Hvis din elskede skal leve for evigt, hvorfor skal du så dø? Det spørgsmål synes store dele af det nuværende vampyrfænomen at rejse. The Twilight Saga endte med, at pigen måtte vendes om, så hun også blev vampyr. Samme problematik rejses i HBO-serien True Blood. Og nu igen i den amerikanske film Daylight Fades fra 2010. Den er netop udkommet som dansk købefilm.

Filmen handler om Elisabeth, der har svært ved at knytte sig til nogen, fordi hun har haft en svær opvækst. Indtil hun møder Johnny, der overbeviser hende om, at hun ikke behøver at løbe væk, når følelserne begynder at vise sig. Derfor er det også desto værre, at Johnny bliver kritisk kvæstet i en bilulykke. Men han rejser sig snart fra de næsten døde igen.

For de involverede er det indledningsvist uvist, hvad der gør, at han kommer sig så pludseligt og hurtigt. Men havde de set de hugtænder, der pryder dvd’ens forside, ville det efterlade de færreste i tvivl. Der er vampyrer på spil – og den vampyr, der er på spil, har en helt særlig relation til Elisabeth, der ganske intetanende trækkes længere og længere ind i tusmørket.

Daylight Fades er ifølge udgivelsen blevet kaldt ’Twilight for voksne’. Alderen på de involverede er da også højere end i Twilight, men castingen er pletvist problematisk. Især Johnnys mor er sminket ganske grundigt for at se gammel nok ud. Castingen er dog spilleteknisk veltilrettelagt. Især Matthew Stiller i rollen som Johnny fungerer ret godt.

Flytningen i alder bliver da også filmens akilleshæl. Hvor Twilight i nogen grad lykkes med sit kærlighedsplot, fordi vampyren hægtes op på teenagerens frivole hormonelle ubalance og ungdomsdramatik, så hægter Daylight Fades ikke rigtig vampyren op på noget som helst. Vi er efterladt med en lidt ujævn kærlighedsfortælling uden egentlig pondus.

På trods af den lidt svage fortælling er denne low budget-film opsat via en ret pæn cinematografi. Langt hen ad vejen ligner billedkvaliteten dog mest en billig tv-produktion, men John Paul Clarks vinkling er undervejs ganske velvalgt. Stil og klippefrekvens er meget rolig og meget langt fra vampyrens tilknytning til gysergenren.

Hvad Daylight Fades mangler i plot og handling, henter den dermed lidt hjem via billederne. Det er bare synd, at det aldrig rigtig bliver godt. Vampyren som basal metafor for seksuelle og voldelige drifter er en anelse for banal. Det bliver faktisk aldrig helt brugt som en relevant diskussion, men snarere som et bagtæppe. En lidt kedelig drapering.