Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Road (111 min.) Købsfilm / Scanbox
Anmeldt 30/6 2010, 19:53 af Kim Toft Hansen

Dystopia apokalyptika


Dystopia apokalyptika

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Katastrofer er godt stof til fortællinger. Små og store katastrofer indtræffer og skaber omvæltninger – omvendinger – der ikke lader sig spole tilbage. Derfor er katastrofer en kilde til at kunne fortælle om menneskets immanente natur, som vi dækker til med kulturelle vaner og gode manerer. Når omvendingen indtræffer får vi mulighed for at se den sande menneskelige natur. Det er der lavet utallige film om, og mange af disse forfalder – for ofte – til en patetisk visualisering af byer, som vi kender så godt, der styrter i grus. Krydderiet til denne fortælling er også ofte en naturkatastrofe eller en type monstre, der er løs, hvilket derved giver angsten en form, som seeren kan forholde sig til. Derfor er det særligt modigt, at John Hillcoats filmatisering af Cormac McCarthys roman The Road lader hånt om forklaringsmodeller – her er vi midt i katastrofen nærmest ligeså lamslåede som karaktererne selv.

Vi møder hovedpersonerne – faderen og sønnen – efter, katastrofen har ramt det nordlige Amerika. Vi ved ikke, hvad der er sket, og vi kender ikke til, i hvor stort et omfang katastrofen strækker sig (se i øvrigt Claus Krogholms biografanmeldelse for et resumé af filmen). Uvisheden spiller derfor med som et mysterium i filmen, der kun yderst antydningsvist giver nogle forklaringer. Filmen lader ane, at det kan være naturen, der har vist sine luner, idet vores hovedpersoner ikke bliver synderligt nervøse, når et jordskælv indtræffer – hvilket sker ofte. Men det bliver aldrig klart, hvad årsagen til katastrofen er – og det er heller ikke klart, om hovedpersonerne rent faktisk ved det. Det eneste, som gør sig gældende for dem, er, at de søger mod syd, idet – hvilket heller ikke gøres klart – der her formentlig er hjælp (eller mere frodig natur) at finde.

Filmen koncentrerer sig altså slet ikke om de ydre omstændigheder for katastrofen, men vil hellere fokusere på de menneskelige konsekvenser – og herigennem skinner en mulighed for at skildre det alment menneskelige. Meget nænsomt undgår filmen derfor også de ikonografiske billeder af kendte bygninger, der styrter – eller er styrtet – i grus. I stedet er fokus lagt på de steder, hvor det moderne samfund normalt viser mest livlighed – vejene. Titlen antyder en dobbeltforståelse: For det første er det selvfølgelig den vej, som de to hovedpersoner begiver sig – enten skal de holde sig på vejen for at finde vej, eller også skal de holde sig af vejen, idet det netop er her de fleste farer lurer. For det andet handler det også om, hvordan filmen viser krakeleringen af det moderne menneskes fernis – de veje, vi til dagligt bruger uden at bemærke det. Underneden lurer nogle drifter og emotionelle mønstrer, som vi – i filmens optik – kun sparsomt selv er herrer over.

Filmen stiller derfor ikke skarpt på de lidelser, som de overlevende mennesker – der godt nok omtales som onde – fortager. Det er ikke interessant, at de er blevet onde, idet de nærmest er undskyldt af omstændighederne. De to hovedpersoner kunne godt være blevet til repræsentanter for det gode, der stadig eksisterer – flammen indeni, som filmen formulerer – men den viser også, hvor tynd denne skal af godhed er, når det kommer til stykket. På den ene side vil faderen gøre alt for at beskytte sin søn, hvilket på den anden side får ham til at forfalde til nogle egenskaber, der viser en selviskhed, som lurer i os alle, når vi udsættes i ekstreme situationer. Kannibalisme er filmens helt store fjende, hvilket også får en del omtale – frygten er at blive spist af andre sultne overlevende. Selvmordet fungerer her som en bedre løsning. Med andre ord skildrer filmen en verden, hvor selvmordet er blevet et positivt alternativ – en sort apokalypse, der søger efter rester af menneskets bedre egenskaber.

Filmen er de fleste steder blevet omtalt særdeles positivt. Det er da også en film, der ikke levner plads til mange kritiske modspil. Viggo Mortensen – der i sine seneste film har vist sig at være en fremragende karakterskuespiller – fungerer uovertruffet som faderen, mens sønnen spilles på lige kår af knægten Kodi Smit-McPhee. Filmens hovedtema er forholdet mellem far og søn, og forholdet er hudløst godt skildret. Katastrofen efterlades i The Road ikke som en overdreven metafor for noget andet, som zombiekatastrofer eksempelvis er blevet tolket som, men her – mest af alt fordi den ikke klarlægges – fungerer den som en udefrakommende, truende og rådvild omvending, der efterlader individerne som passagerer i naturens lod. Og vi følger som seere med i en film, der i den grad sætter sig der, hvor saltet vrides ind i såret. Det er emotionelt uden at blive patosladt – og derfor er filmen ikke patetisk. Den oparbejder snarere en drævende troværdighed, der gør filmen til en af de mest vedkommende oplevelser længe.

Jeg kunne sige god fornøjelse, men det ville være malplaceret – jeg vil hellere sige: held og lykke med at vriste denne film ud af sjælen. Dystopien kunne ikke været mere nærværende.


Forrige anmeldelse
« Shutter Island «
Næste anmeldelse
» Bad Lieutenant – Port of call... »


Filmanmeldelser