Det er forbeholdt en lille håndfuld filmmagere (bl.a. Quentin Tarantino, Ty West og et par andre) at være i stand til at skabe film, som til trods for at de er helt nye, føles som om det er glemte perler fra 70’erne. Det ville have været skønt, hvis man kunne tælle Victor Matellano med på listen over disse instruktører, men mandens forsøg på at genopfinde den klassiske sleaze-gyser Vampyres må siges at være alt andet end vellykket.

Originalen fra 1974 af José Ramón Larras kendes under flere titler (blandt de mest farverige er nok Daughters of Dracula og Satan’s Daughters) og er en af de helt klassiske vampyrfilm fra perioden, der blandede blodsugeriet med masser af nøgenhed og mere end blot lesbiske undertoner. En film, der på mange måder lagde sig i kølvandet på titler som bl.a. Jess Francos Vampyros Lesbos og Jean Rollins Shiver of the vampires, for blot at nævne et par få.

Den nye udgave af Vampyres sørger da også indledningsvist for at ae sin genrefilmfan med hårene, for ud over de primære skuespillere finder man en masse cameo-roller, der spilles af folk som mange husker fra perioden, bl.a. Caroline Munro, May Heatherly, Antonio Mayans og ikke mindst danskfødte Lone Flemming. Desuden er der både masser af blod og ikke mindst boobies (primært de, der sidder på de to unge damer, som spiller vampyrer: Marta Flinch & Aludena León), så hvad er det egentligt, der ikke fungerer?

Svaret er både enkelt men også lidt kringlet. På den ene side kan det være, fordi instruktøren af den nye film bevidst har set, hvordan skuespillerne i 70’erproduktioner taler og agerer og tænkte at han vil forsøge at ramme tonen på lignende måde. Det virker bare ikke. Når man ser 70’erfilm, og synes den noget kejtede dialog og stive skuespil er charmerende, så er det jo netop, fordi det hører sig perioden til. Film må meget små budgetter byder selvsagt på amatørskuespil og ufrivillig komisk dialog, så længe der er blod, bryster og et funky soundtrack. Det er bare langt sværere at acceptere i en spritny film, der tillige mangler et funky soundtrack.

Faktisk er Vampyres så tilpas rodet, at det er svært at give et handlingsreferat. Filmen starter med et par motorcyklister, der forulykker på en strækning i en skov efter at have set en kutteklædt person på vejen. Den ene af passagererne forsvinder på mystisk vis. Dernæst ser vi nogle scener med to ældre kvinder (Munro & Flemming), der tilsyneladende har et pensionat og taler indspist om noget, som måske har med vampyrer at gøre. En af deres gæster er en midaldrende mand, som farer vild i skoven og tages som en slags gidsel af en kvinde, der først forfører ham, dernæst begynder at suge hans blod. Manden bliver for svag til at flygte på egen hånd og fungerer i stedet som en blodig Capri-Sonne™ for de to labre, overspillende vampyrkvinder.

Så dukker der pludselig tre unge mennesker op i skoven. De er taget på telttur, selv om de godt ved, at denne skov er kendt for, at folk forsvinder i den. Den ene fyr er musiker, den anden fyr forfatter og pigen er fotograf. En af dem forsvinder og pigen er overbevist, at det har en vis tilknytning til et skummelt hus, hun har fotograferet de forgangne dage – og inden længe er også hun fanget i de to vampyrers kløer.

I det hele taget sidder man og ser Vampyres med en følelse af ”nåh-så-skete-det-der-lige”, men uden følelse af at hverken være synderligt underhold, fanget eller betaget over ret meget andet end blottede barme og adskillige referencer til bl.a. Fascination.

Når handlingen er så tynd, skuespillerne så tilpas ringe, dialogen så tåbelig, og når man så også tager i betragtning, at de ting, der måske var chokerende i 1974, på ingen måde er det i dag, og at filmen da ret beset heller ikke er en reel genindspilning af den historie, man husker originalen, så er der altså ikke ret meget at komme efter.

Så selv om ideen med at lave en 2016-hyldest til en gammel sleaze-klassiker på papiret virker rigtig god, så bør man ikke som undertegnede lade sig forføre over konceptet, for det er ganske enkelt ikke endt med en film, som ikke er særlig vellykket.