Intet opstår ud af ingenting. Derfor kan det være interessant indimellem at kende baggrunden for sådanne ting også selv om disse ting er nogen der ligge fjernt fra ens normale hverdag. Dette gælder eksempelvis BASE-jumping, altså de faldskærmsudspringere, der klatrer op i tv-master, skyskrabere eller lignende for at hoppe ud.

BASE er et akronym der står for ”Bygning”, ”Antenne”, ”Spænd” (f.eks. en bro) og ”Earth” (altså en klippe, for ellers er det svært af få noget frit fald) og skal man kalde sig rigtig BASE-jumper, så skal man som minimum have foretaget et spring fra alle disse steder. Selv om denne form for faldskærmsudspring sikkert er kendt af de fleste, så er det nok kun et fåtal udenfor faldskærmsmiljøet, der kender historien om manden der fandt på BASE-jumping.

Sunshine Superman fortæller historien om Carl Boenisch, der oprindelig startede sin karriere som elektroingeniør, men som efterhånden viede mere og mere af sit liv til arbejdet som kameramand, eller mere præcist kameramand der filmede faldskærmsudspringere. I løbet af halvfjerdserne fandt han ud af, at der i Yosemite National Park var en bestemt klippeformation, kendt som El Capitan, der havde en nærmest lodret klippevæg og desuden var der flere steder ved foden af dette klippemassiv som egnede sig til en eventuel landing.

Boenisch var matematiker til benet og kunne derfor regne ud, at det var forbundet med forholdsvis lille risiko at benytte dette sted som et alternativ til at stige ind i en flyver og springe ud. Efter Boenisch og hans gruppe af venner havde foretaget en række spring som de på spektakulær vis optog på de uhandy 16-mm. kameraer, blev El Capitan nærmest et mekka for vovehalse, der ville eftergøre vovehalsenes udspring. Godt hjulpet på vej af Boenisch, der drog rundt i landet og viste hans optagelser.

Det viser sig dog at Sunshine Superman ikke alene handler om BASE-jumping, for det er lige så meget en film der vil tegne et portræt af det forhold som den nørdede Carl da han var 40, fik til den noget yngre, men lige så nørdede Jean. Det er ikke så meget fordi filmen forsøger at lave et meget intimt portræt af de to, men der skabes alligevel et billede af et par, der til trods for deres modsætninger alligevel fandt sammen.

På den lille ”making-of” film, der også er inkluderet på BluRay’en, fortæller filmens instruktør Marah Strauch om hvordan hun fik adgang til en stor mængde privat arkivmateriale, som hun mente hun bare blev nødt til at få sorteret i og vist til verden. Der var ikke hun tale om en masse flotte sekvenser med mange forskellige BASE-udspring, filmet både af de der hopper og faste kameraer, men også privatoptagelser fra Boenischs hjem.

Strauch manglede dog en del materiale blandt arkivmaterialet, der kunne fylde de huller ud, hvor kamererne ikke snurrede og derfor har hendes hold med stor sans for detaljer, tøj og scenografi, genskabt mange af de scener som de medvirkende kun fortæller om, men som der ikke findes billeder af. Det er dog ganske tydeligt at se når der er tale om disse rekonstruktioner, for som oftest er ham der spiller Carl filmet enten med ryggen til kameraet, eller hvor hans hoved belejligt er skåret af af toppen af billedet. Det er instruktøren selv, der i disse scener agerer Jean, hvilket måske også siger lidt om hvor dedikeret hun har været i forhold til at få skabt hendes film.

Dette aspekt generer på ingen måde oplevelsen af Sunshine Superman for den viser nogle utroligt flotte og i den utrænedes øjne måske lettere dumdristige BASE-jumps, mens den sidste halve time fokuserer især på de tragiske omstændigheder, der førte til Carls død. Moralen i fortællingen synes at være, at vi kun lever én gang, så derfor kan man lige så godt leve livet fuldt ud, hvilket jo er et ganske fint budskab, men samtidig synes filmen også at have flere underliggende budskaber, der er lidt mere tvetydige.

Eksempelvis vælger Jean at være den første, der foretager et spring efter mandens død og da man ser hun bliver interviewet lige bagefter, virker hun rolig og afklaret, selv da journalisten spørger om hun slet ikke tænkte på Carl undervejs. Dette svarer hun ja til men samtidig at det er meget privat. Af samme grund kommer hun til at fremstå sol lettere distanceret til virkeligheden og mere interesseret i at redde BASE-jumpings ry, end at give sig til at sørge.

Det andet aspekt er, at filmen godt nok adresserer at BASE-jumping er forbudt mange steder og selv om den viser et enkelt dødsfald, så nævner den ikke hvor mange mennesker der har mistet livet i forbindelse med denne sport. Det kræver ikke mange klik med en mus for at finde denne nedslående liste over dødsfald fra 1981 og frem til i dag. Det må være fantastisk at væve i frit fald over jorden, men det kan altså også meget nemt gå galt.

Sunshine Superman er en fascinerende film om en meget speciel mand med en mission. Men desværre kommer vi aldrig tæt på Carl eller hans hustru. Der er utroligt mange flotte sekvenser med folk i frit fald, der kan virke som en slags homage til Riefenstals berømte sekvens med udspring i Olympia, men filmen kommer også til at virke lidt for lang, og gentager både centrale pointer og sekvenser for meget. Det er en film man bliver nødt til at se hvis man selv springer i faldskærm, eller er til ekstremsport, men desværre er instruktøren for ukritisk i forhold til sit materiale og det lykkes hende heller ikke at få gjort hendes hovedpersoner nærværende.