Når man som mediefagslærer indimellem kommer ud i krogene af filmhistorien, kan det hænde at man viser ens sagesløse elever klip fra den navnkundige filmatisering af Raymond Chandler-krimien Lady in the Lake fra 1947, der til trods for løfterne i traileren om at være en sensationel ny måde at formidle filmfortællinger på, endte med at være et katastrofalt flop for filmselskabet. For spørgsmålet rejser sig hurtigt: hvem har i grunden lyst til at se en film optaget 100% fra hovedpersonens synspunkt?

Vi springer hurtigt frem til 2013 hvor der dukkede en spektakulær musikvideo til nummeret Bad Motherfucker med det forholdsvis ukendte rockband Biting Elbows. Her kunne man ved selvsyn se hvordan Go-Pro kameraer kunne bruges til noget andet end at optage ekstremsportsudøvere, for selv om musikvideoen ikke plages af et dybt plot, så er det svært som fan af actionfilm, ikke at blive blot en smule imponeret over iscenesættelsen.

Det er manden bag denne musikvideo, der efter at have ledt efter sponsorer på nettet har fået såvel et russisk og et kinesisk produktionsselskab til at finansiere hvad der er blevet verdens første spillefilm optaget (næsten – for der er et par enkelte scener i starten der ikke skildres således) udelukkende i første person. Filmen bærer originaltitlen Hardcore Henry men den har i Danmark droppet egenavnet og spiller netop nu i vore biografer under titlen Hardcore.

Titlen passer virkeligt fint på denne film, for allerede i åbningssekvensen bliver seeren konfronteret med rød/sorte slowmotion-nærbilleder af eksempelvis knive, der langsomt føres ind i halsen, mens blodet sprøjter, knoer der møder ansigter, granatsplintrer der arbejder sig ind i en pande og så videre. Det er en både sygt voldelig, ekstremt blodig og ekstremt underholdende film der følger i kølvandet på denne brutale åbningssekvens. For selv om enkelte sikkert godt kunne tænke at det bliver uudholdeligt at sidde i over halvanden time og se en film, der kun benytter sig af et point of view-perspektiv, så er effekten samlet set utroligt overrumplende.

For alle de der har gået og fantaseret om hvordan det må have været at være Chow Yun-Fat i en af de klassiske John Woo film, som bevæger sig ned af korridorer, med et våben i begge hænder, nedlægger sortklædte skurke i massevis og hopper over bardiske med kuglerne og glasskår fra de smadrede flasker fløjtende om ørerne på en, kan nu endelig komme lidt tættere på, takket være Hardcore. Man er naturligvis ikke bogstaveligt talt selv med i filmen, men på en eller anden vis virker denne form for fortællestil meget mere fysisk nærværende, end mange af de mere traditionelle actionfilm man har set i de senere år (muligvis med undtagelse af en lille håndfuld virkeligt imponerende voldsfilm med The Raid i spidsen).

Filmen handler i enkelthed om hovedpersonen Henry. Han vågner efter nogle begivenheder som seeren ikke kender til med totalt hukommelsestab og på den vis minder starten meget om plots man kender fra forskellige videospil. Da han vågner, er han virkeligt slemt tilredt for en ung, smuk kvinde i en kittel udruster ham med både et kunstigt ben og en kunstig arm, inden handlingen for alvor begynder.

Kvinden, som lapper Henry sammen, fortæller at hun er hans kone og at hans hukommelse nok skal komme tilbage med tiden. Der går dog ikke mange minutter før både Henry og hun må flygte fra en skummel albinoskurk, der af uransagelige årsager vil Henry til livs. Denne mystiske mand har endda telekinetiske kræfter som han lystigt gør brug af. Det lykkes Henry at flygte og herefter går filmen slag i slag, for mens han forsøger at finde ud af hvem han er, hvordan han mistede sine lemmer og hvem den skumle Julian Assange-klon er, angribes han konstant fra højre og venstre af skurkens svært bevæbnede håndlangere.

Som man nok kan læse sig til benytter filmen sig af sci-fi elementer. Ikke at disse fylder meget, men de signalerer alligevel at vi befinder os i et univers, der ikke skal opfattes som realistisk. Det gør måske også at man langt bedre kan acceptere den hypervoldelige hovedpersons udskejelser. Selv om filmen på den vis læner sig både op af sci-fi, videospil, tegneserier og actionfilm er den heller ikke uden humor. De komiske elementer er dog hverken forstyrrende eller nogle som sætter tempoet ned. Det er, sært nok, utroligt forløsende at filmen også giver plads til en af filmhistoriens måske mest bizarre musical-indslag nogensinde.

En anden anke mod filmen kunne være, at når man nu vælger at lave en film der i så høj en grad vælger at benytte sig af den æstetik som langt de fleste (især mænd og drenge) kender fra deres 1st person-shooters (skydespil hvor man ser det hele i POV-perspektiv – red.) så er det sikkert vildt frustrerende ikke selv at kunne styre Henry rundt. Det bliver det dog ikke, for filmoplevelsen svarer i stedet til at se verdensmesteren i netop dette spil, starte på første bane og så gennem den næste halvanden time spille det til ende, stort set fejlfrit. Der er det lille aber-dabei at man ikke sidder og ser på flot grafik, men i stedet realfilm. Det er vildt, sindssygt og foregår i sådan et tempo, at man nærmest bliver forpustet i biografmørket.

Der vil sikkert også være anmelderkollegaer, der vil begynde at kritisere filmens handling for at være papirstynd – hvilket passer – men da skal man også holde sig for øje, at netop actionfilmen lever af excesser, overdrevne effekter, bulder, brag og knækkede knogler og ikke af karakteropbygning eller dybe, komplicerede plots. Tænk bare på den meget anmelderroste Mad Max: Fury Road - var plottet hér andet end: ”lad os tage den vej, nej vent.. vi tager tilbage”? For løser man billet til en actionfilm der hedder Hardcore ville det også være en fejl at forvente sig Shakespeare, men derimod indlysende at den byder på eksplosioner, biljagter, store våben og nøgne damer, hvilket er præcist hvad man får!

Konceptet med point-of-view actionfilm sætter måske ikke ligefrem trend. Omvendt set tvivlede undertegnede også på at æstetikken fra Opens Windows nogensinde ville blive gentaget. Så tiden må vise om dette bliver en enlig svale eller starten på en trend. In den forbindelse ville det være helt oplagt at Ilya Naishullers næste projekt kunne være en spillefilm der bliver optaget i et format, der passer til de virtual-reality-briller, som alle spår bliver det helt store hit her i efteråret 2016.

Uanset om denne drøm bliver til virkelighed er Hardcore en svimlende visuel og auditiv rutsjebanetur der påvirker seeren på en helt anden måde end tidligere actionfilm er i stand til, forudsat at man altså gribes af formatet. Vi lover, at man med garanti aldrig før har set noget lignende og hvad enten man elsker eller hader det, så er filmen i al fald den allerførste af sin slags og det kan man i hvert fald ikke tage fra den. Kapellet anbefaler derfor på det stærkeste at man giver den chancen, for det har den virkelig fortjent.