Metaforen, som den britiske tv-serie Downton Abbey indleder med, er fantastisk velvalgt. Serien indledes i 1912, og som historisk kontekst hører vi om Titanics skibsforlis. I sig selv er denne indgang til et historisk drama om det britiske aristokrati dramatisk, fordi forliset på mange måder var et rationalistisk wake-up call for det moderne samfund. Samtidig er det også en symbolsk antydning af den vej, som det ganske langsomt skal gå aristokratiet. Første verdenskrig skal vise sig at forskubbe den konservative, sociale orden i verden i et omfang, der skal vanskeliggøre fastholdelsen af den selvskrevne status for det britiske socialhierarki.

Serien følger den adelige familien Crawley på ejendommen Downton Abbey, som lægger navn til serien. Tidsforløbet går fra 1912 til nytårsaften på vej ind i 1926. Ligeså symbolsk er slutpunktet for serien, fordi 1926 var året, hvor de britiske kolonier fik ligeværdig status inden for det britiske imperium, hvilket allerede dengang blev omtalt som ’the end of empire’. Der skulle dog gå mange år (og endnu en verdenskrig), inden dette var endeligt effektueret. Men perioden gennem 1920’erne skabte derfor det, vi i dag henviser til som en post-edward’sk nostalgi: Fordi aristokratiet blev udfordret, skabtes en nostalgisk længsel tilbage til tiden under Edward VII.

Downton Abbey ønsker ikke selv helt at slippe dette nostalgiske billede af fortiden og samtiden. I modsætning til en dansk debat om drama som venstreorienteret, er serien her blevet anklaget af venstreorienterede kritikere for netop at være højreorienteret, fordi den tegner et væsentligt pænere billede af aristokratiet, end der ifølge flere er historisk belæg for. Ligesom ved alle andre historiske tv-dramaer er Downton Abbey derfor også blevet debatteret ud fra, om den er historisk korrekt eller ej. Dette er lidt en pseudodebat, som grundlæggende antager, at det er muligt at skabe en entydig og korrekt udlægning af fortiden i et dramatisk forløb. Det kan det ikke, og Downton Abbey har da også masser af anakronismer (især på det lægevidenskabelige område). Men det gør intet – sådan er det altid i historiske dramaer.

Serien bruger lang tid på at etablere og fastholde sine karakterer og det sceniske rum. Den bruger stedvist så lang tid på enkelte personer og personfnidder, at den flere steder kommer til at slægte sæbeoperaen på. Det kan måske ikke undgås, når en serie skal løbe over seks sæsoner, med bonusjuleafsnit og næsten 2,000 minutters spilletid.

På de svageste punkter hviner det sødt i ganen af overspillet melodrama, men på de stærkeste tidspunkter er det fænomenalt og velspillet historisk drama. Stedvist bliver replikkerne forceret og stokastiske, men ofte er de leveret med sikker samspil mellem skuespillere, der sikrer et vedkommende drama, som dog bør tages i doser. Downton Abbey egner sig ikke til at blive binge-watch’et. Det er lidt som at komme til familiefest. Det er skønne gensyn, men det behøver ikke at vare for længe.

Lidt på samme måde er det med seriens stil. Scenografien er ganske flot og træffende – og et af de vigtigste redskaber til netop at skabe den historiske rammesætning, men der er stor variation i, hvor kreativt denne scenografi behandles af kameraføringen. Nogle gange har instruktør eller fotograf fået lov til at boltre sig med vilde kameragange og til tider temmelig lange indstillinger. På disse punkter er koreografien helt i top, og planlægningen af de enkelte scener ganske fænomenale. Men mellem disse flotte indslag er der rigtig mange scener (især de mange samtaler i ejendommens bibliotek), hvor kameraet slet og ret ikke er blevet flyttet, siden de optog en scene sidste gang. Dette gør faktisk noget for den opmærksomhed en enkelt scene og dialog tiltrækker sig, når det gang efter gang er den samme to- eller trekameraopsætning, som anvendes.

Det gælder også den måde, skuespillerne interagerer i scenerummet. Mange scener er etableret vældig interessant ved, at den ene dialog gnidningsfrit glider over i den næste – ofte uden at der klippes fra en samtale til den næste. Den ene scene etableres flot i den ene for naturligt at ende i den næste. På den måde er cinematografien i Downton Abbey i de bedste passager organisk opbygget, men der er fra tid til anden langt fra kreativitet til rugbrød – og rugbrød er der mest af i tv-seriens opbygning af scenerum med kameraet. Det meste er skruet sammen med sikker hånd, men der er desværre lidt langt imellem den helt ekstravagante candyfloss. På den anden side, så lægger man også virkelig mærke til disse, når de endelig viser sig.

Idéen blev undfanget af en af britisk tv’s mest centrale producenter. For de fleste film- og tv-interesserede burde efternavnet Neame ringe i hvert fald bare en lille klokke. Igennem hele filmens og tv’ets historie har dette familiedynasti skabt film- og tv-successer. Graham Neame forelskede sig i estate-dramaet i Robert Altmans nyklassiker Gosford Park (2001) og bad Julian Fellowes, som havde skrevet manuskriptet til filmen, om at udvikle et post-edward’sk drama. Det blev til Downton Abbey. Ud over at være en prisvindende manuskriptforfatter er Fellowes selv britisk baron og medlem af House of Lords, det britiske parlaments overhus. Kritikerne vil naturligvis indvende, at vi nok her har kilden til Fellowes mere ukritiske forhold til den adelige familie i serien.

Formlen, som Downton Abbey anvender, er ikke ny. Perioden, som serien foregår i, er også en særdeles populær periode for britisk populærkultur. Et af de vigtigste fortilfælde for serien er naturligvis Upstairs, Downstairs http://kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=387 (1971-75). Denne serie starter lidt tidligere og slutter lidt senere end Downton Abbey, men netop denne periode med store omvæltninger prioriteres også her pga. den store, tilførte dramatiske historiske kontekst.

Modellen, hvor samspil og modspil mellem herreskab og tjenestefolk bruges, genfinder vi masser af steder, også i dansk tv-dramatik. Vi finder den i Matador (1978-82), og vi har senest set den genanvendt i TV 2’s store succes Badehotellet http://kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=1588 (2013-), som både periodemæssigt og karaktermæssigt nærer tæt slægtskab. Sammenligningen mellem Badehotellet og Downton Abbey er relevant, fordi TV 2 i princippet er det danske svar på Channel 3, hvor Downton Abbey oprindeligt er blevet sendt.

Denne type drama er med andre ord enormt populært – også på dansk tv. Badehotellet har omsider udfordret DR’s dominans på tv-dramaområdet, trods hård kritik fra en hård anmelderstab. Downton Abbey har også vist sig særdeles stærk på DR. Placeringen af dramaet på dansk tv om lørdagen fortæller dog noget om målgruppen for dramaet. Det er ikke unge, der ser serien. Det er en aldersgruppe tættere på det grå segment – en aldersgruppe, der ofte viser sig at være meget interesseret i historie generelt. Historieformidlingen sammen med personbåret melodrama kan få både manden og konen til at nyde tv-drama en weekendaften om ugen. Britisk tv-drama generelt er populært på dansk tv. Efter dansk tv-drama er serier fra Storbritannien dem, som fylder mest – og gennem årene 2010-15 har Downton Abbey været et vigtigt vehikel for den udvikling.

Selvom Downton Abbey står på en lang genremæssig tradition, så har serien også vist sig at være en bæredygtig ift. nyere medieturistisk udvikling. Selvom en del af serien er optaget i studie, er størstedelen af den optaget on location, hvilket naturligvis – når en serie opnår den popularitet – føder tv-turisme i den engelske landidyl (også kaldet ’det dybe England’).

Serien er indspillet mange forskellige steder i England, så den spreder sol og vind bredt ud over især den sydlige del af England. Derfor er forholdet mellem sted og location ikke specielt tæt, fordi det meste af serien hovedsageligt skal foregå i Yorkshire i det nordlige England. Det betyder dog ikke, at serien ikke fastholder en em af det historiske sus, som er nødvendig for at få en serie som denne til at lave. Stederne er anvendt atmosfæreskabende og historiekarakteriserende.

Historiekarakteriserende (og ikke -skildrende) er et vigtigt ord i denne forbindelse. Det er ikke en historisk serie, der tager et tæt livtag med alle de begivenheder, som krydser handlingens veje. Vi er en anelse med i skyttegravene, og vi kommer af og til tættere på de royale, men det er meget få biografiske personer, som behandles. Dette er formentlig et godt trick, fordi det ofte er i disse forbindelser, at kritikken kommer, fordi der omkring historiske personer ofte danner sig skoler og traditioner. Sådanne diskussioner af centrale historiske personer og visualiseringen af specifikke begivenheder har Downton Abbey effektivt undgået. Dette gør også, at det historiske bliver behandlet mest gennem omtale af begivenheder på og omkring seriens centrale setting.

Personerne virker derfor stedvist påfaldende afskærmet, på nær når enkelte selv drager ud i verden, men så er det ofte udelukkende gennem breve (senere telefonen), vi hører om deres oplevelser. Det historiske kommer derfor til at fremstå lidt i anden potens, og førsteskildringen af herskab og tjenestefolk er mere yndigt, end det er konfliktfyldt. Faktisk har serien forskellige steder i verden gjort det mere attraktivt at blive herskabelig tjener, hvilket er en lidt pudsig reklameværdi ved en tv-serie som denne.

Med denne flotte boks kan en af nutidens absolut mest populære engelske tv-serier får en imposant position på filmhylden. Flot indpakket, med seks timers ekstramateriale, inkl. historiske ture og andet guf, der også understreger og behandler seriens brug af lokale steder. Desværre er der ikke noget nyt, som ikke har været sendt på tv eller inkluderet i tidligere samleversioner (en større del af dette kan endda findes online). For de, der ikke vil nøjes med Netflix-versionernes digitale streaming-udgaver, er Blu-Ray-udgaven her flot og grafisk vældigt tilfredsstillende. De bedste detaljer fra serien bliver endnu mere iøjnefaldende – det gør de svage dog også. Det ændrer ikke på, at Downton Abbey er en milepæl i det britiske såkaldte ”costume dramas” historie.