Når man sætter sig til rette for at se julefilmen The Night Before er det egentlig med ganske høje forventninger. For blandt manusforfatterene finder vi bl.a. Evan Goldberg der skrev den meget morsomme This is the End sammen med Seth Rogen.

Sidstnævnte optræder desuden i en af de tre hovedroller og filmen er spækket med cameo-roller, pinlige optrin, grov verbal humor og ikke mindst oplever vi hovedpersonerne, især ham Rogen spiller, vælte sig i en masse stoffer. Det burde i sig selv være en nærmest perfekt opskrift på en alternativ, grotesk julefilm, men der er desværre noget grundlæggende galt.

Filmen handler om tre venner, som i rigtigt mange år har tilbragt lillejuleaften sammen. Den beslutning blev taget efter den ene af vennerne som stor dreng mistede sine forældre kort før jul. De har gjort det til en tradition at drikke sig i hegnet og hygge sig sammen hvert år. Det eneste der ærgrer vennerne er, at de siden deres første jul sammen har ledt efter den sagnomspunden julefest kaldet ”Da Nutcracka Ball”. Det bal hørte de for første gang om dengang de, for mange år siden, holdt deres første julefest sammen. Nu er den ene af trioen kommet i besiddelse af billetter til festen. Som den kvikke seer godt kan regne ud, skal de tre meget igennem før de når så langt – de skal traditionen tro komme op og skændes, for senere at forenes igen, og først efter at have gået mangt og meget igennem. Det er en meget velkendt struktur i denne slags buddy-movies. Det er dog ikke i dette aspekt at filmens problem ligger.

Problemet kan heller ikke spores i de plotstrenge, der handler om vennernes personlige problemer. En missede chancen med drømmepigen, den anden skal snart være far og den sidste har fået enorm succes som sportsmand og har mildest talt svært ved at håndtere berømmelsen. Faste seere af denne type letbenede komedier vil vide, at det er meget typiske handlingselementer, der er med til for at skabe lidt drama til kontrast til de scener der er båret frem af ren komik. Det er heller ikke et problem, at filmen bruger julen som baggrund til at fortælle en historie sovset ind i stoffer, alkohol og platheder, for en film som Bad Santa gør jo dette helt fantastisk.

Problemet kan heller ikke spores i de mange måder som filmen forsøger at fange sit kernepublikum på – med andre ord, folk (læs: primært mænd) der lige som hovedpersonerne er mellem 30 og 40 år gamle og som forsøger at opføre sig voksent, men som samtidig har uendelig svært ved at undertrykke deres indre drengerøv. Vi ser de tre optræde på en karaokebar med RUN-DMCs klassiske julerap ”Christmas in Hollis” og senere beslutter de sig for at tage hjem til en af dem for at spille Goldeneye på hans Nintendo 64’er mens de venter på at drømmeballet åbner. Begge kulturelle oplevelser er nogle filmens hovedpersoner deler med målgruppen.

Det er heller ikke de mere groteske scener, som eksempelvis den hvor Rogens figur, høj på svampe og kokain kaster op i kirken, mens han iført en hæklet sweater med en stor jødestjerne på fronten proklamerer at det ikke var ham, der slog Jesus ihjel der er med til at ødelægge filmoplevelsen.

Så hvad er det der er problemet med The Night Before ? Jo, det som er helt overordnet galt med filmen er at den simpelthen alt for hårdt forsøger at få seeren til at grine. Faste gæster i kulturkapellet vil vide at nærværende skribent holder endog meget af denne slags fjollede stenerfilm, men selv ikke indtagelse af en velvoksen drink og en lige så stor joint ville være i stand til at redde denne film. Den er ganske enkelt bare ikke særlig sjov. Timingen er ikke ret god og pointerne forudsigelige. Derfor indfrier den på ingen måde de forventninger som coveret ellers lægger op til.

Der er ganske enkelt alt for få overraskelser i filmen og på de steder hvor den vil få latteren frem ved at være provokerende, klam eller grænseoverskridende, ender den mest af alt med at være irriterende og klam, uden at man begynder at grine. Andre steder, som hen mod enden af filmen hvor de tre hovedpersoner forsøger at lulle en baby til ro ved at synge en meget afdæmpet version af ovennævnte RUN DMC-sang, er filmen for længst knækket. Det kan godt være at der ligger en slet skjult reference til Tre mand og en baby et sted, men det virker bare ikke. Tæerne kan ikke krummes mere ind.

Figurerne forbliver utroværdige filmen igennem og det eneste reelt sjove øjeblik i kapellets optik er den scene, hvor Jeff Franco pludselig dukker op og har en dialog med Rogen. Her er der reel kemi og funny bones at spore. Kort sagt så kan selv ikke Miley Cyrus redde The Night Before selv om hun da ihærdigt prøver. Leder man derfor efter en god alternativ julefilm, så er både Bad Santa og Rare Exports http://kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=1021 langt at foretrække. Undgå for alt i verden at tage med til vennernes julefest.