Vi har set fortællingen om den utilpassede teenagepige i et utal af variationer før, fra den hjertevarme Juno, over den aparte heltinde i Ghost Town, til rendyrkede gysertøser som Carrie og Jennifer´s Body. Til den sidstnævnte kategori kan vi nu tilføje Pauline fra filmen Excision. Hun er ikke bare en smule mærkelig, hun virker decideret skræmmende på sine omgivelser.

Titlen henviser til den engelske betegnelse for en kirurgiske fjernelse af et organ eller en kropsdel, og det er netop det Pauline er fascineret af. Hendes hyppige masturbationsfantasier involverer ofte kirurgi, blod og død, ofte iscenesat i en form for fetichistisk, klinisk fascination af kroppen. Når Pauline er vågen udfører hun enkle eksperimenter på sin egen krop og læser stakkevis af bøger om operationer, medicin og kirurgi, da det er hendes store drøm en dag at blive en berømt kirurg. Lillesøster Grace lider af en ondartet sygdom, der gør, at hun ikke er spået de store chancer for et langt liv, hvis ikke familien finder en donor, der er villig til at give hende en ny lunge.

Pauline presses konstant af sin mor (spillet af den legendariske, forhenværende pornoprinsesse Traci Lords) til at opføre sig som et lille, perfekt dydsmønster, som lever op til alle de amerikanske middelklasseværdier som moderen selv står for. Pauline har absolut ikke tænkt sig at gøre dette, men til trods for alle hendes verbale udfald og konstante vrængen af moderens ideer, ender hun alligevel med at føje sig moderens ønsker, til gengæld for lidt anerkendelse fra sin mor. Moderen er til gengæld fuldstændigt forgabt i Grace, der netop lever op til moderens drømme om en lille, perfekt prom-queen.

Familien, mener moderen, har ikke råd til at sende Pauline til en psykolog og derfor køres datteren en gang om ugen til kirke, så hun kan føre en samtale med den lokale præst også selv om Pauline hårdnakket påstår at hun ikke er troende. Paradoksalt nok spilles præsten af selveste John Waters, der vist ikke behøver yderligere introduktion i disse cirkler. Alene det at se skuespillere som Lords, Waters og endda Malcolm McDowell, der spiller Paulines matematiklærer, i roller som er så bundordinære at det næsten er løgn, er alene filmen værd – men der er også andre gode grunde til at kaste sig over Excision.

Det er svært at følge med i skolen for Paulie, især når klassekammeraterne konstant er på nakken af hende. Hun tager dog, ganske hurtigt, en beslutning om at hun vil have en af de populære drenge til at tage sin mødom – så hun går hen til ham og siger direkte, at hun gerne ser at det er ham der gør det. Overfor sine venner spiller han naturligvis sej, men ringer alligevel til hende i weekenden. Han ved dog ikke at hendes fascination ved alt abjekt gør, at hun naturligvis har valgt at det skal foregå samtidigt med at hun har sin menstruation.

Excision blander på den måde det frastødende, groteskt ulækre med elementer af spirende seksualitet og det helt hverdagsagtige og benytter dette som drivkraft. På den ene side er filmen helt igennem en troværdig skildring af en meget forstyrret teenagerpige, der forsøger at passe ind i en verden der er lige så fremmed, som var hun en DF’er fanget til et møde for Black Panthers, mens at filmen gennem Paulines stiliserede drømmesekvenser, tilføjer en hyperæstetiseret, surreal dimension til herlighederne. Drømmesekvenserne foregår stort set alle i en form for udsyret, klinisk miljø, hvor kødet og kroppen nærmere er et studieobjekt, frem for noget helt naturligt.

Pauline betragter verden omkring sig som en alien i menneskeskikkelse, der studerer menneskene som forsøgsobjekter og har løbende en dyb fascination af hvordan kroppen fungerer. Selv hendes egen krop virker utilnærmelig for hende, for en form for naturlig kontakt med egen krop har hun på ingen måde.

Det er netop vores hovedpersons fascination af det, som andre finder frastødende, koblet med en fremmedgørelse overfor sine omgivelser, der gør, at Excision kommer til at fungere så godt som den gør. På bundlinjen er det egentlig en ganske banal fortælling om en teenager der mistolker verden omkring sig, men på samme tid er det en chokerende beretning der vil tage et opgør med middelklasseværdier og en dysfunktionel familie der så desperat forsøger at opfylde en norm de mener andre har sat for dem, at de overser hvor store problemer deres eget barn har.

Det er altså en fortælling, der sikkert vil kunne genkendes af mange teenagere, der forhåbentlig ikke er villige til at gå lige så langt om Pauline gør det i filmen, men som sikkert godt kan genkalde sig følelsen af at være en lille forkert brik i et stort ubetydeligt puslespil, som man ikke har lyst til at være en del af.

Filmen fungerer netop fordi genkendelsen i denne del af fortællingen virker og idet begrebet normalitet italesættes, både gennem valg af skuespillere og hverdagsscenerne. Hverdagen bliver her i Feruds terminologi virkelig un-heimlich – når den vises fra Paulies synspunkt.

Det er ganske svært ikke at fatte sympati med Pauline, selv når vi, mod filmens slutning, er vidne til at det som måske har startet som et forholdsvis uskyldig tankeeksperiment, i løbet af filmen har forvandlet sig til et veritabelt mareridt. At det lykkes filmen at fastholde en sympati for en figur som man i virkeligheden burde føle alt andet end sympati for, er i sig selv en bedrift. Filmen ender – uden at spoile - i et (nærmest befriende) primalskrig, der på én gang signalerer total desperation, afmagt og ikke mindst genfødsel. Excision er bestemt ikke nogen rar, indie-horror film, men til gengæld er den højst seværdig.