Ikke nok med at Hollywood spytter superheltefilm ud, som vi andre skifter, ja t-shirt, så valgte Sony i 2010 at reboote deres Spider-Man franchise. Denne beslutning betyder, at de har skabt 5 film om Spidey på 12 år. Et tal, der er en anelse højt måske, men heldigvis for os og franchisens eftermæle valgte de at udskifte størstedelen af hele holdet. Vigtigst af alt betød det ny instruktør og manuskriptforfatter samt nye skuespillere. Blandt andet blev Sam Raimi (Evil Dead og Drag Me to Hell) skiftet ud med Marc Webb ((500) Days of Summer) og en lidt for dengset Tobey Maguire, blev sat på sidelinjen til fordel for en mere kæk, kæphøj, og egentlig bare bedre, Andrew Garfield, som på trods af sine 31 år udfylder den røde og blå stramtsiddende dragt langt mere troværdigt end hans forgænger.

Et flot spundet spindelvævsplot
I The Amazing Spider-Man fra 2012 blev vi introduceret for Peter Parker (Andrew Garfield), hans transformation til Spider-Man, kampen mod The Lizard, de personlige problemer med hans forældre, der efterlod ham hos hans tanke og onkel, og sidstnævntes død. Det er plotlinjer, som vævede ind og ud mellem hinanden, dog uden at det blev indviklet eller uinteressant.

Denne stil fortsætter i opfølgeren fra 2014. De forskellige storylines – og dem er der igen en håndfuld af – danner også her rammen om filmen som et smukt spindelvæv. Omdrejningspunktet og fællesnævneren for dem alle er endnu engang Oscorp Industries. Peter er netop blevet færdig på college, bekæmper den ene fjende efter den anden, og har det generelt set helt ok. Men efterdønningerne fra den første film, hvor hans kærestes far bliver dræbt af The Lizard, plager ham, for han er bange for, at det samme vil ske med Gwen – de er sammen igen på trods af, at tingene mellem dem stod åbent hen, da 1’eren slutter. Derudover har han stadig svært ved at glemme de mange spørgsmål, han har om, hvad der skete med hans forældre, og hvorfor de forlod ham. Det bliver ikke bedre af, at hans tante May gør sit for at fortie sandheden fra ham. I denne film kommer vi dybere ned i historien bag forældrenes forsvinden, men vi kommer ikke helt til bunds. Men ok, der skal jo også være lidt guf til 3’eren.

Midt i alle de personlige problemer, der følger med at være en helt almindelig teenager; eller i hvert fald almindelig i en Hollywood-kontekst, må Peter Parkers alter ego, Spider-Man kæmpe mod to nye fjender. Filmens hovedskurk er Electro/Max Dillon (Jamie Foxx); den oversete elektroingeniør fra Oscorp, som higer efter opmærksomhed. Ved et uheld falder han ned i en tank fyldt med elektriske ål, bliver transformeret til et elektrisk ladet lyseblåt muskelbundt, der har evnen til at manipulere al elektricitet. Derudover introduceres vi for The Green Goblin/Harry Osborn (Dane DeHaan), som ved sin fars dødsseng lærer, at den sygdom, der nu har taget livet af hans far, er arvelig. Han overtager Oscorp-imperiet, men bliver hurtigt bedraget og smidt ud af firmaet. Han satser på, at Spider-Man vil hjælpe, men da han siger nej, går Harry i vrede og fortvivlelse andre veje, hvilket ender næsten fatalt, og kun The Green Goblin-dragten kan redde ham. Værre bliver det, da han lærer sandheden om Spider-Man’s sande identitet.

Som det kan læses ud af ovenstående, er der mange personer og plotlinjer at holde styr på i The Amazing Spider-Man 2, og med så mange bolde i luften, ville det være nemt at tabe et par stykker undervejs. Et godt manuskript og en instruktør, der har styr på sine soldater, er dog medvirkende til at gøre den overordnede fortælling om Peter Parker og Spider-Man mere interessant. Derudover kommer filmen rundt om nogle temaer, som udover at være lidt for banale for den erfarne filmelsker, trods alt er noget, man som biografgænger kan forholde sig til. Peters identitetskrise og ikke mindst det problemfyldte forhold til Gwen, som han elsker, men alligevel ikke kan være sammen med, er med til at gøre en film, som i kraft af sin genre umiddelbart ligger langt fra vores virkelighed, mere nærværende og menneskelig.

New York set fra oven
Men, men, men, i begejstringen af filmens vellykkede portræt af en ung fyr, hvis liv ikke er fuldstændig problemløst, må man endelig ikke glemme, at The Amazing Spider-Man 2 ikke er social realisme, men en actionfyldt superhelte film med alt, hvad dertil hører. Marc Webb og hans team af special-effects-fyre skuffer ikke.

Fra ende til anden ser vi Spider-Man svinger sig gennem Manhatten, alt imens han kæmper mod den ene skurk efter den anden, og disse scener er blot med til at illustrere brugen af 3D, når det er bedst. Endvidere benytter folkene bag den tekniske del af filmen i høj grad slow motion, hvilket fungerer som et virkefuldt afbræk i de scener, der ellers kører af sted med 200 km/t.

The Amazing Spider-Man 2 er med sine velkendte og genkendelige temaer samt den utrolige brug af visuelle effekter en superheltefilm i høj klasse. Vi er måske ikke på niveau med Christopher Nolan’s Batman-trilogi, men det er fantastisk underholdning, og bedst af alt sidder man ikke tilbage med fornemmelsen af, at filmen lider af det vante 2’er-kompleks. Det er langt fra en film, som blot fungerer som et skridt på vejen mod en 3’er – og 4’er hvis rygterne taler sandt.

Bonusmateriale
Når det kommer til superheltefilm og andre typer actionfilm generelt er kvaliteten på ekstramaterialet næsten lige så vigtigt som selve filmen. Det er her, den engagerede og passionerede filmseer får et dybere indblik i tankerne bag produktionen og måske endda også nogle af de scener, som ikke kom med i den endelige udgave. Heller ikke her skuffer The Amazing Spider-Man 2.

Man forkæles med både fraklippede scener, kommentarer fra Marc Webb samt mindre fortællinger om, hvordan de er gået til opgaven med at få udviklet filmen. Således kan man blandt andet få et dybdegående indblik i deres tanker omkring udviklingen af Spider-Man’s fjender, Electro, Green Goblin og Rhino, arbejdet med de visuelle effekter samt filmens musikalske tema. Sidstnævnte er komponeret af selveste Hans Zimmer i samarbejde med Pharrell Williams, Johnny Marr (The Smiths) og Michael Einziger (Incubus).