I 40’ernes Sverige blev der udkæmpet en kamp mellem Ingmar Bergman og Hasse Ekman om, hvem der var den bedste svenske instruktør – en kamp, der mest udkæmpedes i diskussioner blandt kritikere, idet det ikke var en diskussion, der interesserede hverken Bergman eller Ekman. Sidstnævnte måtte da også – efter eget udsagn – se sig slået, fordi Bergman blev så ”helvedes dygtig”. Men det skal ikke lade Hasse Ekmans værker stå tilbage for gensyn, for Flicka och hyacinter fra 1950, der netop er blevet genudgivet, er i særdeleshed et (gen)syn værdig.

Filmen handler om den ensomme og nedtrykte Dagmar, der – uden at vi for alvor får omstændigheder at se i starten – vælger at tage sit eget liv. I et selvmordsbrev testamenterer hun sine efterladenskaber til sine naboer, hvor manden er forfatter – og denne undrer sig over, hvorfor en pige som Dagmar kunne tage sit eget liv. Derfor igangsætter han en art efterforskning, hvor han optrevler hendes liv op til hendes dødsdag.

Flicka och hyacinter er ofte grundet sin strukturelle opbygning blevet sammenlignet med Orson Welles’ Citizen Kane fra 1941. Filmens efterforskende motiv er – ligesom Welles’ film er det – opbygget gennem flashbacks, der fortælles gennem de folk, som forfatteren møder undervejs i sin rekonstruktion. Også grundet sin slutning kan Flicka och hyacinter sammenlignes med Citizen Kane mest på grund af seerens mervidenhed i forhold til den centrale karakter – men lad det være ved det, for afsløringen heraf ville spolere en (næsten!) enestående slutning.

Ikke nok med strukturelle inspirationer. Filmen lægger også sin stil meget tæt op ad, hvad der med tiden har fået navnet noir. Men hvor noir ikke altid har formået at udnytte stilen så eminent medvirkende og centralt fortællende som i Citizen Kane, der kan siges at være yderst stilskabende, så formår Flicka och hyacinter at placere helt centrale betydningsaspekter i kameragang og ikke mindst lys- og derfor skyggesætning. Den afkræver sin seer en forståelse af et ekstra betydningslag, der netop sættes af skyggerne – se fx i starten, da Dagmar på vejen hjem stopper foran en begravelsesforretning, hvor hendes skygge kastes hen over en kiste… det er tydeligt, at hun skal dø, blot var det ikke ventet, at det skulle ske i næste sekvens.

(For ordens skyld skal det her siges, at dette afsnit bringer spoilers, så spring nedenfor, hvis du ønsker at se filmen. Slutningen afsløres her). Et andet aspekt, som er centralt i Flicka och hyacinter, er dens tematisering af homoseksualitet, hvilket kun tidligere var set i svensk film i Ingmar Bergmans Törst fra 1949 – derfor var det også centralt i tiden endnu engang at sammenligne de to. Hasse Ekman har efter filmens udgivelse på grund af den enorme diskussion i kølvandet på den udtalt, at der ikke ville gå lang tid, inden det ville være naturligt at snakke om homoseksualitet, hvormed han for så vidt var halvandet årti forud for den seksuelle frigørelse. Filmen er derfor også central i sit sociologiske engagement, idet den tydeligvis tager parti hos Dagmar, som på grund af sin seksualitet ikke kunne få sin elskede.

(Spoiler warning slutter her). Derfor er det ikke uden årsag, at filmen – og Hasse Ekman generelt – har høstet kritikerroser for denne film. Fortælleteknisk, stilistisk og tematisk er filmen ganske enkelt et mesterværk, der fortjener genudgivelse til det kræsne publikum. Tilmed er den leveret med en fyldig samtale med Ekman, detaljerede biografier om de implicerede og andet trivia om filmen som ekstramateriale. Flicka och hyacinter fortjener den opmærksomhed, den fik, og som den vil få i fremtiden.