Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Den sidste kamp (93 min.) Købsfilm / SF Film
Anmeldt 15/6 2012, 20:53 af Torben Rølmer Bille

En verden i forfald


En verden i forfald

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er altid interessant at stifte bekendtskab med de første spillefilm fra instruktører der sidenhen er blevet verdenskendte. Det gælder både film som The Duel, THX 1138 og mange andre, for selv om de måske ikke er fødte klassikere i sig selv, så emmer filmene af fortællelyst og en visuel opfindsomhed, der peger frem mod senere værker.

Således er også med Luc Bessons første reelle spillefilm Den sidste kamp (Le dernier combat) fra 1983. Filmen vandt i samme år juryens specialpris ved den hedengangne filmfestival i Avoriaz (som fokuserede på science fiction og gys) og dette har, sammen med andre faktorer, utvivlsomt været med til at slå den unge instruktørs navn fast i samtiden.

Der er i skrivende stund en vis nostalgi indenfor filmbranchen, hvilket blev tydeligt ved branchens prisuddelinger tidligere i 2012, hvor især The Artist – en fransk, short/hvid stumfilm løb med mange af priserne. Den sidste kamp er ligeledes fransk, ligeledes i sort/hvid og så bliver der i løbet af filmens halvanden times spilletid, kun ytret to ord. Her slutter sammenligningen også, for Le dernier combat er ikke et melodrama, men derimod rendyrket, dystopisk science fiction.

Når nu dialogen er fravalgt formidles interaktionen i filmen via de medvirkendes gestikulation, kropssprog og ansigtsudtryk. For det går hurtigt op for tilskueren at vi fra filmens start befinder os i et trist, post-apokalyptisk samfund der tilsyneladende udelukkende befolkes af mænd, der alle – af uvisse årsager – har mistet evnen til at tale.

Hvad filmen mangler i dialog har den til gengæld i overflad af fremragende, stemningsfulde billeder og en hittepåsomhed i såvel dramatik, scenografi og kostumer. Billedsiden er måske netop på grund af det monokrome valg ekstra stemningsfyldt, for Bessons og hans teknikere leger meget med lys, tåge, slagskygger og især mørket. Det fungerer efter hensigten og skaber sammen med de valgte omgivelser, en ganske unik vision af en verden i forfald.

I denne ødelagte verden følger vi vor protagonist: en ung, skægget mand, der varsomt bevæger sig gennem et opløst landskab. På sin vej møder han andre mænd, langt de fleste fjendtligtsindede og morderiske, kun opsat på deres egen overlevelse og dominans. Kort efter filmens start krydser vor helt en ørken i en hjemmebygget, skrøbelig flyvemaskine, og finder på den anden side – af omveje – en læge, der har forskanset sig på et forfaldent hospital. Her udvikler de to sammen noget, der med lidt god vilje kunne minde om et venskab - en civiliseret omgang med hinanden.

Det kan måske lyde som halvanden time pludselig kan føles utrolig land når vi hverken har farver eller dialog, men det er det langt fra. Filmen byder på en masse scener og situationer man ikke glemmer med det første, men som heller ikke skal ødelægges med ordrige beskrivelser her. Filmen er en af dem der skal opleves, ikke kun ses.

Det kan vel være at fortællingen forekommer utrolig simpel: en mands søgen – men samtidig udfordrer filmen da der er smidt en masse elementer ind, der gør situationerne og den triste verden der skildres, fremmedartet og interessant.

Det største minus ved filmen er soundtracket skrevet af Éric Serra, der i øvrigt har fungeret som komponist på stort set alle Bessons film. Denne friske, funky, franske, firserlyd gør, at man ikke kan undgå at opfatte Den sidste kamp som et produkt af startfirserne, snare end den tidsløse fabel, den sikkert var tænkt som. Musikken er altså med til at fastlåse billederne i en periode, der selvfølgeligt også påvirker ens læsning af handlingen. Filmen har i dette lys sikkert været tænkt som en advarsel til folk i årene op til Berlinmurens fald, om at de burde tage sig alvorligt sammen hvis det hele ikke skulle ende i ragnarok, men uanset om dette er tilfældet, så er Den sidste kamp stadig ganske seværdig, og et spændende bud på hvordan man kan lave en dystopisk filmfortælling, uden hverken enorme budgetter eller brug af en masse dialog.

For fans af Luc Besson er der vist ingen vej udenom denne lidt særprægede debutfilm, for her viser manden allerede sit flair for at fortælle i billeder, sin evne udi personinstruktion, sin sans for at opbygge drama og hans store forkærlighed for alle fantastiske fortællinger.

Det er ligeledes fantastisk at få mulighed for at se filmen i samme utroligt gode kvalitet, som karakteriserer de andre af mandens film som SF film har genudgivet, for lige som tilfældet var det med Subway, så er billedkvaliteten formidabelt gengivet og stereosoundtracket opdateret til HD kvalitet. Det er i al fald et kvantespring at sammenligne Bluray udgaven af Le Dernier Combat med ens gamle slidte VHS kopi.

Den sidste kamp er sikkert ikke en kamp alle har lyst til at deltage i, især ikke de der foretrækker de Bessonfilm som placerer sig tæt op af den bredeste mainstream, men for alle os der holder mere af manden, når han lave skæve fortællinger er filmen her en lille, fin perle.


Forrige anmeldelse
« Arriettys hemmelige verden «
Næste anmeldelse
» Coriolanus »


Filmanmeldelser