Det kan være, at det er en arbejdsskade, men det ændrer ikke på, at det føles som om cirka hver anden gyserfilm, som dukker op til anmeldelse hos denne skriver, er home invasion-film, altså film der handler om folk, der sædvanligvis flytter ind i et nyt hus, gerne et der ligger meget afsides, hvorefter en gruppe galninge dukker op og forsøger at torturere og dræbe familien. Der findes i sagens natur både de film i denne genre som anses som klassikere (f.eks. Wes Cravens Last House on the Left eller Sam Peckinpahs Straw Dogs) genrebrydende film og endelig er der en masse, som bare gentager en velkendt formel, uden at føje noget nyt til genren. Torment hører desværre til den sidste kategori.

Et af de største problemer ved filmen er, at den aldrig leverer en ordentlig motivation for gruppen af skurke, der kan forklare hvorfor de gør det de gør. Det de gør en nemlig følgende: de venter til en familie er flyttet ind i et hus, så finder de børnenes king-size bamser, flår hovederne af disse og benytter så stofdyrshovederne som de masker, der skal se uhyggelige ud.

For gud ved hvilken gang, kan den akademiske filmanalytiker fiske gamle Sigmund Freud op af hatten og forklare at, det som filmmagerne har gang i er at tage noget, der tilhører hjemmet - ”heimlich” og gøre dette ”un-heimlich” (u-hjemligt/uhyggeligt), for når noget velkendt på denne måde bliver gjort til noget væmmeligt, opstår følelsen af uhygge. Nåh ja, og så det faktum at disse bamsehovedbærende voldspsykoser myrder, torturerer og lemlæster i flæng – det er også ret ubehageligt at se på.

Det bliver i løbet af filmen givet ledetråde, der synes at pege i retning af at voldsmændene opsøger familier i forsøget på at tilføje nye medlemmer til deres egen dysfunktionelle morderflok, men dette antydes blot, vi får aldrig en reel årsag til deres overfald, endsige en bevæggrund. Selv om ideen om at voldsmændene på denne vis er i færd med at rekrutere nye familiemedlemmer er både skræmmende og god, så er den altså set meget mere effektivt udført andetsteds.

Torment er en af de film, der sikkert fungerer hvis man aldrig har set en home invasion-film tidligere, men har man det, vil den virke alt for forudsigelig og tyndbenet. Det er ikke fordi hverken skuespilpræstationerne eller selve produktionen er problematiske, for filmen er både vellavet, er klar i sit billedsprog og er ganske stemningsfuld til tider. Den bliver bare ret hurtig alt for triviel, set i lyset af meget bedre, mere effektive gyserfilm, der også sørger for at have en form for intern logik midt i galskaben.

Ærede læser, du skal ikke læse ovenstående, som om man som seer (ligesom størstedelen af det amerikanske publikum) skal have alle handlingselementer forklaret, skåret ud i pap, mejslet i marmor og bøjet i neon – men det ville bare have klædt filmen, at seerne i det mindste kunne få en forklaring på, hvad der ligger til grund for mordernes bizarre ritualiserede handlingscyklus.

I sidste ende bliver Torment bare endnu en triviel gyserfilm, der lægger sig i kølvandet på langt mere effektive og interessante film. Den repeterer blot et plot og en struktur der er set rigtigt mange gange før og faktisk kan det undre lidt, at filmmagere der vil lave gyserfilm, ikke forsøger at være blot en lille smule mere opfindsomme i deres manuskriptarbejde, for tager man et filmhold, en gruppe udemærkede skuespillede, en række effektfolk og ikke mindst et hus på landet som er blevet lejet til optagelsen, så burde man de med ganske enkle midler kunne fortælle en række gyserhistorier der er langt mere interessante end det er tilfældet her.

Så med mindre du hører til flokken af gyserfilmfans, som bare har i sinde at se så mange gysere som muligt i dit liv, så er der altså ingen grund til at bruge sin tid på Torment, især når der er så mange andre mere interessante film derude lige nu.