Det er egentligt lidt synd for den amerikanske komedie The Wedding Ringer (der indledningsvist skal nævnes ikke er en spoof på Adam Sandler filmen The Wedding Singer), for den har egentlig både en ganske udmærket præmis, den starter også ganske godt… men idet man når tættere på slutningen er det som om både fortællingen og ikke mindst komikken bliver så forceret, at det i stedet bliver ufrivilligt komisk.

Det er ellers brandærgerligt, for både Kevin Hart og Josh Gad har bestemt sans for humor, timing og har det som man i branchen kalder ’funny bones’. Det har de bare svært ved at bevise til fulde hér, for det virker som om manuskriptforfatterne bevidst har villet skabe så mange morsomme scener som muligt, men glemt at de enkelte scener også gerne skulle fungere som dele af en større helhed.

Af samme grund er det sikkert også ganske nemt at klippe en velfungerende trailer til filmen, da det bestemt ikke skorter på sjove sekvenser, men når man vælger at bruge over halvanden time i selskab med filmen vil man hurtigt opdage, at det, de gode intentioner til trods, ikke helt fungerer. Dertil kommer at filmen er så hurtigt glemt igen, at nærværende anmelder har ganske svært ved at genkalde sig filmen, selv om det kun er lidt over en uge siden den sad i afspilleren. Den er kort sagt, en af de film man hurtigt og bevidst vil fortrænge.

Kort fortalt handler filmen om en ubehjælpsom, utilpasset og kejtet fyr – Doug (Josh Gad), der mod al forventning har fundet sammen med en smuk pige. En pige, der ligefrem vil gifte sig med ham. Doug har dog et problem, for han har overfor sin fremtidige hustru løjet om sine venner og ikke mindst sin bedste ven, der jo gerne skulle fungere som forlover ved det kommende bryllup.

Doug har til trods for succes i sin karriere nemlig aldrig fået nogen nære venner og i filmens start oplever seeren hvordan han forsøger at ringe rundt til tidligere arbejdskammerater, kollegaer, skolebekendtskaber osv, i jagten på en person, der vil indvillige i at være forlover. De takker alle bestemt nej så nu har han et forklaringsproblem.

Heldigvis opdager Doug ved et tilfælde et firma der hedder ”Best Man Inc.”, ledet af den karismatiske Jimmy. Han specialiserer sig i at hjælpe fyre som Doug, ved at foregive at være, som firmanavnet antyder, hans bedste ven. Jimmy fortæller at han, mod en klækkelig sum penge naturligvis, vil sørge for at Doug både får verdens mest vellykkede bryllup, en forlover der gør dagen uforglemmelig og desuden vil han sørge for at booste Dougs popularitet ved også at udstyre ham med en flok fiktive venner, bestående af folk som Jimmy kender.

Dette skule jo meget gerne forme basen for en klassisk forvekslingskomedie, hvor Dougs nye venneflok hele tiden ballancerer mellem sandhed og løgn overfor pigens familie, så der på den måde kan opstå morsomme situationer. Det sker til dels også, eksempelvis i den polterabend som Jimmy laver for Doug, eller i enkelte scener hvor Jimmy skal forsøge at navigere i den rolle han har fået tildelt, som homoseksuel soldaterpræst.

Desværre er der bare alt for mange scener som kommer til at virke forcerede, scener hvor skaberne bag filmen prøver lidt for hårdt at tvinge grinene frem. En af de mest pinlige og ligegyldige sekvenser er eksempelvis den hvor Doug og hans lejesvende bliver udfordret til en gang amerikansk fordbold af svigerfar inden brylluppet. Det er en helt igennem umorsom og ligegyldig sekvens, der ikke tjener noget som helst formål i forhold til resten af filmen. Dem er der desværre en hel del af.

De pointer filmen kommer med er de sædvanlige der fortæller om ægte venskab, ægte (k)ærlighed og ikke mindst om at finde sig selv. Denne gang dog bare i en form, der kun pletvis lykkes og som overordnet falder mere på halen end skuespillerne i den.

Så hvad der startede som en ganske sjov, veloplagt mainstreamkomedie udvikler sig desværre hurtigt til en meget forudsigelig, overspillet, til tider decideret pinlig og ikke mindst gennemgribende ligegyldig metervare der, som det blev nævnt indledningsvist, er glemt lige så snart filmen er slut.