Det er som regel forbundet med en smule ængstelse, at man som mor eller far overlader ens børn til en ofte vildtfremmed person, hvis man skal deltage i et arrangement, der på nudansk kaldes ”børnefrit”. Hvis man derfor hører til dem, der bliver nervøse blot ved tanken om dette, bør man bestemt ikke se den franske komedie Drukfesten, der oprindelig netop hedder Babysitting.

Det kræver ikke den helt store hjerneaktivitet, når man ser på disse to titler, at regne ud at babysitter-tjansen ikke forløber stile og roligt. Nuvel, selv om det slet ikke ender så galt, som man eksempelvis kan opleve i Maskernes Nat, går børnepasningen slet ikke efter planen, og derfor er det nok mere fair at sammenligne filmen med f.eks. The Sitter fra 2007.

Situationen, som Drukfesten stiller op, er følgende; Franck er en ung tegneserietegner, der arbejder i receptionen hos et stort forlag, men som drømmer om det store gennembrud. En dag har han mulighed for at vise direktøren sine skitser, men direktøren har travlt med at planlægge en tur med konen, så direktøren aftaler, at Frank nok skal få en chance, hvis blot han lover at passe på forlagsdirektørens søn Rémi en enkelt aften.

Før Franck kan nå at fortælle, at det tilfældigvis også er hans 30-års fødselsdag i dag, står han i direktørens imponerende hus og bliver præsenteret for den forkælede møgunge, som han skal trækkes med. Der klippes til dagen efter, hvor forlagsdirektøren på hotellet ringes op af politiet og rystet ankommer til et hjem, der nærmest er forvandlet til ukendelighed. Der er hverken spor efter Rémi eller Franck. Til gengæld er interiøret smadret, alt roder, og der er madrester, kondomer, balloner, konfetti og alt muligt andet over det hele. I dette rod finder politiet et videokamera, der er blevet efterladt. Sammen med parret sætter efterforskerne sig derfor til at se, om indholdet på kameraet kan afsløre, hvad der skete aftenen før, og måske vigtigere: hvor Rémi og Franck er lige nu.

Filmen er derfor konstrueret delvist som almindelig spillefilm, delvist i en slags found-footage stil, der skal give os seere illusionen om at være med til Francks 30-års fest/babysittingeventyr. For naturligvis er det Franks venner, der pludselig dukker op og forvandler den mondæne villa til rammerne omkring en utrolig løssluppen fest. I løbet af filmen finder man også ud af, at Franck er vældigt glad for pigen Sonia, som også dukker op til festen. Så midt i al panikken, må Franck også forsøge at give et så godt indtryk som muligt, selv om det forekommer nærmest umuligt under disse omstændigheder.

Holder man derfor af film, hvor man ser en stakkels hovedperson febrilsk stresser rundt, i et håbløst forsøg på at dæmme op for festglade menneskers løjer, mens alt stikker af fra ham, så vil man sikkert nyde filmen Omvendt set - hører man til dem, der let får stress af at se andre stresse rundt, bør man bestemt springe denne film over.

Drukfesten er en film, der på udsatte steder er ganske sjov, men den er også meget fransk. Det vil sige, at det nok ikke er alle seere, der vil finde dens humor tiltalende. Det handler især om, at mange af vitserne, der fyres af, er ustyrligt fladpandede, og at nogle af scenerne – i mangel af et bedre udtryk – bliver decideret klovnede. Komik er naturligvis en genre, der bevidst arbejder med de store armbevægelser, men i dette tilfælde ville det måske have været en god idé at tone nogle at tingene bare en anelse ned.

For selv om Franck og Sonia virker som meget troværdige figurer, så er hverken Rémi, Francks venner, politimændene, eller Rémis forældre nogle typer, som man kan beskrive som meget andet end karikaturer, eller som nogle figurer, der gennem deres opførsel, og de replikker de har fået udstukket, i sidste ende kommer til at fremstå som hamrende utroværdige.

Når en komedie på den måde overdriver langt de fleste af dens virkemidler, bliver den anstrengende i længden, og det var en sådan fornemmelse Kapellets udsendte medarbejder sad med, da rulleteksterne kørte. Der er flere reelt sjove scener i filmen, men der er også rigtigt mange ting, som falder helt til jorden. Dette handler ikke udelukkende om komisk timing, men også om at filmen prøver lidt for hård på at vække latter, og derfor afstedkommer det modsatte.

Bedst er filmen i de scener, der foregår i forlystelsesparken mod slutningen af filmen, men idet denne sekvens når mod sin egen afslutning, så bliver de medvirkende, af forskellige årsager, naturligvis nødt til at flygte over hals og hoved ved at stjæle nogle af tivoliets go-carts og ræse gennem nattrafikken på disse. Det ser ærligt talt sjovere ud for de medvirkende, end det er for os, der skal se på det.

Babysitting har fået en ganske høj score på IMDB og ifølge omslaget har det også været en ganske pæn biosucces i hjemlandet. Filmen er da også teknisk set fint eksekveret, og det er faktisk lidt sjovt at filmens instruktør og medforfatter også selv spiler hovedrollen som den sympatiske undermåler Franck. Dette ændrer dog ikke på, at det er en film, man nok skal være franskmand, eller i det mindste frankofil, for at holde af, for selv om det påstås at humor er universel, så er der ganske langt mellem grinene her.