Den nye actionfilm London has Fallen er en fortsættelse til Antoine Fouquas Olympus has Fallen fra 2013. Den var en ganske vellykket b-film, der forsøgte at tjene lidt penge ind, før White House Down fik premiere i biografen. Det betød dog ikke, at Olympus has Fallen var nogen dårlig film, for oplevelsen af at se den var lidt som at tage en tidsmaskine tilbage til starthalvfemserne, bortset fra at effekterne var væsentligt bedre.

Det er ingenlunde et problem, hvis man ikke lige har fået set den første film, for London has Fallen er en film som er meget nem at følge med i. Den handler (lige som den første) om den amerikanske præsident (Aaron Eckhardt), der naturligvis ender i en meget vanskelig situation, idet terrorister pludselig vil have fat i ham - ganske som i den første film. Det er dog ikke så nemt som ekstremisterne tror, for præsidenten ledsages nemlig af den utroligt handlekraftige, personlige bodyguard Mike Banning, der vil gøre alt for at passe på sin arbejdsgiver.

Præsident Asher bliver, sammen med statsledere fra resten af verden, i hast nødt til at tage til London, da den engelske premierminister pludselig dør efter hvad der skulle have været en rutineoperation. Hvad de dog ikke ved er at en gruppe meget skumle, nådesløse banditter – ledet af våbenhandleren Amir Bakawi. Helt i starten af filmen har man set ham deltage i sin datters bryllup, der bombes af en amerikansk drone. Hovedfilmen foregår to år efter, to år som den pakistanske forbryder har brugt på at planlægge sin hævnaktion.

Idet præsidenten og hans bodyguard ankommer til St. Paul’s Cathedral bryder helvede løs. Terrorister (forklædt som bl.a. politifolk, royal guards og ambulancepersonel) indleder en række systematiske angreb på de forsamlede statsledere, samtidig på forskellige steder i London. Eksplosioner hærger mange af byens vartegn og de politifolk og agenter, der skulle sørge for at holde styr på begivenheden, sættes ud af drift, da strømmen slukkes.

Seeren følger nu præsident Asher og Mike Bannings hæsblæsende tur rundt gennem byen, en tur hvor langt de fleste de møder på deres vej har til hensigt at tage præsidenten til fange. Ideen er at bagmændene vil streame præsidentens henrettelse direkte på internettet, som hævn for de overgreb Amerika har begået rundt omkring i verden. Mere personligt naturligvis også for at få hævn over ham der gav ordren til at våbenhandlerens datters bryllup blev forvandlet til et blodbad.

Langt hen af vejen er London has Fallen en helt traditionel actionfilm, hvor de gode er gode og de onde virkeligt onde og naturligvis mellemøstlige. Undervejs synes filmen at ville italesætte netop hadet rettet mod vesten. Det kunne have været interessant hvis filmen forsøgte at skabe et noget mere uldent billede af forholdet mellem vesten og terrorister/frihedskæmpere fra især Mellemøsten – men dette sker bare ikke. Dette cementeres mod filmens slutning, hvor en af vore helte helt konkret smadrer sin modstander, mens han samtidig har overskud til verbalt at moralisere over hvorfor terroristerne aldrig vil vinde.

Selv om filmen er flot, er der også enkelte af de visuelle effekter, der desværre ikke helt fungerer så godt som de burde. Eksempelvis er der nogle af de store eksplosioner i London der helt tydeligt er computerskabte, i en sådan grad, at det kommer til at se lidt for billigt og dermed helt utroværdigt ud. Det er ellers en skam, for actionsekvenserne fungerer for det meste rigtigt godt og vi overbevises endnu engang om, at der er al mulig god grund til at præsidenten har valgt netop Mike som sin personlige bodyguard. (Var filmen blevet lavet i firserne var Mike blevet spillet af Bronson eller Norris, hvis det havde været i halvfemserne af Willis eller Seagal).

Instruktionen er blevet overladt til den forholdsvis ukendte iransk-svenske instruktør Babak Najafi, der måske bedst er kendt for at have instrueret fortsættelsen til den svenske gangstersucces Snabba Cash men filmaficionados vil også vide at det var samme fyr der vandt en guldbagge (den svenske bodil) for debuten Sebbe, der dog ligger meget langt både udtryks- og indholdsmæssigt fra London has Fallen. Han beviser hér at han sagtens er i stand til at styre en stor Hollywoodproduktion.

London has Fallen ender med at være en meget traditionel og rent handlingsmæssigt forudsigelig actionfilm, hvor de gode slås mod de onde. Heldigvis bekræftes man endnu engang om, at terrorister på film – uanset hvor udspekulerede og nederdrægtige de end måtte være – altid bliver straffet hårdt og kontant for deres ugerninger til sidst. Når virkelighedens bombemagere springer uskyldige børn og kvinder i stykker ville man da også ønske at der kom en Mike Banning-type løbende ind fra højre for i næste nu at uddele retfærdig hævn til folkene bag udåden, men desværre sker dette nærmest udelukkende i fiktionens verden.

Måske vil der være nogle der kan se problemet i denne binære fremstilling af ”os” mod ”dem”, men så bør man huske på at en film som denne er og bliver popcornunderholdning. Som nævnt forsøger filmen at vise, at også magthaverne i vesten begår overgreb der set med ofrenes øjne er lige så voldsomme terrorhandlinger, som dem de senere selv iværksætter. Dette aspekt uddybes ikke yderligere for der skal i stedet gives plads til voldsomme gade- og nærkampe der fungerer virkeligt fint. Skal man være ærlig er det vel også dette som tilskueren forventer når han eller hun løser bilet til en film som denne.