Der findes en række klassiske film om overgangen far barn til voksen. Mange af disse kendes sikkert til hudløshed blandt lærere, da et tema som netop dette forekommer ganske populært. De fleste benytter nok film som Stand by me, Billy Elliott, Juno eller lignende i deres undervisning, da de formår at blande alvorlige elementer med komediens særtræk, uden på den måde at underminere det alvorlige ved mødet med voksenlivet.

Adult world forsøger muligvis at lægge sig i kølvandet på film som de ovennævnte, for både den generelle tone i filmen og musikken synes at antyde at det er netop en bittersød komedie om opvækst, vi har med at gøre. Det lykkes bare ikke, for selv om der er ganske gode skuespillere med på rollelisten og selv om fortællingen kunne lægge op til lige dele morskab og drama, så er det som om, filmen ikke formår at udnytte dem. I stedet står man tilbage med en ungdomsfilm der, lige som hovedpersonen selv, er ganske forvirret, næsten på grænsen til det skizofrene.

Nogle vil sikkert mene, at det ujævne og lidt målløse plot hænger tæt sammen med filmens morale, der stort set blot parafraserer Deres anmelders gamle svagstrøm- og elektroniklærer Victors slogan. Han sagde: ”Kan du ikke få den, du elsker, må du elske den, du kan få”. Han talte i denne kontekst om fremtidige jobmuligheder, og det er netop også muligheden for job, der i starten af film plager hovedpersonen Amy.

Da seeren møder Amy bor hun hos sine forældre, der dog hurtigt vælger at smække pengekassen i, for de hverken kan eller vil smide flere penge efter deres halvvoksne datter, som de gerne ser få sig en reel uddannelse og ikke mindst lande et godt job. Dette synes umuligt i Amys optik, da hun ser sig selv som en aspirerende digter, komplet med teenage-weltschmertz og Sylvia Plath plakat på pigeværelset. Hendes underviser på universitetets kreative skriveklasse er dog alt andet end begejstret for Amys værker, for ulig hende har han svært ved at se, at den unge pige besidder noget som helst talent.

Amy har straks enormt ondt af sig selv, og i desperation efter at få et job, går hun ind i en sexbutik, der skilter med, at de har brug for en ny medarbejder. Selv om hun både er kejtet og kikset i jobsamtalen lykkes det hende at få jobbet, men hun er i starten meget pinlig berørt over at arbejde sådan et sted. Butikken deler selvfølgelig titel med filmen, og bliver på den måde en form for metafor for, hvad voksenlivet byder på.

Den bundnaïve pige møder gennem sit arbejde i sexshoppen ikke kun en række skæve eksistenser – foruden en venlig, butiksassistent, blandt andet en transkønnet, som hun ender at dele lejlighed med. Samtidig med alt dette støder hun også ind i hendes store idol – forfatteren Rat Billings (John Cusack), der modvilligt lader Amy komme ind i sit liv. Det er også svært at sige nej til en pige, der tilbyder at gøre rent hos ham gratis, mod blot at få lidt litterære tips og for at være tæt på sit idol. For at tjene lidt ekstra begynder Amy også at forfatte erotiske noveller, noget der ville have været ganske utænkeligt, mens hun boede hjemme.

Som nævnt er der altså en række interessante ting i spil, ikke kun i spændingsfelterne mellem finkultur og smuds, universitetsliv og hverdagsliv, teori og praksis, men dette udnyttes som sagt bare slet ikke så effektivt, som det burde. I stedet får vi en filmfortælling, der snegler sig af sted, og som ligesom hovedpersonen ikke rigtigt synes at have et egentligt mål. Sådan en strategi fungerer, hvis instruktøren hedder Richard Linklatter, men det bliver bare en smule småkedeligt i tilfældet Adult world.

For Adult world er ikke særlig vellykket. Som drama fejler den, da den ikke formår at være dramatisk nok, som komedie set er den slet ikke sjov nok, og som coming-of-age-film fungerer den heller ikke, da hovedpersoner i denne type film gerne skulle være nogle man kan relatere til, og som man synes er sympatiske. Det er Amy ikke. Måske hænger det sammen med, at undertegnede for længst selv er blevet far og heller aldrig har været en introvert pige, at det er så svært at acceptere den overforkælede, irriterende heltinde.

Filmens morale er dog det, der irriterer mest. Det kan godt være, at vi ser flere og flere film, der forsøger at underminere den drøm mange har om at realisere deres mål, hvad enten de tror nagelfast på Den Amerikanske Drøm, eller blot tillader sig at have realistiske fremtidsplaner. Det er også fint at være kritisk, men at bruge halvanden time på at se på, at en pige, som mangler talenterne, må kaste håndklædet i ringen, er ikke den fedeste måde at tilbringe ens aften på.