Set fra en bekymret, velmenende voksens synspunkt, så forekommer den nye animationsfilm Æsketroldende som udgangspunkt noget uhyggelig, både hvad angår udseende og handling, men gør man sig så den ulejlighed, at huske tilbage til de fortællinger, eventyr og film, der gjorde allerstørst indtryk på en selv, så vil man sikkert komme frem til at det netop var dem der var en smule angstprovokerende og grænseoverskridende.

Går man så endnu længere og begynder man at genlæse eksempelvis Brødrene Grimms eventyr, vil man hurtigt finde ud af, at der her gemmer sig ting der fra en ende af overskrider en række tabuer og i dette lys vil figurerne i Æsketroldende pludselig virke helt harmløse. For ret beset er der ingen der dør eller kommer galt afsted, selv om det både antydes i billeder og dialog. Det er sikkert også grunden til at filmen herhjemme er blevet tilladt for børn over 7, da de sagtens kan klare mosten, med mindre de altså er meget let skræmte.

Æsketroldende er baseret på Alan Snows børnebog Here Be Monsters! starter en mørk og stormfuld nat. Her ser vi hvordan æsketroldene (små væsener der er iklædt papkasser) tager et spædbarn med ned i deres underjordiske rige. Dette barn vil med årene blive legendarisk i byen, for han bliver et symbol på hvad der sker, hvis man ikke passer ordentligt på sine børn – så kommer æsketroldene og æder dem. Dette faktum udnytter skadedyrsbekæmperen Archibald Snatcher og hans lakajer. Archibald vil nemlig mere end alt i verden gerne tilhøre byens elite (de, der får lov til at bære de eftertragtede hvide hatte og spise alt det ost de kan) så derfor tilbyder han at udrydde alle æsketrolde, mod løftet om at blive lukket inde i den inderste kreds.

Sandheden er dog en helt anden, for spædbarnet der blev snuppet er nemlig meget levende. Æsketroldende har opdraget ham som var han deres egen. ”Æg”, som han er kommet til at hedde da hans papkasse oprindelig var til opbevaring af æg, bor nu i æsketroldenes underjordiske gange og hjælper dem hver nat med at finde skrammel på overfladen, som de kan bruge til deres egne sindrige opfindelser. Det er dog ikke nogen ufarlig opgave, for Archibald tromler samtidig rundt i byens gader og indfanger alle æsketrolde som han ser.

En nat møder Æg helt tilfældig borgmesterens datter, som har vovet sig udenfor. Hendes historie fylder også en del, for selv om hun forsøger at være et lydigt barn, bliver hun totalt ignoreret af hendes far, der hellere vil spise ost og tale forretninger. Faktisk er byens spidser så optaget af ost, at de hellere investerer skattekronerne i dette, frem for eks. et nyt børnehospital. Da hun og Æg kommer på sporet af Archibalds virkelige planer, er det derfor meget svært for dem at få de voksne i tale – sikkert noget der vil vinde genklang hos mange af filmens yngre seere.

Filmen er lavet af animationsstudiet Laika, der også stod bag de fantastiske Coraline og Paranorman. Som var tilfældet med Coraline, bør man derfor blive siddende lidt mens rulleteksterne kører, for ved selvsyn at opleve en sjov lille sekvens hvor et par af filmens figurer undrer sig over om der måske er en ”højere magt” der styrer deres handlinger, som de selv siger, alt imens vi tilskuere kan få et indblik i hvor tidskrævende det må have været af lave denne stop-motion film.

Filmens look og produktionsdesign minder meget om de to andre film, for filmstudiet har tilsyneladende en forkærlighed for både det groteske og det gotisk dystre, samtidig med at det heller aldrig bliver så farligt at de bliver decideret skræmmende. Hertil kommer at den megen fokus på maskineri der er i Æsketroldende, især Archibalds køretøjer, sammen med det Viktorianske univers sender tankerne i retning af steam-punk. Så vil man gerne introducere ens yngste familiemedlemmer for dette, er Æsketroldene et fint sted at starte.

Selv om filmen har sine ganske forudsigelige plotelementer og scener, hvor den garvede børnefilmsfan, sikkert godt kan regne ud af hvordan tingene hænger sammen lang tid før de afsløres i filmen, er det en animationsfilm af ganske høj klasse og en stop-motion film som alle, der holder af animationsfilm, bør unde sig. 3D effekten er god, men bestemt ikke nødvendigt for at kunne leve sig ind i denne særprægede verden, for filmen virker med garanti lige så godt uden dette ekstra lag, så hvad enten man vælger dette til eller fra, vil man næppe kunne undgå at blive betaget af det univers, som dukkemagerne på Laika har bygget op for os.