Kærlighedsfilm kan være så kvalmende søde. For nogle er dette jo faktisk det attraktive ved dem. Film, der hænger i en romantisk forforståelse af kærlighed. Altså som i romantikken. Der er få instruktører, der faktisk tør træde helt ind i kærlighedens væsen. Skildre det, der gør ondt. Det gør oftest ondt for, at det som afslutning blot skal blive godt: Genkendeligt. Kingos klassiske forståelse af kærligheden som en deling af sorrig og glæde er sjælden som kærlighed på film. Det går ligesom ikke, når fortællingen gerne vil vise noget andet. Eller i værste fald intet vise.

Den amerikanske instruktør Richard Linklater går en anden vej. Han tør vise kærligheden, når den er smukkest – og hive tæppet væk under den. Med sin seneste film Before Midnight færdiggør han trilogien om Jesse og Celine, som han indledte med Before Sunrise (1995) og fortsatte med Before Sunset (2004). Første film handler om det impulsive møde mellem to mennesker – og sød filosofi opstår. Jesse og Celine aftaler at mødes et år senere, men da vi indtræder i anden film, indser vi hurtigt, at ingen af dem rigtig troede på det. Alligevel. De forelsker sig dog – og i tredje film er vi helt oppe ved det krakelerende ægteskab – with kids.

Jesse er stadig forfatter. Blev verdensberømt på at skrive om deres første møde – og fortsætte med en bogserie om de to. Autobiografisk og alligevel med fiktion. Litteratur helt up to date. Performativ biografisme in casu. Filmen læner sig fra starten af helt op ad denne selvrefleksive praksis omkring karaktererne og omkring fortællingerne, der hele tiden kommenterer på sig selv som kærlighedsfilm. På den romantiske versus den realistiske forståelse af kærligheden. Af ærlighed. For Linklaters Before-trilogi er ikke kun kærlighedsfilm. Det er ærlighedsfilm, der tør tage fat i den del, som Kingo kalder sorrig. Han afmystificerer kærligheden.

Den indledende sorg udspringer af det savn, som Jesse har. Da han – i Before Sunset – igen mødte Celine, forlod han sin kone med barn. Og nu er knægten blevet stor, teenager, forstående dog. Introduktionsscenen er farens afsked med sønnen i lufthavnen, da han skal rejse hjem til moren, ekskonen. Som Jesse ikke har et specielt godt forhold til. Before Midnight punkterer dermed igen den romantiske kærlighed fra starten. Men påmindelsen om, at kærligheden influerer ikke bare de to elskende. Den forandrer verden og virkeligheden omkring dem. Og det er ikke altid til det bedre. I hvert fald ikke for den efterladte, sønnike, der endnu ikke ifølge Jesse kan kaste en baseball korrekt. Han er selv blevet kastebolden.

Ligesom sine forgængere – og flere andre af Linklaters film – er filmen bundet op på dialogen. Her mellem især Jesse og Celine. At have fundet disse to karakterer, igen hyperexceptionelt spillet af Julie Delpy og Ethan Hawke (som nu også er medforfattere på filmen), er i sig selv noget af et scoop. Og at det skulle blive til en trilogi, fuldender blot Linklaters eminente blik på kærlighedens væsen. Gennem lange scener især. Anden scene er et kvarter langt og er principielt egentlig blot den grundlæggende snak i bil fra lufthavnen til deres opholdssted i Grækenland, hvor Jesse skal møde og bo hos en forfatter. Sådan formår Linklater at holde det simple komplekst – og opladt af stærke samtaler.

Det er tåkrummende godt, når Jesse og Celine tager deres tunge vej gennem en midtlivskrise af dimensioner. På blot et aristotelisk solomløb – også antydet i titler og i scener i filmen. Dimensioner, som langt de fleste i et ægteskab eller et forhold kan nikke genkendende til. Dialogen, der ligesom bare tager sig selv steder hen, hvor den enkelte får sagt ting, der bare ikke skulle være sagt. Uden at Linklater forsøger at indlægge holdninger eller perspektiver. Det er bare de to. Skænderi. Brud. Forsoning. Sorrig og glæde. Og afrundinger med håb – ikke andet. Afrundinger, der ikke eventyragtigt antyder, at ’de levede lykkeligt til deres dages ende’. Snarere en fornemmelse af, at de stadig slet og ret kan leve – og elske sammen. På trods af forskelle.

Filmen er igen holdt i rolige og lange indstillinger, der kræver meget af Delpy og Hawke. Scener, der synes at trække sig ud meget længe, men aldrig for længe. Men det græske øhav som et gigantisk, håbefuldt bagtæppe, der emmer af kærlighedshunger. Netop en hunger, der altid vil være kun tæt ved at kunne slukkes. Slukkes den, slukkes forholdet. Holdes den for meget i live, udimensioneret, antændes sider af den enkelte, der ikke normalt er synlige. Det viser Linklater med en film, der understreger, at kærligheden findes. Men også, at den kræver sit arbejde og sine ofre. Before Midnight er den bedste kærlighedsfilm i mange år.