Filmen Grey Wolf – The Escape of Adolph Hitler er en besynderlig sag. Udgivelsen lover et drama, hvilket antyder, at det er et stykke fiktion. Et stykke kontrafaktisk fiktion. Men filmen indledes med et interview med en historiker, der har en teori om historiske begivenheder. Dog er det ikke ualmindeligt med et stykke fakta bygget ind i fiktionens dramatiseringer. Men dernæst begiver filmen sig ind på en vej gennem forskellige vidneberetninger, der er såvel svære at hitte rede i som helt elementært uinteressant skildret.

Grey Wolf kommer i bølgen af et uudtømmeligt arsenal af udgivelser om Anden Verdenskrig. Kan man nævne krigen på forsiden, så er udgivelse nærmest sikret, ser det ud til. Det er heller ikke ualmindeligt at omgå krigen kontrafaktisk, hvilket jo rent faktisk er en praksis inden for historieskrivningen. Kontrafaktiske underholdningsfilm om krigen – fx Quentin Tarantinos Inglourious Basterds – findes der også en del af. Problemet med Grey Wolf – selvom set-up faktisk ikke er uinteressant – er, at den hverken er det ene eller det andet.

Filmen tager udgangspunkt i Simon Dunstan og – filmens instruktør – Gerrard Williams’ spekulative stykke historieskrivningen i bogen Grey Wolf, hvori de hævder, at Hitler ikke døde i bunkeren uden for Berlin. I stedet tog han flugten tidligere til Argentina, hvor han levede et liv i hengemt tilbedelse i Nahuel Huapi Lake, der er et velkendt argentinsk paradis for gamle nazister. Argentina har haft en ideologisk problematisk fortid, der også indebærer verdens senest lukkede nazistsparti. Dog hævder filmen fejlagtigt, at det stadig findes.

Med andre ord er idéen om at skabe et drama, som coveret lover, om netop denne flugt en rigtig fin idé. Teorien er faktisk ret udbredt. Men på det tidspunkt, vi træder ind, er han allerede flygtet, og lever en fin tilværelse i sin bjerghytte. Med andre ord er dramaet overstået. De næste sekvenser består så af en række personer, hvis vidneberetninger fungerer som voice-over til billederne, der slet får lov at komme til deres ret. Filmen ligner her mest et stykke historie med dramatiserede elementer, men vi kan ikke følge det, der bliver sagt, fordi voice-over’en dominerer.

Grey Wolf er med andre ord et noget svagt stykke håndværk, der virker meget uklar ift., hvilken genre, den reelt ønsker at tilhøre. Mest er den en dokumentarudsendelse, men dens brug af dramatiseringer og rekonstruktioner peger ind i dramadok’en. Men den meget spekulative tone henter i stedet mest fra regulær historisk fiktion. Filmen skræver med andre ord bredere og mere uklart, end den overhovedet kan klare. Derfor er Grey Wolf en genrebastard, hvilket alene ikke behøver at være et problem. Men her er det bare dårligt håndværk.