Mange af de fantasyfilm, som i de seneste år har fået os til at vælte ind i biografmørket, har næsten uden sidestykke altid haft kristne mytologiske subtekster. Mest tydelig er dette naturligvis i Narnia og Ringenes Herre, der begge byder på centrale karakterer som dør og genfødes i skikkelse af henholdsvis Aslan og Gandalf. Og selv om fundamentale kristne flere gange har tilsvinet Harry Potter-serien, har den også budt på centrale budskaber om næstekærlighed og tilgivelse. Disse fortællinger ligger dog ret langt fra det, som er fantasy-genrens ur-kilde, nemlig folkeeventyret og derfor er det virkelig befriende at se den dyreste russiske film nogensinde tage sit udgangspunkt i en mytologi, der er helt igennem hedensk i sin skildring af guder, mennesker og overnaturlige hændelser.

Robert Zemecki’s bragende flotte filmatisering af kvadet om Beowulf havde noget af den samme nerve som Wolfhound, men hvor Zemeckis skjulte sine skuespillere bag dyr animation, får vi i den russiske film karakterer af kød og blod serveret. Helten Wolfhound deler mange fællestræk med Howards Conan. Ikke kun bliver bette Wolfhounds familie dræbt af en bande psykopater, men drengen smides også ned i de dybeste miner for i arbejdslejren at slide sig selv ihjel.

Det sker selvfølgelig ikke, for med et sådant had til de mænd, der udslettede ens klan, bukker man ikke bare under, uanset hvor hårde forholdene er. I stedet bliver man gennem hårdt fysisk arbejde både stor, mere fåmælt, totalt indebrændt og er selvfølgelig den eneste som undslipper minerne med livet i behold og en flagermus som eneste følgesvend.

Ulig andre moderne russiske fantasy-film som eks. Mørkets vogtere og dennes efterfølger, er Wolfhound en meget ligefrem historie. Selv om der er en hel del plots og karakterer at holde rede på, bliver historien aldrig forvirrende, eller rodet. Det er eventyr i dens reneste form. De gode er seje og de onde er nogle sadistiske tosser. Man bliver ikke alene vidne til en lang række arketypiske figurer, onde krigere, smukke prinsesser, blinde troldmænd, snigmordere og andre voldspsykopater, men den arketypiske fantasy-road-movie-quest, hvor en gruppe eventyrere skal bringe et eller andet til dets bestemmelsessted, får vi faktisk to af her.

Det ene hold, bestående af førnævnte blinde troldmand, en ung skriftklog og en kvinde, er taget på vej med nøglen til himmelens port, samtidig med at vores protoagonist, Wolfhound, er blevet personlig bodyguard for en prinsesse, der skal giftes væk med herskeren af nabolandet. På den måde håber hendes far at forbandelsen, der har bragt evig vinter over hovedstaden, forsvinder. Sideløbende er en ond, ond skurkagtig skurk (passende iklædt kraniehjelm, som dækker hele hans ansigt og som underligt nok får ham til at tale to oktaver dybere end alle andre) også på jagt efter både nøglen og prinsessen. For med hendes blod på nøglen kan han flå himlens porte op og vække den sovende kaosgud, som han tilbeder.

Wolfhound er en film, der ikke er bange for at bruge store armbevægelser, og det klæder den. Selv om der hist og her er lånt rigeligt fra Peter Jacksons mesterlige trilogi - eksempelvis montagesekvensen hvor de onde soldater taktfast slår på deres skjolde med deres sværd - så formår filmen også at skabe sin helt egen stemning, både takket være de gode effekter, kostumer, kulisser og ikke mindst alle de referencer til hedenske guder, ritualer og overnaturlige skabninger, som har direkte indflydelse på menneskelivet. Kampscenen i sumpen - hvor Wolfhound har forskanset sig mellem en cirkel af megalitter mod sjælene af de faldne soldater, her i form af en levende tåge - er helt igennem fantastisk at overvære.

*!Spoiler warning!* Slutscenen i filmen er episk i ordets helt oprindelige betydning. Her er det ikke længere to hære, der står overfor hinanden, men en mand og hans sværd mod en guddom. Vel og mærke er guden ikke som i den første Conan-film et menneske, som kan forvandle sig til en lille slange, men derimod en enorm kaosentitet af ild og sten. Helt forrygende! *!Spoiler end!*

Det kan kun undre, at filmen, nu da fantasy er så populær en genre, aldrig nåede de danske biografer. Alternativet må være at anskaffe sig en projektor, eller sætte sig helt tæt på tv’et i et forsøg på at lade disse enorme scenerier komme til sin ret.[]e2 Skuespilpræstationerne er, som i mange andre genrefilm, ikke fantastiske. Den blonde og arrede hovedperson, spiller med en tristesse, som man kender det fra mange russiske film, og det klæder ham fint. Men derudover er det todimensionale karakterer. Det er også helt ligegyldigt, for det er jo i sagens natur eventyr – så der kræves ikke meget andet. Til gengæld er mange karaktererne dejligt karikerede, som eksempelvis de tykke og tåbelige ledere af den fiskerlandsby, som vores helte kommer til cirka midt i filmen.

Wolfhound er en film for alle raske drenge – og dem der aldrig helt er holdt op med at være det. Men lad nu være med at tro at de yngste kan se med, for dertil sprøjter blodet lidt for lystigt, sadistisk. For her til slut enten at skræmme eller reklamere, så er vi vidne til at spædbørn rammes af pile og gravide kvinder får sværd stukket i maven. Brutalt og blodigt – men hey, sådan er de gamle sagn nu engang.