Islandsk film er noget særligt. Noget helt for sig selv. Store dramatiske landskaber, fjelde og floder, snebeklædte sletter. Mennesker og natur, langt til naboerne. Tæt på heste og får. Dialogfattig og forenklet dramatik, helt i de islandske sagaers ånd, som f.eks. Blandt mænd og får og Om heste og mænd, alene titlerne giver en duft af Island.

Den dansk/islandske instruktør Hlynur Palmasons film Vanskabte land, er netop en af slagsen, denne gang sat i historisk perspektiv. Vi er i slutningen af 1800’erne, hvor fotografiet er ved at vinde frem. Store kamerakasser på træstativer, kvadratiske glasplader, lang belysningstid og fotografen gemt bag det mørke klæde, populært kaldet kanonfotografen. Udgangspunktet er netop en stribe fotos fra dengang. Filmens format er da også gammeldags, næsten kvadratisk (1.33:1), endda med runde hjørner!

Den unge danske præst og amatørfotograf Lucas (Elliott Crosset Hove) står foran sit livs opgave, sammen med en håndfuld håndgangne mænd på seje heste, skal han krydse Island, for at nå frem til en lille flække, for der, at forestå byggeriet af en stavkirke, til bygdens lille menighed.

Åbningsbilledet, hvor Lucas åbner kirkedøren, går langsomt gennem kirkeskibets dunkle mørke, for at møde den islandsk/danske biskop (Aage Sandø), der omhyggeligt, mens han piller et æg, sætter ham ind i den store fysiske og åndelige udfordring, der forestår Lukas. Minimalistisk fortalt, med en stille kameraføring, er filmens stil lagt – ja, helt Carl Th. Dreyer’sk, selv om plottet, mere er i slægt med Westernmyterne.

Rytterholdet er sat, med den islandsk guide Ragna (Ingvar Sigurasson) i spidsen, plus en tolk. For vor danske præst Lucas forstår kun få brokker af islandsk. Ukendt med sprog og naturens barskhed er han et skræmmebillede på kolonitidens arrogance overfor lokalbefolkningen – glem ikke Danmark havde overherredømmet over Island indtil 1.verdenskrig.

Afsted kommer de med fuld opbakning bl.a. med et tre meter langt trækrusefiks, tiltænkt den planlagte stavkirke. Et lang og strabadserende ridt over fjelde, gennem elve og floder. En natur så smuk, imponerende voldsom, at selv vi tilskuere er ved at tabe pusten. For næsten halvdelen af filmens to en halv time, tager det udmattende ridt frem til bygden – et ridt, hvor man fornemmer menneskets lidenhed og gang på gang oplever vi konfrontationen mellem Lucas og hans islandske hold.

Men frem kommer de til den lille, forblæste, ødebeliggende bygd, hvor alle indbyggerne har set frem til præstens ankomst. Lucas installeres godt og beskyttet hos den lokale købmand med to giftemodne døtre, så mon dog ikke der kan opstå en alliance med den asketiske præst og en af de smukke to?

Kirkebyggeriet kan påbegyndes – og konfrontationen/konflikten mellem den fremmede danske præst og lokalbefolkningen udvikler sig voldsomt. Men det er ikke plottet og dramatikken, der gør filmen så enestående. Det er den islandske natur, dens storladenhed sammenholdt med indbyggernes enkle liv og hengivenhed overfor kirken.

Vanskabte land er en lang, barsk rejse, med voldsomme kultursammenstød og robuste karakterer, hvor overlevelse er en daglig konfrontation. Centreret om den danske præsts næsten blinde og unuancerede tro og vilje til at gennemføre etableringen af menigheden i det lille afsidesliggende sogn. En kold og naturskøn oplevelse, der kræver tålmodighed – og gerne en lun islandsk sweater.