Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Dungeons & Dragons: The Book of Vile Darkness (80 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 5/2 2013, 20:19 af Torben Rølmer Bille

Kun for nørder


Kun for nørder

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Da spillefilmen Dungeons & Dragons blev udsendt i 2000, var der mange rollespilsfans, der glædede sig, for endelig kom der en film baseret på det første, bredt anerkendte rollespil og samtidig havde den et stort budget og bl.a. Jeremy Irons på rollelisten. Glæden blev dog hurtigt forvandlet til ussel frustration, da man så hvordan folkene bag havde forvaltet universet, for det var ret beset en virkelig dårlig fantasyfilm, der ikke kun tog sit materiale alt for useriøst, men som også, blandt nørder, blev hånet for dens mangel på intern logik. ”Hvordan”, spurgte mange terningerullende nørder retfærdigvis, ”kan man snige sig bagved en beholder”?

På trods af fiaskoen kom der, fem år efter, en ny film på DVD. Dungeons & Dragons : Wrath of the Dragon God og senest i 2012 kom den foreløbig tredje film i serien, en film de oprindeligt er lavet til TV, som har fået undertitlen The Book of Vile Darkness.

Der er sikkert flere Dungeon Masters rundt om i de små stuer, der har en håndgribelig papirversion af The Book of Vile Darkness stående på hylden - for dette var titlen på et supplement til D&D 3rd Edition, som Wizards of the Coast udsendte i 2002. Bogen indeholdt deciderede ondskabsfulde scenarier, væsener og formularer som man kunne smide i hovedet på ens sagesløse spillere, og udfyldte på den måde en længsel, som mange DMs havde haft om at få en samling regler, der kunne bruges når der virkelig skulle skrues op for ondskabsfaktoren og gyserelementerne i spillet. Spørgsmålet er så blot, om filmversionen på nogen måder kan leve op til sit utroligt seje navn?

Filmen er ikke særlig lang. Den har en spilletid på omkring 80 minutter, hvis man ikke tæller den meget langsomt kørende rulletekst med. Dertil kommer, at filmens introduktion, der udelukkende består af en fortællerstemme og nogle ganske pæne stregtegninger, varer omkring 5 minutter, hvilket giver en samlet spilletid for hovedfilmen på omkring en time og et kvarter. Når de rigtige billeder toner frem oplever man en mærkelig sammenblanding af rollespilsklicheer, mere eller mindre vellykkede CGI-effekter, en billedkvalitet der er meget tæt på VHS, en samling skuespillere, der virker som om de selv kunne finde på at spille live-rollespil i deres fritid og så bliver det hele tilsat lidt blod og bryster, som pynt.

Selv om ovenstående beskrivelse måske lyder helt igennem horribel, så er der alligevel en sær b-films stemning over Dungeons & Dragons: The Book of Vile Darkness som er svær ikke at holde af, for det virker oprigtigt set, som om dette er en film, der ikke søger at behage et bredt publikum, men derimod at appellere direkte til de tilskuere der selv, som det mest naturlige i verden, altid har en D20 i lommen.

Eksempelvis vil man glædes over endelig at se en ”bag of holding” i funktion, over at vores helt blot går ind i en tilfældig butik, hvor han foruden førnævnte sæk blandt andet køber sig en ”ring of power”, en ultrasej rustning, noget gift og ikke mindst et sværd der tørster efter blod. Det er lige før man, som erfaren spiller, kan gætte sig til hvor mange bonusser vores hovedperson nu får i en given kampsituation. Han besøger endda en kro der hedder ”The Green Dragon Inn” og mange af de figurer, som vores unge, uerfarne helt møder undervejs, er nærmest arketypiske figurer fra universet.

Eksempelvis møder seeren der den smukke, men meget ondskabsfulde troldkvinde Akkordia, den enorme, hvidmalede barbar Vimak og den voldsomt lede necromancer Bezz, som vor helt blive nødt til at slå følge med, i hans søgen efter den far, som filmens egentlige skurk Shattarax, har taget til fange. Da helten, egentlig starter ud som en ridder, der kæmper for lysets gud Pelor, må han også indse at han måske må skifte sit alignment fra ”Lawful Good” i filmens start til ”Chaotic Neutral” når vi når den ganske bratte afslutning på løjerne.

Dungeons & Dragons: The Book of Vile Darkness er derfor ikke en helt igennem forfærdelig film. Den har ganske hæderlige visuelle effekter og selv om actionscenerne ikke allesammen er lige vellykkede - faktisk kunne man på udsatte steder godt have ønsket de havde optaget endnu flere versioner af scenen, så det så lidt mere overbevisende ud - så bliver filmen aldrig så uudholdelig at man får lyst til at marchere surt ned til forhandleren og bede om pengene retur. Så er man i stand til at skrue forventningerne betydeligt ned, så venter der i Dungeons & Dragons: The Book of Vile Darkness der, forudsat man er en rollespilsnørd eller kender nok til det så man kan påskønne de intertekstuelle referencer, en ganske underholdende b-filmsoplevelse.


Forrige anmeldelse
« Alle for to «
Næste anmeldelse
» Grabbers »


Filmanmeldelser