Nu skal også dokumentarfilm ses i biografen. Der er måske tale om en vis Michael Moore-effekt. I hvert fald har den anden danske dokumentarfilm nu premiere inden for en uge. I sidste uge gjaldt det fodboldlandsholdet, og nu kommer så Ulrik Wivels film om Roskilde Festival - simpelthen kaldet Roskilde.

Filmen starter med Leif Skov, der om nogen personificerer Roskilde Festival, som retorisk spørger: hvordan kan det lade sig gøre at samle så mange mennesker på så lidt plads under relativt primitive forhold - uden at det hele ender i et enormt slagsmål? Det er der ikke noget entydigt svar på, men filmen giver et bud ved at vise, hvad festivalen består af: på scenerne, bag scenerne, før portene åbnes, ude på pladsen, i teltene osv. Når der klippes til fugleperspektiv, og man ser hele festivalpladsen ovenfra som ordnede parceller, så understreges det også, at der er en form for orden i det kaos, man oplever, når synsvinklen er horisontal. Leif Skov giver formodentlig en væsentlig del af svaret, når han fremhæver, at det unikke ved Roskilde er, at det er en festival, der fungerer i kraft af 20.000 frivillige, som gør det af lyst, ikke for penge. Det er det, der smitter af på såvel publikum som optrædende.

Thorkild Bjørnvig skrev i 1970 Oprør mod neonguden. Et essay om beat, hvor han forsøger at indkredse, hvad det er, der gør, at musikken har fået så central en placering i ungdomsoprøret. Bjørnvig går til Nietzsche for at forklare musikkens betydning. Det er især Tragediens fødsel, hvor Nietzsche skelner mellem det apollinske og det dionysiske (efter de græske guder Apollon og Dionysos). Det apollinske repræsenterer fornuft, indsigt, form og orden, mens det dionysiske repræsenterer det irrationelle, ekstatiske, grænseoverskridende og kaotiske. Ifølge Nietzsche må kunsten rumme begge elementer, men den vestlige kunst har fortrængt den dionysiske side til fordel for en kunst, der alene dyrker formen og det ordnede. Det apollinske giver gennem fornuftens brug indsigt i naturens orden, således at mennesket kan beherske naturen og udnytte dens ressourcer. Omvendt så genetablerer det dionysiske gennem rusen og ekstasen menneskets relation til naturen, til urkræfterne der binder alt i naturen sammen. Den dionysiske indsigt opnås gennem rusen og ekstasen, som man opnår gennem vinen (eller stoffer), dansen, seksualitet eller vold (i de dionysisk fester blev Dionysos sønderrevet for atter at genopstå: et symbolsk gennemspilning naturens cykliske orden med undergang og genopstandelse). Musikken er – i sin frie form – dionysisk i sin ånd: den kan føre til rus og ekstase i kraft af sin rytme, der ledsager såvel dansen som seksualiteten. Det er dette dionysiske element, Bjørnvig ser i rockmusikken og dens ledsagefænomener: stofferne, en dans der ikke er bundet af form, fællesskabet, festerne – festivalerne. Musikken der etablerer et ekstatisk fællesskab, hvor individets grænser ophæves for at indgå i en større, kollektiv enhed. Hvor vold og destruktion både kan manifestere sig positivt, konstruktivt – som hos The Who og Jimi Hendrix – og negativt, destruktivt – som hos Charles Manson eller Hells Angels i Altamont.

Roskilde giver et tilsvarende billede af en festival, hvor orden og kaos sameksisterer. En engelsk musikjournalist sammenlignede engang Roskilde med den tilsvarende engelske festival: "It's like Reading organized by the Japanese". Filmen følger på den ene side nogle af festivalgæsterne, der kaster sig ud i kaos, ekstase og en gennemgående primitiv - dionysisk - adfærd; og på den anden side nogle af de frivillige, der - ædru - søger at opretholde en form for orden - og i det mindste sørge for, at tingene ikke kommer ud af kontrol. I den sidste pep-talk, før lågerne åbnes understreges det: smil, vær venlig. Uanset hvor tåbelige gæsternes adfærd kan forekomme - åben ild i campingområderne - så skal det ikke komme til konfrontation. Og så kan de sobre frivillige også få sig et billigt grin over nogle totalt stenede festivalgæster, der afreagerer på en luftmadras.

Filmen kommer naturligvis ikke uden om at forholde sig til den fatale Pearl Jam-koncert i 2000, der kostede ni mennesker livet. Der er ingen tvivl om, at den episode har mærket Leif Skov dybt; men han forholder sig også realistisk til, at en festival, der er så gennemorganiseret, at den slags ikke kan ske - det vil ikke være en Roskilde Festival. Det er ikke en kynisk betragtning; men måske en intuitiv fornemmelse af, at festivalen netop er en balancegang mellem kaos og orden, det dionysiske og det apollinske. Det er i hvert fald den balance, filmen ganske glimrende har fat i.

Og så kan man fornøje sig med de lokale, aalborgensiske indslag. Dels i form af Mnemic på vej til og bag scenen umiddelbart før deres første optræden på Roskilde. Og dels i form af Johannes Andersen der forelæser om ungdomskultur på noget, der ligner et internt seminar for Roskildefondens ansatte.

Roskilde lykkes ganske glimrende med at indfange den stemning, der gør Roskilde Festival til noget enestående. Der er forventningsopbygningen frem til at lågerne åbnes og kaos bryder løs. Der er støv og mudder, ekstase og tømmermænd, musik og teltkaos - og Peter Belli. Kort sagt: Roskilde.