Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Inglourious Basterds (147 min.) Købsfilm / Universal
Anmeldt 6/12 2009, 12:09 af Kim Toft Hansen

Og underneden var der intet


Og underneden var der intet

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det virker lidt som om film og fortællinger, der foregår under Anden Verdenskrig kommer i bølger. I den seneste bølge har vi dog set nye aspekter, der har populariseret særligt film, der også foregår på andet end engelsk eller velkendt gebrokkent engelsk. Tyske film om krigen er blevet set vidt og bredt. Derfor oversvømmes markedet af gode såvel som mindre heldige – og mere eller mindre historiske – film om krigen. Af samme årsag kan det være en befrielse at få skidtet vendt lidt på hovedet i en postmoderne pastiche. Når genrer bliver for selvhøjtidelige, sker det gerne, at de mødes af en legende dekonstruktion – en sådan er Quentin Tarantinos seneste film Inglourious Basterds.

Filmen henter sin primære inspiration fra Enzo Castelleris The Inglorious Bastards fra 1977, men som det også fremgår af Claus Krogholms resumé i biografanmeldelsen, så er Tarantinos film – for den, der kender Castelleris italienske kultklassiker – ikke direkte spækket med lighedstræk. Selve fortællingen har nogle almindelige ligheder ved, at en gruppe soldater begiver sig rundt med nærmest kun ét formål: at dræbe så mange nazister som muligt. Denne tætte relation, der ikke udleves i betydelig grad, illustrerer Tarantino med hele to stavefejl i titlen på sin film. Som vi kender det fra tidligere film fra Tarantinos hånd, står den derfor i høj grad på skuldrende af filmiske forgængere (høj- såvel som lavkultur), men alligevel er der ingen tvivl om, at filmen er helt sin egen.

Der er ofte det interessante aspekt ved Tarantinos film, at de på den ene side er fyldt til randen med klichéer og stereotyper, mens de på den anden side virker til at tage disse alvorligt. Det er selvfølgelig et fortælleteknisk lettilgængeligt kneb at bruge kulturelle fordomme for at skildre en kultur, men på samme måde som film af alle typer citeres på kryds og tværs hos Tarantino, så sendes kulturelle udtryk og kendetegn også igennem samme mølle. På den måde bliver filmen på samme tid både underlødigt humoristisk og lettere alvorligt tænkt. Det er en udstilling af det fordomsfulde reservoir af mediebilleder, vi gennem tiden har absorberet særligt gennem film – tysk og fransk kultur og historie, som spiller en rolle i Inglourious Basterds, er ligeså filmisk citeret, som filmen selv er et produkt af andre film.

Derfor er det på sin vis en tom film, der kun etablerer gedigen underholdning uden kritisk brod – en brod, vi ofte kan forvente af historiske krigsfilm. Underneden er der intet. Det er dermed en parade af medieskabte billeder, der klippe-klistres sammen til en filmisk pastiche over film og fortællinger om Anden Verdenskrig. Filmen er ligeglad med sin kontrafaktiske brug af historiske kendsgerninger, og placerer sig hellere internt i filmhistorien, hvilket igen understreges af, at filmens attentat mod tyske magthavere foregår i en biograf. Måske er der her en svag antydning af, at filmen faktisk kan – og vil – noget, men det udfoldes aldrig til andet end overfladisk pastiche og underholdning. Men netop derfor er Tarantinos fortællemaskine også enormt velsmurt – det er ikke uden årsag, at han har gjort sig fortjent til betegnelsen cinema of cool.

Inglourious Basterds er et sandt overflødighedshorn af parodisk spænding æltet grundigt sammen til et opgør med den selvretfærdige film om Anden Verdenskrig. I dette tilfælde er tyskerne igen entydigt onde, og heltene er ligeså problematiske, som de er seje – og kendetegnende er det måske, at filmen bedste karakterinstruktion netop er en tysk SS-officer. Stil, spil og musik er velkendt tarantinoesque, som vi kender det – og det er måske filmens svaghed: Tarantino opfinder ikke sig selv på ny i denne film, som han gjorde på overraskende vis i Kill Bill. Men en middelmådig film fra Tarantino er bestemt også bedre end det meste.


Forrige anmeldelse
« Paranormal Activity «
Nste anmeldelse
» 30 Rock: Sæson 2 »


Filmanmeldelser