Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




G.I. Joe (118 min.) Biografversion / UiP
Anmeldt 13/8 2009, 13:47 af Torben Rølmer Bille

Røvere & soldater


Røvere & soldater

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Stephen Sommers har altid haft de store armbevægelser i brug, når han har villet underholde et publikum – fra monsterfilmen Deep Rising, over de to første Mummy-film til Van Helsing har han være leveringsdygtig i kulørt underholdning til drengerøve i alle aldre. Hans seneste instruktørarbejde er heller ingen undtagelse til dette. Endnu engang er der blevet skabt en film med udgangspunkt i et så spinkelt grundlag som Hasbros legetøj – i forsommeren var vi vidne til Transformers-robotternes anden film, og nu er turen så kommet til Actionmans værste konkurrent: G.I. Joe.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at der vil blive solgt et utal af plastikmænd med tilhørende våben, dragter og køretøjer, når først poderne med missende øjne forlader biografens mørke, for G.I. Joe byder stort set ikke på meget andet end en lang actionsekvens tapet samen med billig gaffa bestående af lige dele letbenet dialog og en nærmest fraværende handling.

Filantropisten Dr. McCullen har skabt et nanovåben, der er i stand til at nedbryde alle typer metal. Våbnet er blevet solgt til USA og skal fragtes fra fabrikken i Kirgigistan til en amerikansk base. Under transporten af dette våben bliver det forsøgt stjålet af en mystisk organisation, der besidder endog meget avanceret udstyr. Bagholdet kommer fuldstændigt bag på soldaterkammeraterne Duke og Ripcord, der som de eneste i deres bataljon overlever angrebet og med hjælp fra en anden mystisk specialenhed får sikret missilerne. Duke og Ripcord beder om optagelse i denne mystiske enhed, især da de selv får syn for hvor mange seje ting, de råder over på deres underjordiske ægyptiske base.

Inden længe afbrydes gutternes hårde træning, da hi-tech-skurkene igen angriber GI Joe. Denne gang er det selve hovedkvarteret, der er under angreb, og det lykkes terroristerne at generobre nano-missilerne. Jagten går nu ind på disse mystiske soldater, og sagen bliver ikke mindre kompliceret af, at en af de ledende skurkeskikkelser er Dukes forhenværende forlovede Ana.

På ultranørdfilmsiden Aintitcoolnews.com skriver en af anmelderne, at filmen nærmest transporterede ham tilbage til barndommen og den fantasifulde leg, han havde med actionfigurer dér. Det er meget rigtigt set, for filmens manuskript synes at være udviklet efter devisen: ”...og skal vi så ikke sige at pludselig så...” (måske er en af de mest brugte sætninger i forbindelse med leg). G.I. Joe overdænger derfor den taknemmelige, legesyge seer med både en hemmelig base under sandet, ninjaer, biler med raketstyr, eksplosioner, deforme videnskabsmænd, en undervandsbase, seje spionfly, vilde våben, lækre damer i kropsnært tøj, ubåde og måske vigtigst af alt de automatiserede dragter, som gør G.I. Joe enhedens medlemmer både stærkere og meget hurtigere end normale soldater.

Der er stort ingen plads til realisme i denne sammenhæng, men hvorfor også tilstræbe dette, når nu det er meget federe at se glas, der bliver skudt på i slowmotion, ubådskrig eller hæsblæsende biljagter gennem Paris? På mange måder minder G.I. Joe i sin opfindsomhed om en virkelig dyr udgave af Sky Captain and the World of Tomorrow. Det er blandingen af adventurefilm, martial-arts, science fiction, spioner og regulær krig, der synes at fungere så glimrende. De onde er nærmest entydigt onde og vores helte er både unge, smukke og råseje i alle henseender.

Man skal have en forkærlighed for drenget leg og film, der i høj grad baserer sig på effekter, for virkelig at nyde G.I. Joe, men kan man det, så får man også fuld valuta for pengene. Det er en bragende flot film, effekterne er imponerende, og der spildes på intet tidspunkt tid på at stoppe op for at fortælle uddybende om de personer, vi følger. Når man endelig får et flashback, så består også de af kampe, krigssituationer eller andre voldsomme konfrontationer.

Det eneste minus ved filmen er Dennis Quaid, der forekommer ganske fejlcastet i rollen som General Hawk – lederen af G.I. Joe-enheden. Han synes at vandre gennem filmen uden at gøre sig ret meget umage for at virke overbevisende, og det er faktisk lidt ærgerligt. For ser man ham eksempelvis overfor den forhenværende Dr. Who-skuespiller Christopher Eccleston, der spiller filmens superskurk, så virker han ekstra tam. Til gengæld vil det glæde alle fans af Ray Park (Darth Maul fra Star Wars), at han i den grad får lov til at vise sine fægtetalenter i rollen som den tavse ninjakriger Snake Eyes.

G.I. Joe er – med dette in mente – sommerens helt store popcornfilm, og en film som raske drenge (i alle aldre) med sikkerhed vil smile bredt til i de to timer, den varer. Den ene forrygende actionsekvens afløser sømløst den forrige, og man kan næsten ikke få luft for alle de visuelle bombardementer, den leverer. Det er kulørt, sjovt, fantasifuld ramasjangunderholdning, når det er allerbedst, men den kræver – som før nævnt – at man er i rigtig god kontakt med sit indre legebarn.


Forrige anmeldelse
« Drowning by Numbers «
Nste anmeldelse
» Slumdog Millionaire »


Filmanmeldelser