Indimellem forventer man at blive skuffet over en film, selv før man ser den. Det kan der være mange grunde til, men i tilfældet med den nye computeranimerede spillefilm med Charles M. Schiulz’ berømte tegneseriefigurer Radiserne var frygten at Hollywood havde suget al charmen og de mere eftertænksomme elementer ud af forlægget, og i stedet satset på en opdateret, smart og strømlinet version af figurerne og handlingsforløbene. Heldigvis er filmen alt andet end det!

Dette skyldes måske at hovedforfatterne på filmen er henholdsvis søn og sønnesøn af førnævnte Schultz. Man må gå ud fra, at de er vokset op med figurerne og kender dem bedre end nogen anden. Slutresultatet er i al fald blevet, en varm, hyggelig og charmerende lille film, der ikke kun vil appellere til de der i forvejen holder af universet, men som også kan få en ny generation i tale. Optimalt set kan den måske ligefrem få playstationgenerationen til at opsøge de originale tegnede striber bagefter.

Det er Blue Sky Studios, der nok er bedst kendt for Ice Age filmene, som har stået for animationen og det er de sluppet meget heldigt fra. Selv om det er en film der både er 3D-computeraimeret og som tillige er udsendt i 3D på BluRay, så føles størstedelen af filmen som om skaberne har tilstræbt at lade filmen være meget ”flad,” for på den måde at få den til at minde om såvel de klassiske avisstriber og de mere traditionelle animerede film der tidligere er blevet lavet om Radiserne. Eksempelvis har animatorerne tilføjet fartstreger, når visse figurer falder og drejer en karakter hovedet så er det ofte meget hurtigt, hvilket gør at man nærmest udelukkende ser dem enten med hovedet vendt mod læseren, eller i profil. Det betyder dog ikke at 3D effekten helt ignoreres filmen igennem, for eksempelvis bliver der skruet helt op for action-3D-effekterne i de scener hvor Nuser skriver på sin roman om hans møde med Den Røde Baron. I de scener får tilskueren mulighed at opleve de drabelige og svimlende dueller mellem Richthofens Fokker Dr.1 og Nusers flyvende hundehus.

Selv om Nuser og hans trofaste ven – fuglen Woodstock - fylder en del i filmen, er det dog Søren Brun der har hovedrollen. Fortællingen starter midt om vinteren. Børnene får snefri fra skolen og hvor de andre unger skynder sig ud for at lave sneboldkamp eller stå på skøjter, forsøger Søren stædigt at sætte sin nye drage op. Han mener at han har en god chance for at lykkes nu ”det dragespisende træ”, er dækket af sne. Dette har han ikke meget held med, og filmen fortsætter med at vise seeren hvor meget, der aldrig helt lykkes for vor hovedperson.

Filmen byder også på lidt af en sensation for fans, for den introducerer for første gang (ifølge kapellets bedste overbevisning) den lille rødhårede pige i billedet. Det er hende som Søren Brun er håbløst forelsket i, hende som han så frygtelig gerne vil i kontakt med, men som han er for genert til at opsøge. I alle tidligere film og i tegneserien hører man ofte om hende, men hun visualiseres aldrig. I denne film er hun med i billedet denne gang, selv om de voksne i universet, vanen tro, ikke er det. Der er sikkert mange der vil glædes over at børnenes lærer stadig udelukkende er lyden af en trombone.

Der er altså meget velkendt og samtidig en del nyt i denne film, der byder på nogle af de mest klassiske Radise-elementer – som f.eks. Trine, der tilbyder Søren psykologhjælp for en 25-øre og som senere naturligvis løfter football’en i sidste øjeblik før Søren når at sparke til den. Der er Schrøder som spiller Beethoven på sit lille klaver, Rikke Rask, der er mere drenget end alle drengene tilsammen og som stadig bliver kaldt ”hr.” af Lotte, osv. osv.

Filmen præsenterer sin seer en virkelig fin morale, om det at føle sig kejtet og utilpasset, men den fortæller også, at så længe man blot gør sit bedste og er ærlig over for sin omverden, så vil folk omkring en i sidste ende finde dette beundringsværdigt. Det er både opbyggeligt og ikke mindst forfriskende at have en hovedperson som stort set ikke lykkes med noget af det han sætter sig for, i stedet for alle de figurer der er i stand til at gøre det umulige. I virkelighedens verden er der nok flere Søren Brun’er end der er Batmænd.

Filmen om Radisserne – med Nuser og Søren Brun er en dejlig film. Den fanger både Schultz’ tegnestil, karaktererne og de gennemmenneskelige værdier rigtigt fint, samtidig med at den også leverer en masse spændende og ikke mindst sjove scener. Endelig er den danske versionering virkelig god, så god så man som forælder ingenlunde savner at opleve filmen med de originale amerikanske stemmer.

Kapellets anmelderteam på henholdsvis 46, 12 og 7 år var i alle lige begejstrede over filmen og det er bestemt en film, der kommer i afspilleren igen senere. For de der ikke har nok i hovedfilmen er der på BluRaydisken er også inkluderet et sandt overflødighedshorn af ekstramateriale, bl.a. kortfilm, musikvideoer, instruktionsvideoer der viser hvordan man selv kan lære at tegne Søren Brun, Woodstock og Nuser og meget, meget mere. Kort sagt, så var det skønt at få ens bange anelser gjort til skamme, så man afslutningsvis ikke har nødig at citere Søren Bruns mantra. Her er der nemlig ingen der græmmes!