Selv om kostumedramaet Mary Queen of Scotts foregår midt i 1500-tallet, så er det en film, der synes at trække masser af tråde til vor tids fornyede fokus på kvinders rettigheder. For filmens to kvindelige hovedpersoner – Mary og Dronning Elizabeth den 1. må, lige som mange kvinder nutildags, forsøge at leve i og kontrollere et samfund, hvor det er normen at det er mændene der har magten og mændene, der ofte træffer en masse hovedløse beslutninger. Mænd der, før som nu, let lader sig skræmme over stærke, smukke, selvstændige kvinder med ben i næsen.

Tag nu blot den helt aktuelle hetz mod den 16-årige Greta Thunberg der i (de sociale) medier blev voldsomt udskældt, ofte af hvide, midaldrende, mænd, der tilsyneladende føler sig truet af en pige, der for en gang skyld tør at skælde selvsamme hvide, magtfulde mænd ud for deres grådighed og fordi hun ”vover” at fortæller hele verden, hvor syg den er blevet, set fra hendes perspektiv.

Selv om der ikke var sociale medier på den skotske dronning Marys tid, så blev hun, i al fald ifølge den nye film, offer for en sammensværgelse, der som bekendt endte med at hun blev udråbt til landsforræder og derfor henrettet. Dette er på ingen måde en spoiler, for allerede i filmens første scene oplever vi hvordan den unge dronning hentes fra fængselscellen, bringes til bødlen og knæler ved skafottet. Umiddelbart før øksen rammer føres vi så i et flashback tilbage til vores hovedperson, der ankommer til Skotlands kyst fra sit eksil i Frankrig. Efter devisen at man ser ens liv passere revy i dødsøjeblikket, får seeren serveret den dramatiske fortælling, der ledte op til dronning Marys.

Normalt anses en af hovedårsagerne til dronningens død, rivaliseringen med den siddende engelske dronning Elizabeth den I. Problemet var at Mary havde et helt legitimt krav på den engelske trone og desuden var katolik, en religion der var blevet særdeles upopulær efter Elizabeths far (den halshugningsglade kong Henrik d. VIII) havde bestemt at England skulle være protestantisk. Ser man filmen, vil den til gengæld forsøge at overbevise sin seer om, at hele situationen slet ikke var så sort og hvid. For manuskriptet er baseret på John Guys Queen of Scotts – The True Life of Mary Stuart, der – uden at have læst den – synes at tegne et meget anderledes billede af situationen.

I filmen oplever vi hvordan de to dronninger faktisk opretholder en form for gensidigt respektfuldt forhold til hinanden. Selv om de udadtil bliver nødt til at føre en form for diplomatisk krig mod hinanden og virke som rivaler, så viser filmen at de faktisk ret godt kan lide hverandre. Filmen viser også, at det er de mange mørkemænd i de to dronningers hof, der mere end nogen er skyld i at opildne til de politiske og religiøse stridigheder mellem de to riger Skotland og England.

I forhold til såvel handling og skuespillernes præstationer, er der meget lidt at udsætte på Mary Queen of Scotts. Saoirse Ronan, der huskes fra Lady Bird, er fremragende som Mary og en nærmest uigenkendelig grim Margot Robbie (ja, selvsamme Margot der var Harley Quinn i Suicide Squad og i den kommende Birds of Prey.) er rigtig god i rollen som Elizabeth. Fans af Dr. Who vil også kunne genkende David Tennant bag skægget i rollen som en hadefuld præst, der forsøger at vende folkets stemning mod dronning Mary, ved at sprede løgne fra sin prædikestol.

Til gengæld kan man godt blive en smule irriteret over flere af filmens anakronistiske tiltag. Dette handler ikke så meget om hverken kostumer, scenografi eller at filmskaberne har valgt at lade de to dronninger mødes, selv om de i virkelighedens verden aldrig gjorde dette. Med frygt for at virke fremmedfjendsk, så er det som springer i øjnene de mange både sorte og asiatiske mennesker som optræder ved begge hof. En af Elizabeths mest betroede diplomater, George Daglish, spilles i filmen af Adrian Derrick-Palmer – som gør det fint, men lad os være ærlige, i det Elizabetanske England var der ikke ret mange folk med afrikansk baggrund og da slet ikke ved hoffet. Giver man sig til at billedgoogle ”George Daglish” finder man også ret hurtigt ud af, at han var lige så bleg som Kapellets redaktør.

Det er helt forståeligt, at man i 2018 vælger et cast, der består af en lang række skuespillere med forskellig etnisk, religiøs eller kønsmæssig baggrund, men når dette ikke tegner et realistisk billede af den historiske samtid, som filmen i øvrigt forsøger at skildre, så kan dette velmente valgt godt være med til at underminere filmens troværdighed. Det er i al fald forholdsvis nemt at forestille sig historielærere komme i forklaringsproblemer, hvis man havde tænkt at benytte denne film som en del af undervisningen.

Denne anakronistiske detalje ender dog med at blive uvigtig, for både portrættet at de to dronninger og den tid de levede i er rigtig vellykket. Er man derfor interesseret i en nyfortolkning af denne historiske begivenhed, eller blot i at se et velkonstrueret historisk kostume drama, der ikke lefler for den laveste fællesnævner og tillige synes utrolig aktuel i sin skildring af de to magtfulde kvindeskikkelser, så giv Mary Queen of Scotts en chance.