Minisekterne – Kampen om myrenes dal (88 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 18/12 2014, 12:47 af Torben Rølmer Bille
Kampen om sukkerknalderne
Kampen om sukkerknalderne
« TilbageHvis man enten selv er barn, eller for den sags skyld er en opmærksom forælder, vil man måske kende til den fransk/belgiske animationsserie Minisekterne som bl.a. er blevet vist på DRs Ramasjang-kanal. Hvis man ikke kender til denne serie, så er formlen følgende: seriens skabere har været ude i naturen og optaget en masse fine baggrunde, samt lavet en række interessante kamerabevægelser. I efterredigeringen er der så blevet tilføjet en række computeranimerede insekter, som på den vis kommer til at optræde som en del af denne natur.
Det kan måske virke som et lidt mystisk koncept, men det fungerer rigtigt godt når man ser det, for selv om insekterne ofte er karikerede og udstyret med udtryksfulde øjne og kropssprog, så er det nemt genkendelige og udtrykker sig udelukkende gennem deres mimik og forskellige typer lyde. Det fungerer glimrende i kortfilmsformatet som man kender det fra tv, men mærkværdigvis holder det også i spillefilmsformat.
En af de helt oplagte ting ved dette koncept, er at filmen ikke har behov for at blive eftersynkroniseret, uanset hvilket land man vil eksportere den til. Den kan ses og forstås af alle, uanset kultur, sprog eller alder. Fortællingen i sig selv er så universel, at alle kan forholde sig til filmens egentlige hovedperson, den lille mariehøne, som skal blive afgørende i slaget mellem de sorte og de røde myrer. For selv om det måske er en film der foregår mellem græsstrå, vil man opdage at der godt kan forekomme episke kampe dér.
Filmen starter med et ungt par der er taget langt ud i skoven for at holde picnic. Hun er gravid og mens de nyder deres frokost tager hun sig til maven og kigger ængsteligt på sin mand. De pakker hurtigt sammen og forlader lysningen, men efterlader i al hast samtidig en uvurderlig skat til de insekter, som bor der. Den hellige gral, som uvilkårligt bliver det der kæmpes om, består af en rød og hvidternet madkasse, fyldt til randen med sukkerknalder.
Sukkerknalderne opdages af førnævnte mariehøne, der har været så uheldig at miste sin ene vinge, og derfor må se sig nødsaget til at kravle på jorden, som mange andre insekter. Heldigvis tager de sorte myrer vores mariehøne til sig og sammen forsøger de at fragte madkassen med dens indhold den lange vej til myretuen. Der er dog en lille gruppe røde myrer, der har opdaget deres transport og de begynder derfor en jagt på denne uvurderlige skat. En jagt der skal vise sig at blive meget dramatisk og som kulminerer i et slag af episke dimensioner mellem de to fraktioner.
Der er sikkert nogle (læs: biologilærere) der vil kritisere filmen for at den giver et noget fordrejet og Disneyficeret billede af livet i skovbunden. Helt konkret er det ganske usandsynligt at myrer og mariehøns vil indgå en form for partnerskab eller selv om en myre kan bære 50 gange sin egen vægt, er det ikke tænkeligt at otte myrer er i stand til at bære en madkasse. Så skal man blot tænke på at dette ikke er en undervisningsfilm, men derimod en børnefilm, der sine friheder til trods, på sigt kan være med til at gøre familiens yngste interesserede i entomologi. For virkelighedens insekter er naturligvis mindst lige så utroligt interessante som de animerede af slagsen.
Der har været flere animationsfilm med insekter i hovedrollen f.eks. Antz, Græsrødderne, m.fl. og sjovt nok har myrer altid fået en større rolle i disse, men hvad der er bemærkelsesværdigt ved den franske film er at har fravalgt egentlige replikker, hvilket føles langt mere naturligt. Dertil kommer at naturoptagelserne er virkeligt smukke, selv om de alle sammen foregår tæt ved jordoverfladen.
Filmen har en god længde så familiens alleryngste ikke falder fra undervejs og så er et endda muligt at opleve filmen i 3D på BluRay, hvis man har hardwaren. Effekterne fungerer også rigtigt godt her, især de mange jagtsekvenser, som er en del af filmen. Det er dog alligevel mystisk at filmen har satset på 3D, når den primære aldersgruppe for filmen bestemt må siges at være under 7 år, som er den alder man normalt anbefaler er mindstealderen for at se 3D-film grundet øjnenes fysiske udvikling.
Uanset dette, så skal det siges at filmen både er flot og dramatisk nok til sagtens at kunne fungere i to dimensioner og selv om det hverken er den mest visuelt imponerende eller mest underholdende animationsfilm vi har set i år, så er det et oplagt valg til alle de der har små børn i hjemmet, for der er faktisk ikke så mange kvalitetsfilm at vælge mellem til netop denne målgruppe.