Der er noget helt igennem skønt ved b-fimsgenren. Selv om b’et i udtrykket egentlig står for ”budget”, har Rouge Assassin sikkert alene i løn til hovedrolleindehaverne overskredet det samlede antal kroner brugt på dansk filmdramatik i 2008. Det til trods er filmen stadig en b-film, både i forhold til de budgetter, som Hollywood normalt arbejder med, og i forhold til de tematikker og de plotelementer filmen præsenter dens tilskuere for.

Jason Statham er nok bedst kendt for sin rolle i lignende actionfilm som Crank og The Transporter, men for en gang skyld er det ikke ham, der spiller lejemorderen - denne rolle udfyldes af ingen mindre end Jet Li, der med vanlig matial-arts ekspertise synes at forekomme helt igennem usårlig. Det er også dejligt igen at se John Lone på skærmen, der gør sig godt som lederen af den kinesiske fløj, mens andre fanboys kan glæde sig over Devon Aoki, der kan trække på erfaringen som Miho i Sin City i en rolle der er nærmest identisk blot med mere dialog.

Filmens omdrejningspunkt er FBIs jagt på den nådesløse lejemorder Rogue, som ikke alene synes umulig at dræbe men som tillige har et visitkort; han efterlader patronhylstre i titanium og projektiler beriget med uran! I filmens start er agent Jack Crawford på nippet til at fange Rogue, men denne undslipper med nød og næppe. Rogue kvitterer denne mislykkede fangst ved at dræbe Jacks kollega og dennes familie.

Tre år går, og Jacks fanatiske jagt på lejemorderen har ikke alene kostet ham sit ægteskab, men har også gjort Jack særdeles upopulær blandt kollegaerne. Selvfølgelig dukker Rogue så op igen i forbindelse med en bitter strid, der ulmer mellem Yakuzaen på den ene side og den kinesiske mafia Tong’en på den anden. Hver af disse organiserede asiatiske forbryderbander synes at være på kanten til en regulær indbyrdes krig, der drejer sig om, at en af gangsterfamilierne skal genoprette sin ære og det virker, både på Jack og seeren, som om Rogue gør sit til at få optrappet denne konflikt. Hvad Rogues motiver til såvel dette dobbeltspil og til igen at gøre sig bemærket er filmens centrale omdrejningspunkt.

Men selv om Rouge Assassin har en hel del veloplagte action- og kampscener, sidstnævnte rutineret koreograferet af Corey Yuen, er det også en film, der har en del længere handlingssekvenser, hvor forskellige badguys taler om deres motiver, og hvor Statham også får lov til at spille lidt følsomt skuespil som en hævntørstig men såret efterforsker. Det hele bliver hurtigt ganske formularisk og er ikke hverken overraskende eller særligt genialt udført, men handlingselementerne giver dog filmen den absolut nødvendige lim, der kan skabe en nødvendig undskyldning for at gribe til automatvåben og katana’er.

Rouge Assasin bliver næppe en klassiker inden for lejemorderfilm, ej heller efterlader den et permanent åbent skudsår i actionfilmsgenren, men derfor kan den stadig anbefales som en god tømmermandsfilm eller som en god start på videoaftenen, når drengene samles med popcorn og fadøl. Grundtanken om at hvis man har hele to actionstjerner med i ens film, så bliver den naturligvis dobbelt så god, er en antagelse med modifikationer - men er man fan af både Stratham eller Li, så bør man ikke snyde sig selv for Rouge Assassin.