Kurt Cobain, Nirvanas forsanger, var en elsket og ikonisk kendis, som endte sine dage med et forfærdeligt selvmord. Døden kan sløre linjen mellem det at være en fan og det ønske om at vide mere om kendissers privatliv, som er tilfældet med Cobain. Cobain – Montage of Heck giver os en hidtil uset adgang til hans tanker og sjæl, og det hos en mand som aldrig tog interviews alvorligt og som afskyede sin hurtige rejse til berømthed.

Cobain ville måske selv have hadet denne form for dokumentarfilm, fordi den afslører en side af ham selv, som han bevidst forsøgte at holde privat. Han var et mysterium for sine fans, og nogle gange for sine venner og familie, og som filmen viser, var Cobain ekstrem sensitiv og sårbar over for den nye opmærksomhed og idéen om at blive ydmyget.

Nu hvor Cobain ikke kan være her til at forklare, hvorfor han tog sit eget liv og hvad der skete den dag i 1994, kan vi kun læne os op ad spekulationer, der bliver hjulpet godt på vej af private og offentlige midler, som bevidner om et følelsesmæssigt og ofte depressivt liv. Det er den modsigende natur ved et selvmord: den eneste person, som kan forklare det, er her ikke til at gøre det.

Cobain – Montage of Heck er en audiovisuel collage, der ofte er skræmmende, men alligevel dybt fascinerende. Den benytter sig af Cobains egne tegninger, optagelser og hjemmevideoer, ting som aldrig er blevet offentliggjort før. Vi ser ham som et hyperaktivt barn, som udmatter sine forældre, til de mister håbet for ham. Vi ser ham som en humørsvingende, empatisk teenager, som fortæller os sin historie om, hvordan han forsøgte at miste sin mødom til en socialt udsat pige. Vi ser ham som en motiveret voksen, drevet af sin kunst og fast besluttet på at lave den bedste musik, han kan, uvidende om hvad berømtheden vil gøre ved ham. Endelig vi ser ham naturligvis også som Nirvanas ansigt udadtil. De bliver kendte, næsten i samme øjeblik bandet underskriver en pladekontrakt. Hans mor advarede ham om, at hans musik ville ændre alting, at han ikke var klar til den kommende opmærksomhed. Hans mor havde ret.

Cobains tegninger og dagbogsskrivninger bliver lavet om til små effektive animationer for at understrege hans bevidsthedsstrømstilgang til at skrible fraser og paragrafer ned, omhandlende regeringen, kvinder, depression og selvnedværdigelse. De viser også en person, som var ufattelig følsom og rar, selv når han ikke var rar mod sig selv. Noget, der rammer hårdere end siderne fra hans notesbøger eller billederne fra hans barndom, er hjemmevideoerne med optagelser af Cobain og hans kone, Courtney Love. Gennem disse optagelser ser vi en side af Cobain, som vi aldrig har set før. Væk er den mand, som nægter at se ind i kameraet og som giver uinteressante svar til journalister. Her ser vi en mand, som elskede sin kone og sin nyfødte datter, som laver vittigheder og narrestreger med Love i deres badeværelse eller rundt i om lejligheden. Han er mere barnagtig her end i sin barndom, mens han leger med Love og deres datter, Frances Bean.

Fra det øjeblik Love og Cobain giftede sig med hinanden, var hun hadet og blev sammenlignet med Yoko Ono, beskyldt for at vanære billedet af dette perfekte rockikon. Hendes evne til at gøre ham glad, og hans kærlighed til hende, gjorde fans mistænksomme, fordi de tilsyneladende ønskede deres dyrebare rockstjerne alene og isoleret – negativitet afføder bedre kunst, trods alt. Cobain selv vidste det, og han blev da også plaget af konstante mavesmerter, som havde været der hele hans liv. Som med de fleste kreative mennesker både foragtede og elskede han sine lidelser, men frygtede, at hvis han fandt lettelse, ville han miste det, der gjorde ham speciel.

Billedet af Courtney Love er et sørgeligt et. Hun er et portræt af en kvinde, som er hadet, og som blev beskyldt for at gøre sin ægtemand ulykkelig, for hans lidelser og afhængighed, og i sidste ende for hans selvmord. En temmelig dårlig dokumentarfilm fra 1998, Kurt and Courtney, undersøgte teorien om, at Love iscenesatte Cobains selvmord, men de fans som stadig tror, hun havde noget med det at gøre, kan nu se hjemmevideooptagelserne og få fjernet alle mistænksomme tanker om hende. Hvad der er mest deprimerende ved hendes involvering i Montage of Heck er idéen om, at hun overhovedet har brug for at tale sin egen sag.

I næsten tre årtier har fans forsøgt at forstå Cobain gennem hans sangtekster, og videooptagelserne genbruger ofte scener fra TV-udsendelser for at få et bedre indblik i ham ud af de få ting, vi har tilbage af ham. Når en kendis dør, videregiver de deres livsværk til deres fans, og Cobains fanskare har kæmpet i årevis for at gennemskue den person, de egentlig aldrig forstod – en mand, som ikke ønskede at vise sig for verden, og som følte, at han skulle holde visse ting hemmelige for at undgå offentlige ydmygelser.

Cobain blev hvermandseje gennem sine tekster, tekster som var nemme at identificere sig med, lige fra de utilfredse og de depressive unge på den tid til de utilfredse, depressive unge i dag. Det var aldrig rigtig nok. De ønskede mere, de følte sig berettiget til ting, de ikke kunne have, i stedet for at tage imod det, som han gav dem.

Alt dette eskalerede efter hans død. Selvom Cobain – Montage of Heck er oplysende og utrolig intim, vil den ikke være nok for nogle mennesker. For alle andre er denne dokumentarfilm en psykologisk rejse ind i et andet menneskes hjerne, fra krybben til graven.