The Hunger games: Catching Fire (140 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 9/4 2014, 08:00 af Jørgen Riber Christensen
Remake forklædt som sequel
Remake forklædt som sequel
« TilbageOpskriften på at lave en blockbuster film synes besnærende enkel: Identificer en succesfuld film ud fra billetsalget og analyser den for at opdage, hvad der gjorde den til en succes. Producer en film til, der bruges den samme skabelon. Check denne films billetsalg, og genvurder successkabelonen. Brug den justerede skabelon som grundlag for endnu en film. Gentag denne proces i det uendelige.
Den første film i Hunger Games-serien var en blockbuster succes. Den blev en af de mest indtjenende film i USA i 2013 og den 12. mest indspillende film nogensinde i USA. Jennifer Lawrence er en uomtvistelig stjerne som filmens hovedkarakter Katniss Everdeen, og plottet er en tilpas blanding af dystopi, reality og game show, action og romance tilsat en anelse samfunds- og mediesatire. Katniss Everdeen er en suveræn action chick, og Jennifer Lawrence evner ubesværet at fremstille hende som en nuanceret person.
Er toeren Catching Fire lige så god som etteren? Det er som om, at filmens karakterer selv giver svaret. De er rimelig trætte af, at skulle igennem samme mølle en gang til. I den første halve time af filmen skal Katniss Everdeen og Peeta Mellark på turne rundt i distrikterne. Det er de godt trætte af, og de udstråler, hvor tvære de er ved dette tomme show. Uden at spoile handlingen, kan man nævne, at de medvirkende i spillene protesterer kraftigt mod deres deltagelse.
Problemet er gentagelser. Der er endnu en runde i de dødelige spil. Det er som om, at publikum også har været det hele igennem en gang før. Negativt udtrykt, er det som om at gå 2. g. i gymnasiet om. Man har været der, og der er endnu for lang tid til den afsluttende studentereksamen efter 3. g.
The Hunger Games: Catching Fire er en sequel til The Hunger Games, og i 2014 og 2015 venter The Hunger Games: Mockingjay – Part 1 og The Hunger Games: Mockingjay – Part 2. Filmatiseringerne af Suzanne Collins Hunger Games romantrilogi minder for nuværende genremæssigt om en tv-serie, hvor Catching Fire ikke har en egentlig dramaturgisk slutning. Filmen holder bare op. Denne film skulle være en sequel, men den tipper over og bliver til en remake af første episode. Dog med det forbehold, at der er en udvikling i filmens romantiske aspekt.
Positivt udtrykt, kan man også se filmen som et glædeligt gensyn, og hvis man som rigtig mange andre var glad for etteren, ender man sikkert også med at blive det for toeren. Filmens produktionskvaliteter er i top, skuespillet for det meste også, mange scener er flotte og action-fyldte. Anbefalet, hvis du vil have mere af det samme.