Den koreanske instruktør Bong Joon-ho er af genrefilmsfans måske bedst kendt for mosterfilmen The Host, der blev et uventet internationalt hit i 2006. Der skulle dog gå næsten otte år før samme instruktør fik mulighed for at instruere en af de dyreste Sydkoreanske film nogensinde, en film der også blev en af de største filmsuccesser i hjemlandet.

Successen i hjemlandet har ikke fulgt filmen til vore breddegrader, hvor det kun var et meget eksklusivt publikum, der i forbindelse med CPH PIX filmfestivallen i 2014, havde mulighed for at opleve Snowpiercer i danske biografer. Heldigvis er der råd for alle de, der gik glip af denne gode oplevelse, for filmen er nu til at få på både DVD og Bluray til hjemmebiografen, og den er så afgjort et gensyn værd.

Faktisk er Snowpiercer endnu bedre ved andet gennemsyn (og ikke kun fordi filmen i festivalsammenhæng ikke havde tekstet de replikker, der undervejs leveres på koreansk), for selv om præmissen er ganske enkelt, har fortællingen faktisk en masse interessante lag, der bliver endnu mere synlige ved gensynet.

Filmens grundfortælling er baseret på den franske tegneserie Le Transperceneige som undertegnede desværre ikke kender, men som handler om de sidste mennesker på jorden og deres kamp for overlevelse i en ikke så fjeren fremtid. I filmens start hører man om desperate regeringers forsøg på at forhindre den globale opvarmning ved at sprede et kemikalie i atmosfæren. Det lykkes på kort sigt at nedbringe temperaturen på kloden, men nedkølingen fortsætter nådesløst og resultatet er en klode, der er lige så frugtbar som indersiden af en kummefryser. På denne måde synes filmen at dele grundkoncept med andre dystopiske science-fictionforællinger, der netop italesætter den farlige og alt for aktuelle globale udvikling, eksempelvis The Colony eller lidt mere kulørt iscenesat i 2012.

Kort før jorden frøs til is, var der en excentrisk rigmand, der etablerede en verdensomspændende togbane. Det tager toget et helt år om at komme tilbage til udgangspositionen, men toget stopper aldrig. Der er selvforsynende og der hersker et strengt tyranni om bord. På dette tog møder vi den sidste rest af menneskeheden på godt og ondt. Idet filmen starter i de bagerste vogne er vore hovedpersoner de, der er længst nede i togets hierarki. Her er et oprør under opsejling ledet af den karismatiske Curtis, der sammen med en gammel vismand Gilliam. Der er sikkert ikke tilfældigt at han deler efternavn med den skæve filminstruktør, hvis retro-futuristiske stil også klart fornemmes har været inspiration til iscenesættelsen af netop Snowpiercer.

Selv om det ikke skal afsløres her, om deres oprør lykkes, kan det godt afsløres at seeren får mere end denne beskidte bagende af toget at se, hvor folk bor tæt og under uhyrlige forhold. For idet man bevæger sig gennem de andre kupeer, afsløres det at toget er et mikrokosmos, en grotesk, forvredet udgave af velkendte samfundsstrukturer. Bindeleddet mellem de fattige i togets bagende og eliten i front sker ofte, når underklassen opsøges af en repræsentant af overklassen, kvinden Mason der bliver spillet af en nærmest uigenkendelig Tilda Swinton, der konstant taler til folket med en tung, bondsk Yorkshire-accent. Nu kan det måske lyde som om filmen udelukkende er en lineær road-movie, hvor seeren langsomt bevæger sig gennem forskellige togvogne, men heldigvis danner de forskellige afdelinger også oftest rammer omkring ganske spektakulære actionsekvenser, eller visuelt imponerende overraskelser.

Det kan godt være at Bong Joon-ho ikke er lige så dygtig til at iscenesætte action som landsmanden Park Chan-Wook, men hvad han måske mangler i elegance, er der til gengæld i brutalitet, når først de forskellige fraktioner tørner sammen. For fans af koreanske film er det måske også nærliggende at se flere lighedspunkter. Eksempelvis er kampen mellem vore undertrykte protagonister og de kampklædte tropper fra de forreste vogne og hammer-scenen i Oldboy sammenlignelig, især fordi en af de undertrykte netop spilles af hovedpersonen fra sidstnævnte Choi Min-Sik.

Man bør ikke forvente sig en realistisk science-fiction fortælling når man sæter sig til rette med Snowpiercer, men snarere en film, der benytter genren til at fortælle en fabulerende, visuelt overlegen og fascinerende historie om overlevelse og ikke mindst om vigtigheden af at kende sin plads i systemet. Snowpiercer er måske ikke særlig dyb eller kompleks, men den er fuld af billedmæssige overraskelser og flyder over af fortællelyst. Så betyder det mindre, at den muligvis ikke holder til en nærmere granskning af enkelte delelementer. Hvis man er til hård sci-fi, bør man derfor se sig om efter alternativer, for dette er i den grad en film for bløde humanister.