Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Battleship (131 min.) Biografversion / UIP
Anmeldt 14/4 2012, 16:26 af Torben Rølmer Bille

Alt eksploderer!


Alt eksploderer!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det forekommer som en udbredt misforståelse blandt visse anmeldere, at alle film bør anmeldes efter samme standard, for det er i sagens natur svært at sammenholde værker som Citizen Kane med Human Centipede eller Find Nemo. Langt smartere forekommer det, at vurdere film efter filmens kategori, eller genre som de indplacerer sig under. Hvorfor så al denne metasnak om kriterier for anmelderi? Jo, for at forsøge at give en velfortjent klapsalve til mange af de værker, som mange gange (i enkeltes optik – retfærdigvis) bliver affejet som værende overfladiske, krigsliderlige eksempler på macho-mainstreamunderholdningen, men som i sagens natur bare vil være underholdende storfilm, der ikke har meget andet formål end at give seeren et formularisk, storladent actiondrama, hvor man efterfølgende ikke skal tænke så meget over de eventuelle logiske brister, som handlingen kan byder på. Sådan en film er Battleship.

For de, der stiller sig helt fremmede overfor konceptet, lægger Batteship sig i forlængelse af film som Transformers- og G.I. Joe serierne, for det er legetøjsfirmaet Hasbro, der har igangsat løjerne. Hasbro har nemlig haft succes med deres plastikudgaver af Sænke Slagskibe, et spil, der som regel orkestreres med et par blyanter og ternet papir. Det kan forekomme mystisk at forsøge at omsætte dette koncept til en to timers actionfyldt spillefilm. Tanken virker helt forrykt, for måske tænker man at filmens vil vise to admiraler, der skiftes til at råbe koordinater, krydsklippet med scener af både der sænkes i gevaldige eksplosioner. Sådan forholder det sig ikke. Nuvel, eksplosionerne er der, de er heldigvis mange og hyppige, men rammehistorien er noget ganske andet end kampe i koordinatsystem, selv om dette også har fået lidt plads - løst på en fin, overraskende måde.

Filmen åbner med at få etableret vores hovedperson Stone Hopper, der fejrer sin fødselsdag på en bar sammen med sin bror. Har møder han den pige, som senere skal vise sig at være datteren til flådens øverstbefalende – noget som broderen irriteres mægtigt over, da han selv tjener i flåden. Stone kommer da også hurtigt i problemer, og derfor beslutter brormand, at han skal melde sig ind i flåden, så han kan få styr på sit liv.

Selv om livet i flåden heller ikke bekommer vores Stone Hopper helt godt, bliver han pludselig nødt til at træde i karakter, da det område omkring Hawaii, hvor verdens nationer tilfældigvis afholder en enorm flådeøvelse, pludselig invaderes af en overmagt fra det ydre rum. Rumvæsenerne starter straks med at angribe flådefartøjerne og forsøger samtidig at etablere kontakt til deres hjemplanet, så de kan bringe forstærkninger til jorden. Gode råd er nu dyre, for de fremmedes fartøjer kan ikke spores på konventionel radar og de lader til at have våben og isenkram der er meget overlegne i forhold til den flåden råder over.

Alt dette resulterer naturligvis i en masse spektakulære scener, hvor skibe eksploderer, bydele og militærbaser decimeres, alt sammen i overdådige, farvestrålende billeder, dynamiske kamerature, der synes at hylde Michel Bay og en lydside, der kræver en gigantisk subwoofer som kan presse tilskueren helt ned i veloursædet. Dette kobles med nærkampscener, hvor den desperate flok af mennesker som vi følger, forsøger at slås mod menneskelignende rumvæsener iført højteknologiske kamprustninger.

Har man set denne type af film før, er det næppe overraskende hvordan det hele spænder af, men det er heller ikke det som er centralt for filmen, det er til gengæld selve orkestreringen af begivenhederne som er spændende og underholdende udført. Det er muligvis et postulat, men i sci-fi action-brag som denne film, er det ikke nødvendigvis den gode historie, der skal bære begivenhederne frem, men man ser snarere filmene for at se hvordan folkene bag har valgt at bygge de dramatiske konfrontationer mellem flådens folk og rumvæsenerne og for de opfindsomme løsninger på hvordan vores undertippede helte kommer gennem kampene med skindet på næsen.

Peter Berg viser endnu engang, at han er en habil actioninstruktør, noget som han allerede beviste med The Kingdom, hvis actionscener fungerede upåklageligt. De CGI animerede rumskibe, rumvæsener og den generelle ødelæggelse, som i sagens natur fylder meget i filmen, er utroligt flot og måler sig nemt med de senere års største effektfilm. Idet rulleteksterne kører over skærmen er der sikkert enkelte tilskuere, der vil have forholdsvis nemt ved at påpege – eller måske ligefrem irriteres af - logiske brister eller uoverensstemmelser i plottet, men det er ikke så graverende og så bør man også have in mente, at dette ikke er en film der skal tages særligt alvorligt, den er primært tænkt som underholdning.

Filmen tager heller ikke sig selv særligt seriøst, hvilket gennemsyrer hele filmen, da den leverer mange dialoger og handlingsforløb med et gedigent glimt i øjet. Det er ikke kun raske unge mennesker som er heltene i filmen, men der er også plads til en invalideret soldat der har mistet begge ben og selv en gruppe pensionerede veteraner fra Anden Verdenskrig må give vores heltehold en hjælpende hånd undervejs. Endelig opfordrer filmen også forsoning mellem Japan og USA, idet Pearl Harbor nu er rammen om at filmens egentlig helt må acceptere at hans japanske modstykke bliver uvurderlig i den fælles kamp mod truslen fra kosmos.

Af samme grund virker det også helt forfejlet at påstå, som nogle anmelder andetsteds har gjort, at filmen er en lang hvervekampagne for den amerikanske flåde, eller at den forherliger krigshandlinger og macho-idealer. Det gør den selvfølgelig, fordi det er sådan retorikken og denne type film er skruet sammen. Selv om den amerikanske flåde har stillet op med materiel og mandskab, så er Battleship næppe tænkt som en ny Top Gun, for man skal da være mere end ualmindelig naiv, hvis man forestiller sig, at man kan stige i graderne indenfor militæret i samme hast som vores unge hovedperson. Battleship er i stedet rendyrket drengerøvsfantasi og en fryd at overvære for alle raske drenge, der på et eller andet tidspunkt har sat ild til sin airfixmodel, bare fordi det har set fedt ud.


Forrige anmeldelse
« Another Earth «
Næste anmeldelse
» Politistyrke X-7 »


Filmanmeldelser