Det er ikke påkrævet, at man har set den første Rio film, for at kunne følge med i fortsættelsen, der netop er kommet i handelen herhjemme, for selv om man måske kan undres over enkelte af figurerne som optræder, bliver det aldrig så galt, at man ikke kan følge med. Desuden har mange af figurerne ikke udviklet sig synderligt fra dem man mødte i den første film.

Blu er, til trods for at han nu er blevet ansvarsfuld far, stadig lige så forsigtig som altid, mens hans kone Jewel, drives af eventyrlyst og udlængsel. Denne gang opdager det forskerpar, som har taget den sjældne blå fuglefamilie med sig hjem til USA, at der muligvis findes flere af de sjældne fugle dybt inde i amazonjunglens dyb, og det er startskuddet til deres nye eventyr.

Derfor beslutter Jewel at hele familien og deres venner skal tage mod Rio, for at finde frem til denne flok, mens Nigel, den ondskabsfulde fugle fra etteren, endnu engang – men nu i selskab med en meget giftig løvfrø – vil forsøge at gøre en ende på Blu og dennes familie. Det er dog ikke den eneste fare som de er oppe i mod, for ondskabsfulde skovhuggere, udgør også en fare for fuglenes sidste tilholdssted og som om dette ikke er nok, så møder Blu også svigerfar, der ikke har ret meget til overs for den domesticerede papegøje.

Før fuglefamilien og deres venner dog ankommer til jungelen, skal vi være vidne til den stort anlagte åbningsscene, hvor vi er til karneval i Rio. Da Blu, hårdt presset, ifører sig GPS og bæltetaske skal vi også gennem en 3D,kulørt postkortudgave af Brasilien, komplet med fokus på landets arkitektur og naturligvis forkærlighed for fodbold. Faktisk fylder fodboldreferencerne så meget, at der ligefrem er gjort plads til en central scene i filmen der består af en fodboldkamp om territorie mellem de blå ara-papegøjer og deres meget mere almindelige rødkulørte artsfælder.

Dette kan godt ses som en slet skjult reklame for det VM i fodbold, der blev spillet netop i Rio og omegn sidste år og bredere set for Brasilien. Den kulturkritiske seer, der sikkert er noget ældre end den intenderede målgruppe på filmen, sidder i al fald tilbage med en følelse af at Rio 2 nemt kunne anvendes som turistreklame for Brasilien, for her er ingen der dræbes i favelaer, gadedrenge der stjæler turisters tasker fra busserne eller narkogangstere der likviderer deres kunder, men nu er Rio 2 jo også et eventyr med talende dyr tiltænkt børn.

Når deres reaktionære anmelder ellers formår at ryste den overanalyserende fjerdragt af sig, så er Rio 2 en ganske flot og morsom animationsfilm fra Blue Sky Studios – selskabet, der også stod bag Ice Age filmene. Man skal dog blot ikke forvente sig, at filmen kan leve op til Ice Age, for det ville kræve at både filmens hovedfigurer figurerne og handlingen kommer lidt op i tempo.

En af de mere bizarre indslag i filmen er to bifigurer, der konsekvent afholder auditions for skovens dyr, i håbet om at kunne finde det næste helt store talent. Naturligvis en kommentar til de mange irriterende reality gameshows som vi bombarderes med, men set med voksne briller, er dette også med til at sælge konceptet om denne type konkurrencer til de allermindste – et koncept man nemt kunne være foruden.

Selv om disse tiltag ikke er så fantastiske, er de bedste ting ved filmen er faktisk et par bifigurer. Den førnævnte ultragiftige løvfrø, som er forgabt i Nigel, er den ene. Hun er både fint animeret og teksturen på frøens hud er virkelig fascinerende lavet. Den anden bifigur, som er ved at stjæle billedet fra hovedfigurerne, er Blus svigerfar, der som en anden højtrangeret militærperson forsøger at flå ”kæle” ud af kæledyret Blu.

Alt i alt er Rio 2 teknisk utroligt flot, men desværre kan filmen ikke helt leve op til etteren. Den klarer sig heller ikke godt i konkurrence med andre af selskabets film, specielt fordi der bliver introduceret lidt for stort et persongalleri undervejs, som kan være svært at følge med i, især for familiens alleryngste, og samtidig er over 100 minutters spilletid også lidt for meget, for at holde selvsamme poders opmærksomhed fæstet til skærmen.