Der findes folk, som påstår, at Peter Jacksons Bad Taste er den bedste og ikke mindst sjoveste. Andre foretrækker i stedet tv-serien The Walking Dead og så er der rigtigt mange af os, som hårdnakket insisterer på, at der ikke findes noget, der slår Zombie Flesheaters. Uanset at man næppe når svaret på hvilken zombiefilm, der er den bedste, kan det ikke diskuteres at vi alle bør takke den amerikanske instruktør George A. Romero for, at vi i det hele taget kan tale om zombiefilmen som genre.

Som stort set alle filmhistorikere er enige om, så var det med lavbudgetfilmen Night of the Living Dead, at det hele startede tilbage i 1968. Der er naturligvis enkelte trodsige stemmer, der vil påstå at White Zombie fra 1932 var den første film, der bød på en egentlig zombie, men det var Romero, der fandt på at lade horder af udøde hærge rundt i sine film, og på den måde skræmme folk med frygten for de sultne masser.

Der er indtil flere mediefagskollegaer, som i deres undervisning netop benytter zombiefilmen som en metafor for tendenser i filmenes samtid. Eksempelvis kan man tolke Dawn of the dead som en åbenlys kritik af sluthalvfjerdsernes forbrugersamfund, i Land of the Dead bliver zombierne et metafor for klasseforskellene i samfundet og i utallige film bliver årsagerne til zombieapokalypsens udbrud også en kommentar til disse films samtid. Zombierne kan være et resultat af radioaktiv stråling, massiv forurening, et bestemt narkotikum, virus udviklet af militæret eller for den sags skyld religiøse årsager (at der, som der siges i Dawn, ikke er plads i helvede længere).

Se man på moderfilmen: Night of the Living Dead så er det også på overfladen en ganske effektiv lille gyserfilm, men hugger man i dens overflade med den analytiske machete, vil man hurtigt kunne se at filmen byder på flere kommentarer til samtidens igangværende krig i Sydøstasien. Samtidig byder filmen på en af filmhistoriens første sorte protagonister – som (og her kommer en spoiler for alle de, der af uvisse årsager ikke kender filmen) til allersidst må lade livet, da de bonderøve, der kører rundt i landskabet for at udrydde zombierne, skyder ham i hovedet. At en sort mand på denne uretfærdige og meningsløse måde dræbes, er også en direkte kommentar til den borgerrettighedsbevægelse, som var i fuld gang i datidens USA. Eksempelvis blev Martin Luther King dræbt samme år, som filmen have premiere.

Det er nemt at virke utroligt reflekteret i bagklogskabens skarpe lys, men i den nye dokumentarfilm Birth of the Living Dead, fortæller George A. Romero netop om hvordan han og folkene bag filmen bevidst havde indarbejdet disse socialkritiske elementer i deres manuskript. Dette bliver bakket op af en række fans, filmmagere og medvirkende som dokumentarholdet har interviewet.

Filmen er en ganske ensidig hyldest til Night of the Living Dead, som nok primært er tiltænkt alle de fans af filmen som blot har lyst til at vide mere om dens tilblivelse. For Night er en af de film, der blev lavet af en flok glade amatører, der mest af alt havde lyst til at bevise overfor deres omverden, at de faktisk var i stand til at lave en regulær spillefilm, udenfor Hollywood.

Ud over at få historien om hvordan filmen blev til, byder filmen også på en række anekdoter om hele distributionsprocessen. Eksempelvis kan Romero fortælle, at hans film på et tidspunkt ændrede titel til den som vi kender i dag. De der skulle lave titelskiltene til filmens start, glemte dog at inkludere det lille ©-symbol, som ellers ville have garanteret, at det var Romero og Co. som ejede rettighederne til filmen. Derfor blev den, efter filmen kom i distribution, kopieret i vildskab, da der ret beset ikke eksisterede nogen, der skulle have royalties, når man viste den for et betalende publikum. Af samme årsag er det også stort set umuligt i dag at vurdere hvor meget filmen rent faktisk har indtjent på verdensplan.

Der er mange flere af den slags røverhistorier i dokumentarfilmen, der efter rulleteksterne slutter af med nyere optagelse og en dedikation til den nyligt afdøde Bill Hinzman. Han spillede som bekendt den allerførste zombie, Barbara møder på kirkegården. Dokumentarfilmen er fortalt med sådan en nørdet entusiasme for genren og historien bag Romeros film, at det er svært ikke at få lyst til at se originalfilmen når man er færdig. Det et er der heldigvis også rig mulighed for, for på DVD’en er der også blevet plads til en virkelig fin, nypudset version af Night of the Living Dead.

Så uanset om man blot er interesseret i at høre om independentfilm i tresserne, om tilblivelsen af den første moderne zombiefilm og dennes kulturelle indflydelse, eller man aldrig har hørt om zombiefilm, er denne film et ganske godt udgangspunkt til at få mere at vide. Det er på ingen måde en fejlfri, uhyre kritisk eller objektiv dokumentarfilm, men den er underholdende og interessant hele vejen igennem, måske især for de, der i forvejen holder af såvel gamle Romero som af hans hovedværk.