det historiske drama mellem kongen og hans ven, men snarer det jalousidrama der udspillede sig blandt de to hovedrolleindehavere, som stykket oprindeligt var skrevet til. Det gør at filmen tager sig nogle radikale historiske friheder, men det betyder ikke så meget set i forhold til helhedsudtrykket.

Der er sikkert de der vil mene, at Becket er utrolig stiv og gammeldags at se på, der er kun meget få udendørs scener, ingen af disse er spektakulære eller viser store slag og helhedsindtrykket virker snarere som et skuespil, der er blevet filmatiseret end som et stort anlagt, historisk drama. Det er dog netop denne intimitet, der bliver filmens force, for spillet mellem de to klassiske skuespillere, på et tidspunkt hvor begge var på toppen af deres respektive karrierer, kan ikke fornægtes. Der spilles med stor intensitet og det er umuligt at bedømme hvem af de to der egentlig ender med at være den bedste.

Set med nutidige øje kan spilet godt virke en anelse unødigt teatralsk, ligefrem overspillet, i sær i de scener hvor O’Toole virkelig giver den gas som forurettet konge, men da handlingen er interessant og man har lyst til at se hvordan det hele spænder af, så glemmer man hurtigt at blive irriteret over disse overdrevne armbevægelser og fokuserer i stedet på detaljerne. Der synes nemlig i filmen, for de der finder det interessant at dissekere og analysere film, at gemme sig slet skjulte subtekster der både peger i politisk, men i særdeleshed også i (homo)seksuel retning, for det virker som om at Kong Henry alt for sent indser at han faktisk har gjort den eneste han nogensinde har elsket til sin værste fjende, og det er heri at det virkelige mellemmenneskelige drama er gemt.

Selve hovedfilmen er virkelig lækker at se på, takket være den gode restaurering. Men ud over en glimrende helaftensfilm byder DVD’en både på en feature med filmens kvindelige klipper (den hårdtarbejdende Anne V. Coates som også var med til at redigere bl.a. Laurence of Arabia) og komponisten Lawrence Rosenthal, der fortæller om deres respektive arbejde. Så for alle de der har lyst til en aften i selskab med store følelser, intenst skuespil i verdensklasse og som er i stand til at se igennem fingre med historiske facts, så kan Becket kun anbefales på det varmeste.