Når man som filmelsker oplever at billedet på skærmen fryser, pixellerer, bliver uskarpt eller lyden falder ud i et sekund eller to, vil man normalt opfatte dette som fejl og skynde sig at tage disken ud af afspilleren og skynde sig tilbage til butikken for at klage. Hvis det er den nye film Ratter man har problemer med, skal man dog slå koldt vand i blodet for alle disse ting er en del af filmes grundlæggende æstetik.

Ratter er både en slags voyeur-thriller og en kommentar til det gennemdigitaliserede samfund som vi alle er en del af på godt og ondt. Filmens hovedperson er den unge pige Emma, der netop er flyttet fra Midtvesten (og ex-kæresten) til New York for at forsøge at få en frisk start og starte på en uddannelse. Dette ved seeren udelukkende fordi denne er placeret i samme position som den skumle person, der belurer den unge kvinde gennem kameraet på hendes laptop, kameraet på pigens mobiltelefon og det kamera, der er forbundet til hendes spillekonsol.

Som de, der ved lidt om computerteknologi godt allerede ved, så er det muligt for hackere – såfremt de er forholdsvis dygtige – at sikre sig adgang til alle disse ting, så de er i stand til at bruge kameraerne også uden ejermanden ved det, eller for den sags skyld, at den lille lampe der normalt indikerer at kameraet er tændt lyser op.

Det er faktisk typen af spion-software, der har givet filmen dens titel, for i hackerkredse er en ”RAT” et stykke software som man kan bruge til netop at spionere med (et akronym for ”Remote Access Tool”) og man har blot nødig at besøge youtube , for selv at komme i gang med denne illegale praksis. Ratter er også et gammelt engelsk udtryk for en rottefænger så både den gamle og nye betydning af ordet synes at være i spil her (forudsat at vi accepterer at Emma er den rotte som rottefangeren har udset sig).

Filmen benytter derfor helt overlagt den paranoia og mistænksomhed, der får ganske almindelige danskere til at sætte klistermærker eller malertape over deres HD-kameraer på PC’en, af frygt for at der pludselig dukker billeder af dem op på nettet, som de ikke ønsker offentliggjort. Tanken om at blive beluret på denne måde er da også ganske ubehagelig.

At teknologi på den måde danner grundlaget for en horror- og thrillers er intet nyt. Da internettet kom frem gik der ikke længe før Sandra Bullocks figur fik sin identitet stjålet i The Net. I firserne havde man i film som The Terminator fokuseret på hvad der i værste fald kunne ske hvis computerne udviklede selvstændig bevidsthed, noget som i sluttresserne også blev italesat i 2001. Det er også muligt at se på andre typer af teknologi som har kunnet skabe bekymring og frygt. I 1976 kunne seere opleve telefonen blive (mis)brugt i When a Stranger Calls, i 1950’erne kunne man se muterede monstre angribe mennesker som et direkte resultat af radioaktiv stråling og trækker vi trådene helt tilbage til urteksten Frankenstein bliver det tydeligt at eller videnskab og det monstrøse ofte har været tæt knyttet til hinanden. Vi frygter ofte konsekvenserne af det som vi ikke kender konsekvenserne af.

Ratter starter egentlig ganske godt ud, for det er ganske foruroligende at være sat i samme sted som den mystiske person, der belurer Emma. Hun er da også en både køn og livsglad pige, der forsøger at skabet en tilværelse for sig selv. Derfor er det ubehageligt når lureren laver digitale forstørrelser af Emma der barberer ben, eller når man oplever at der tages stillbilleder af hende når hun ligger og sover. Indimellem spoles der også tilbage og manipuleres med billederne, så stalkeren skaber sin egen virtuelle fortælling om Emma. En fortælling, der harmonerer med hans forkvaklede, perverse syn på hende.

Man bliver som seer altså sat i en slags dobbeltposition idet handlingen skrider frem. Dels oplever man som nævnt begivenhederne fra samme udgangspunkt som den eller de der overvåger Emma, samtidig begynder man også at gætte på hvem af de personer Emma omgås i virkeligheden kan være stalkeren. Dette, samt Emmas voksende og ganske velbegrundede paranoia, er filmens primære drivkraft.

Selv om det i starten er en rigtig smart og nyskabende idé at orkestrere en spillefilm alene baseret på de kameraer, vi selv enten bærer rundt på eller har i vores hjem, så bliver det også ganske trættende i længden at se på rystede billeder af en væg med lidt hår der flyver forbi linsen, når nu stalkeren ”klipper” til Emma, der taler i mobiletelefonen mens hun vandrer rundt.

Der er også scener i filmen, der garanteret er tænkt som stemningsopbyggende, men som i stedet ender med at blive decideret kedelige. Eksempelvis ser man lange indstillinger af en sovende Emma, hvor der måske – måske ikke - pludselig sker noget i baggrunden. Eksempelvis blev filmen sat på pause på et tidspunkt da telefonen ringede i anmelders hjem og da den blev startet igen, gik der næsten et minut før det gik op for undertegnede, at den stadig stod på pause. Det siger måske lidt om ulemperne ved at forsøge sig med denne form for digital realisme.

Så selv om både stileksperimentet er ganske fint tænkt og på en meget direkte måde kommenterer de nye måder som kriminelle og folk uden moral kan få adgang til vores privatliv og selv om skuespillerene er ganske overbevisende, så ender filmen altså med at være både træg og til tider regulært kedelig til trods for at den kun varer 80 minutter. Der er et par enkelte fine, reelt skræmmende sekvenser undervejs, men de er desværre ikke nok til at man oplever resten af filmen som fed.